Washington, 21/07/2025 - 17:55
Holger Rune suger til sig af gode råd fra André Agassi
André Agassi har trænet Holger Rune i at returnere bedre og fokusere på de rigtige ting, forklarer danskeren.
Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det begyndte med en tekstbesked, blev fulgt op af et telefonopkald og kulminerede med tre dages træning i Washington DC.
Det fortæller Holger Rune om de seneste dages samarbejde med den amerikanske tennislegende André Agassi.
- Vi har været i kontakt i noget tid, og vi har været sammen i nogle dage her i Washington, hvor han hjalp mig med nogle ting og kom med sin mening.
- Det var virkelig en stor fornøjelse. Han er en meget intelligent mand. Jeg har aldrig mødt en mand, der ser spillet på den måde, siger Rune til ATP Tourens hjemmeside.
I denne uge deltager Rune i ATP 500-turneringen Washington Open, og Agassi har hjulpet danskeren i optakten.
- Det var en meget kort periode, men han gav mig bestemt et indblik i, hvor han ser mig i fremtiden, hvor han ser mig nu, og der er selvfølgelig mange ting at forbedre.
- Han hjalp mig med at rette mit fokus på de rigtige ting sammen med min træner Lars Christensen. Det var meget fedt at tilbringe nogle dage med ham.
- Jeg har set ham meget på YouTube. Hans stil og måde at spille på var utrolig. Hans karriere taler for sig selv, siger Rune.
Agassi vandt otte grand slam-titler i karrieren - heraf US Open to gange.
- Han var selv i stand til at returnere fantastisk, og jeg returnerer også godt. Han havde nogle råd til at blive en anelse bedre til at returnere og så generelt til spillet, siger Rune.
Seks gange har Rune tabt sin første kamp i en ATP-turnering i år, men det er også blevet til en titeltriumf i Barcelona og en finaleplads i Indian Wells.
- Jeg har haft en sæson med op- og nedture. Jeg har haft nogle gode uger og nogle dårlige uger. Det er det, jeg gerne vil ændre.
- Jeg er taknemmelig for at være her i Washington og være i stand til tidligt at få kampe i USA og komme ind i rytmen, så jeg forhåbentligt kan udrette noget.
- Jeg tænker allerede på sæsonfinalen i Torino, og jeg har nogle store uger foran mig. Det er en gylden mulighed for mig, da jeg ikke har så mange point at forsvare, lyder det fra Rune.
Danskeren er nummer otte i verden lige nu og erkender, at han har et stykke op til tennisduoen Carlos Alcaraz og Jannik Sinner, der har delt de seneste syv grand slam-titler mellem sig.
- Der er bestemt et hul i øjeblikket. Der er selvfølgelig spillere inklusiv mig selv, der kan besejre dem. Men det handler om at være med i de grand slam-finaler og Masters 1000-finaler og spille mod dem.
- Jeg tror, der er plads til en person mere, siger Rune.
/ritzau/