Los Angeles, 09/06/2025 - 02:59
Nationalgarden støder sammen med demonstranter i Los Angeles
Soldater fra Nationalgaden er søndag blevet sat ind i Los Angeles efter dage med voldsomme demonstrationer.
Eric Thayer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er søndag sammenstød mellem soldater fra Nationalgarden og demonstranter i den amerikanske storby Los Angeles.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sammenstødene sker, få timer efter at soldaterne er blevet sat ind i byen efter ordre fra USA's præsident, Donald Trump.
Demonstranterne kritiserer ransagninger og anholdelser, som immigrationsmyndigheder har foretaget, efter at Trump har slået hårdt ned på illegale migranter, som han vil have deporteret.
Flere demonstranter har søndag samlet sig foran en føderal bygning i storbyens centrum.
Her er de blevet mødt af soldater fra Nationalgarden og ansatte fra ministeriet for indenrigssikkerhed, der i fællesskab har skubbet demonstranterne væk fra bygningen. Det viser en video fra stedet ifølge Reuters.
Sammenstødene er efterfølgende fortsat ude på gaden nær bygningen.
Ifølge AFP er der desuden meldinger om, at politiet har taget peberspray og tåregas i brug mod en mindre gruppe af demonstranter i byen.
Bygningen ligger nær rådhuset i Los Angeles, hvor der er planlagt endnu en demonstration mod de amerikanske immigrationsmyndigheder søndag eftermiddag lokal tid.
Omkring 300 soldater er ifølge CNN sat ind i tre områder af byen. Trump besluttede lørdag, at 2000 soldater fra Nationalgarden skal sendes til området.
Den amerikanske præsident omtaler søndag demonstrationerne i byen som optøjer.
- Det er voldelige mennesker, og vi vil ikke lade dem slippe afsted med det. Jeg tror, at I kommer til at se meget håndfast lov og orden, siger Trump søndag ifølge AFP.
Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, omtaler aktiveringen af Nationalgarden som en bevidst provokation.
- Vi havde ikke noget problem, før Trump blev involveret. Det her er en alvorlig krænkelse af delstatens suverænitet - at puste til spændingerne og samtidig trække ressourcer væk fra de steder, hvor der er behov for dem. Træk ordren tilbage. Giv kontrollen tilbage til Californien, skriver han i et opslag på X.
Demonstrationerne begyndte fredag i Los Angeles-forstaden Paramount. Siden har de spredt sig til flere områder af storbyen.
Flere gange har der været sammenstød mellem politi og demonstranter. Lørdag blev 27 demonstranter anholdt.
/ritzau/