København, 13/05/2025 - 14:04
Dansk rekordholder vil med til VM i Tokyo efter lårskade
En lårskade har holdt Jacob Simonsen væk fra løbebanen. Han drømmer om at blive klar til VM i Tokyo.
Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jacob Simonsen er Danmarks hurtigste løber på 10 kilometer, 15 kilometer, 20 kilometer, halvmaraton og maratondistancen.
Alle disse rekorder er blevet sat siden september 2024.
I sit livs form blev den danske løbestjerne ramt af en lårskade, der skyldtes en stressreaktion i knoglen.
Han er dog så småt ved at være klar til at snøre rekordskoene på ny.
De seneste par uger har stået på cykeltræning, mens han senere på ugen skal løbe på et AlterG-løbebånd, der kan aflaste noget af kropsvægten, når man løber.
- Jeg synes bestemt, det går fremad. Knoglen har krævet ro fra belastning, og derfor har jeg undgået vægtbærende sport, heriblandt løb. Det har jeg gjort de seneste tre til fire uger, og jeg mærker ikke noget til låret mere.
- På løbebåndet starter jeg med at løbe med 75 til 80 procent af min kropsvægt, så jeg får gang i løbebevægelsen igen. Om et par uger begynder jeg at løbe udenfor igen, hvis alt går vel, siger Jacob Simonsen.
Skaden ledte til afbud til DM i 10 kilometer på landevej, EM i landevejsløb i Belgien og London Marathon.
Selv om afbuddene var hårde for Jacob Simonsen, så har han allerede en ny konkurrence i sigte til efteråret.
- Mit mål er at komme med til VM i Tokyo til september. Jeg er ikke officielt udtaget endnu, men på kvalifikationslisten, der er lukket, ligger jeg cirka nummer 70, og der kommer 100 løbere med.
- Så jeg er i princippet kvalificeret, men jeg er ikke officielt udtaget endnu. Men jeg kigger frem mod det. Det er næste løb, hvor jeg skal stå 100 procent skarp, siger den 30-årige løber.
Skaden har fyldt meget hos den aarhusianske løber, der havde håbet på at ride videre på sin bølge af succes, han havde redet på det seneste halve års tid.
Tilbage i februar slog han i Berlin Henrik Jørgensens ikoniske danmarksrekord på maratondistancen, der havde stået i 40 år, inden Simonsen i januar og februar også slog de danske rekorder på både 10 kilometer og halvmaraton ved to løb i Spanien.
Kursen var herefter sat mod London Marathon, hvor han glædede sig til at være en del af et elitefeltet, der sjældent var set stærkere.
- Jeg følte, at jeg havde bygget lidt på formmæssigt og havde set frem til at løbe DM, EM og det helt store mål, som var London Marathon.
- Det havde jeg set frem til rigtig længe. Derfor var det super frustrerende at melde afbud til alle tre, siger han.
Jacob Simonsen endte med at tage til London med familien, da hele rejsen var booket og ikke kunne refunderes med få dages varsel.
- Det endte med at være nogle tunge dage ovre i London og se det fra sidelinjen, erkender Jacob Simonsen.
- Det var lidt svært at være i, men så snart man er på den anden side af det, så ser man fremad, lægger en plan og prøver at fokusere på at komme stærkt tilbage.
/ritzau/