København, 29/06/2025 - 12:00
Tauson finder formen på græs trods svære bevægelser
Clara Tauson kan bruge sin serv, slice og stopbold på græs, men hendes højde besværliggør hendes bevægelser.
Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Da Clara Tauson for to uger siden rejste til Nottingham for at spille opvarmningsturnering til Wimbledon, havde hun aldrig tidligere vundet en kamp på græs på WTA Touren.
Når hun tirsdag åbner Wimbledon mod briten Heather Watson, har hun tre sejre på græs i bagagen fra Nottingham og tyske Bad Homburg.
Hun befinder sig bedre på græsset end tidligere.
- Generelt har jeg spillet bedre tennis i år. Jeg har set på, hvad jeg kunne gøre bedre, og det er lykkedes meget bedre i år, fortæller Clara Tauson.
- Jeg har ikke gjort så meget anderledes, men har haft så lave forventninger som muligt, hvor jeg andre år har haft lidt større forventninger. I år har jeg slået dem fra og tænkt over, hvordan jeg kan bevæge mig bedre og spille bedre, og det er lykkedes.
Tauson har flere kompetencer til at gøre sig gældende på det hurtige græsunderlag.
- Min serv er et stort våben. Det så man også i Tyskland, hvor græsset er lidt hurtigere end her. Så har jeg selvfølgelig også nogle gode hænder til at slice og lægge stopbolde, det hjælper meget på det her underlag.
Med sine 182 centimeter er Tauson på andre parametre mere hæmmet i forhold til de mere vævre konkurrenter.
- Bevægelsen er det helt store problem for de fleste, men især for en som mig. Dem, der er lidt lettere og lidt mindre, har nemmere ved det, forklarer Tauson.
Hun glæder sig over, at hun nu præsterer bedre på græs, men det er ikke et stort fokusområde at lægge mange kræfter i at blive endnu bedre på det grønne underlag.
- Græssæsonen er tre-fire uger om året, så hvis man bruger for meget tid på det, har man ikke så meget tid til de andre og mere vigtige underlag, siger hun med henvisning til grus og hardcourt.
Danskeren, der rangerer som nummer 22 i verden, møder Watson, der som nummer 143 på listen er med på et wildcard.
/ritzau/