Los Angeles, 10/06/2025 - 01:54
Guvernør: Trump indsætter yderligere 2000 soldater i Los Angeles
Donald Trump indsætter yderligere 2000 soldater i Los Angeles, melder Californiens guvernør på X.
Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Californiens guvernør, Gavin Newsom, er blevet informeret om, at USA's præsident, Donald Trump, indsætter yderligere 2000 soldater fra Nationalgarden i Los Angeles.
Det skriver Newsom på det sociale medie X.
Meldingen er ikke blevet officielt bekræftet af Trump-administrationen.
- De første 2000? De fik hverken mad eller vand. Kun cirka 300 er indsat. Resten sidder ubenyttede i føderale bygninger uden (at have fået, red.) ordrer.
- Det her handler ikke om offentlighedens sikkerhed. Det handler om at pleje en farlig præsidents ego, skriver Newsom.
Han kalder videre ordren om at indsætte soldater for "uforsvarlig, meningsløs og respektløs over for vores soldater".
Natten til søndag dansk tid besluttede Trump første gang at sende 2000 soldater fra Nationalgarden til Los Angeles. De første 300 ankom i løbet af søndag. Inden onsdag ventes de at være fuldtallige, skriver Reuters.
Både The New York Times og The Washington Post skriver, at det er første gang i omkring 60 år, at en amerikansk præsident har truffet sådan en beslutning, uden at delstatens guvernør har bedt om hjælp.
Det skete for at håndtere voksende demonstrationer mod immigrationsmyndighederne.
Tidligere natten til tirsdag lød det så fra det amerikanske militær, at det vil sende 700 marinesoldater til storbyen.
I Los Angeles har der i flere dage været voldsomme protester mod immigrationsmyndighederne, der bunder i frustrationer over de mange anholdelser og deportationer, der er blevet foretaget i de seneste måneder.
Newsom har sammen med Californiens justitsminister, Rob Bonta, sagsøgt Trump og den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, lød det i en pressemeddelelse mandag.
De mener, at beslutningen om at indsætte Nationalgarden krænkede Californiens guvernørs rolle som øverstbefalende for Nationalgarden i delstaten.
Newsom mener, at delstaten selv kan håndtere demonstrationerne, og at soldater i gaderne vil få urolighederne til at blusse op.
Trump har modsat hævdet, at føderal indgriben er nødvendig, fordi de demokratiske ledere i Californien ikke har handlet hurtigt nok for at lægge en dæmper på demonstrationerne.
/ritzau/