Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/05/2024 - 13:23

Løkke: Israel skal efterleve FN-dom og stoppe offensiv i Rafah

Israel nægter at stoppe offensiven i Rafah i Gaza, selv om Den Internationale Domstol har beordret det.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmark mener, at Israel skal stoppe offensiv i Rafah i Gaza, hvilket Den Internationale Domstol (ICJ) har beordret.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg ser med dyb alvor på den kendelse, der nu er kommet fra Den Internationale Domstol.

- International ret skal respekteres af alle lande, og Danmark forventer i naturlig forlængelse heraf, at Israel efterlever kendelsen i stedet for at diskutere med domstolen, lyder det fra Løkke.

Israel skal inden for en måned gøre rede for, hvad landet har gjort for at efterleve ICJ-dommen, som kom fredag. Men Israels finansminister, Bezalel Smotrich, udtalte allerede samme dag, at Israel ikke vil acceptere, hvad den øverste FN-domstol er nået frem til.

Løkke vil tage emnet op, når der er EU-udenrigsministermøde i Bruxelles på mandag.

Han er bekymret for de humanitære konsekvenser af den israelske offensiv.

- Jeg er stærkt bekymret over konsekvenserne af de militære operationer, som lige nu pågår, og som foreløbigt har gjort, at over 800.000 nu er fordrevet fra området, udtaler Løkke.

ICJ meddelte fredag, at Israel øjeblikkeligt skal stoppe sin militære operation i Rafah.

- Staten Israel skal øjeblikkeligt stoppe sin militære offensiv og enhver anden handling i det administrative område Rafah, lød det blandt andet i dommen.

Domstolen siger, at en fortsat offensiv vil kunne medføre "fysisk destruktion, helt eller delvist" af det palæstinensiske samfund i Rafah.

Inden fredagens dom kommenterede statsminister Mette Frederiksen (S) på situationen i Rafah.

- Vi har i lighed med andre advaret Israel imod at gå ind i Rafah. Det er meget svært at se, at en landoffensiv kan lade sig gøre uden alt for store civile ofre, sagde Mette Frederiksen til Politiken.

ICJ er FN's øverste domstol. Men den har ikke magtmidler til at gennemtrumfe afgørelser.

Efter fredagens dom må EU træffe et valg, sagde EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell samme dag.

- Vi må vælge mellem at respektere støtten til institutioner, der står vagt om folkeretten, eller at støtte Israel, sagde han ifølge Reuters.

ICJ afgjorde samtidig, at den militante bevægelse Hamas "øjeblikkeligt og uden betingelser" skal løslade de tilbageværende gidsler i Gazastriben. De blev bortført i Israel af Hamas 7. oktober sidste år. Domstolens afgørelse kommer, efter at Sydafrika har indklaget Israel for folkemord.

Det var netop 7. oktober, at krigen i Gaza begyndte, da Hamas sendte mange hundrede raketter mod Israel, stormede det sydlige Israel og dræbte langt over 1000 mennesker. Lidt over 250 personer blev taget som gidsler og ført til Gaza.

Hamas' angreb blev besvaret af Israel med intense bombardementer i Gaza. Det er ifølge Israel sket i jagten på Hamas-krigere.

/ritzau/

København, 17/06/2024 - 09:00

Dansk radiostjerne sætter ord på sin alvorlige sygdom

For 14 år siden blev Sigurd Hartkorn Plaetner diagnosticeret med multipel sklerose. Det fortæller værten og forfatteren i podcasten "Du dør, hvis du græder".

Som en ung mand på 20 år med verden for sine fødder fik vært og forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner konstateret multipel sklerose.

Det har ændret hans måde at være i verden på, og på mange måder ser den i dag 34-årige prisvindende radiodokumentarist og forfatter sklerosen som en tydeliggørelse af livet i sin helhed.

Det har han i mange år haft lyst til at skabe en fortælling om, og det gør han nu i podcastserien "Du dør, hvis du græder", som er et samarbejde mellem Scleroseforeningen, Radio4 og JFM.

- Du behøver ikke interessere dig for selve sygdommen - det gør jeg faktisk heller ikke selv - men jeg interesserer mig for de grundlæggende menneskelige spørgsmål, som bliver meget præsente, når man får en alvorlig og kronisk diagnose. Spørgsmål, der vedrører os alle sammen - syge eller raske, siger Sigurd Hartkorn Plaetner i pressemeddelelsen.

Podcasten kombinerer personlige fortællinger og ekspertviden og lægger op til refleksion over livets eksistentielle spørgsmål, og hvordan man som skleroseramt både lever i skjul for, på trods af og i kraft af sin sygdom, lyder det videre.

- Jeg tror, det er væsentligt for os alle sammen at tale om livets essentielle spørgsmål og turde at tale åbent, når livet er svært. Men også når det er let og smukt, siger Sigurd Hartkorn Plaetner, der privat er gift og far til en lille datter.

Sigurd Hartkorn Plaetner har inden "Du dør, hvis du græder" lavet en række andre podcasts og lever af at lave både fiktion og nonfiktion på skrift, lyd og i billeder. Han står blandt andet bag en dokumentar på DR.

Han fik først sit gennembrud som forfatter. Det skete i 2012 med essaysamlingen "Folk med begge ben på jorden hænger på træerne".

Multipel sklerose er en sygdom, hvor kroppens eget immunsystem angriber hjerne og rygmarv. Det forårsager forstyrrelser i nervesignalerne, og nervecellerne kan gå til grunde.

Symptomerne kan være meget forskellige - herunder usikker balance, synsforstyrrelser og stivhed eller delvis lammelse af muskler.

Ifølge tal fra sundhedsmyndighederne har knap 19.000 personer i Danmark multipel sklerose.

Scleroseforeningen i Danmark har 65.000 medlemmer og estimerer, at flere end 100.000 danskere mærker konsekvenserne af sygdommen som enten patient eller pårørende.

"Du dør, hvis du græder" lanceres 17. juni og bliver også sendt på Radio4.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York City, 17/06/2024 - 05:18

Succession-stjerne vinder pris for teaterstykke med norsk ophav

Brendan Mcdermid/Reuters

Jeremy Strong har vundet en Tony for medvirken i teaterstykke baseret på værk af norske Henrik Ibsen.

Jeremy Strong, der særligt er kendt for sin rolle i tv-serien "Succession", har natten til mandag fået prisen for Bedste Skuespiller i et teaterstykke ved prisuddelingen Tony Awards i New York City.

Det skriver mediet Variety.

Strong vandt prisen, en såkaldt Tony, for at have medvirket i "An Enemy of the People", der er baseret på den norske dramatiker og digter Henrik Ibsens værk "En Folkefjende".

"An Enemy of the People" følger en læge i en lille norsk by, der forsøger at advare offentligheden om, at vandet på det lokale kursted er forgiftet.

Stykket er instrueret af Amy Herzog, der også står bag Broadway-opsætningen af et andet Ibsen-værk, "Et dukkehjem".

Ibsen regnes for at have været en af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud, der anses for at have varet fra 1870 til 1890. Blandt hans værker kan i øvrigt nævnes "Brand" fra 1865 og "Peer Gynt" fra 1867.

Tony Awards fejrer det bedste fra teaterstykkerne og musicalerne på Broadway, der dækker over en række teatre i New York City.

Strong, der er dansk gift, har før medvirket i Broadway-stykket "A Man for All Seasons" fra 2008.

"Succession", der handler om et mediedynasti og den dysfunktionelle familie bag, har vundet priser ved flere prisuddelinger, heriblandt Writers Guild Awards og Emmy-uddelingen.

Søndagens Tony Awards var 77. udgave af prisuddelingen, der er opkaldt efter skuespillerinden Mary Antoinette "Tony" Perry, der døde i 1946.

Teaterstykket "Hell's Kitchen", der er baseret på sangerinden Alicia Keys barndom, var nomineret i flest kategorier - i alt 13 - og vandt blandt andet for Bedste Skuespillerinde i en musical.

"Stereophonic", om stiftelsen af et musikstudie i 1976, vandt prisen for Bedste Teaterstykke.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/06/2024 - 09:00

Overaktiv blære-syndrom

* Overaktiv blære-syndrom er en tilstand, som giver en pludseligt opstået bydende vandladningstrang og kan være ledsaget af ufrivillige vandladninger.

* Tisser du mere end otte gange i døgnet eller mere end to gange om natten, ligger du over normalen. Med normal blærefunktion tisser du omkring hver tredje time i dagtimerne.

* Det anslås, at cirka en sjettedel af befolkningen har symptomer på overaktiv blære-syndrom. Syndromet ses særligt hos kvinder og særligt folk over 60 år.

Kilde: Meryam El Issaoui, der er læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Kvindesygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital samt bestyrelsesmedlem i Kontinensforeningen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/06/2024 - 09:00

Din konstante tissetrang kan trænes væk

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Undskyld ikke din slappe blære med, at du er blevet ældre. Det er nemlig muligt at genvinde kontrollen over, hvor ofte du render på toilettet.

Du tripper for at komme på toilettet flere gange i timen og tumler søvndrukkent ud af sengen hver nat for at lade vandet. Hyppig tissetrang gør livet surt, men du behøver ikke at leve med den.

Det siger Meryam El Issaoui, der er læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Kvindesygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun beskæftiger sig med bækkenbundslidelser.

- Problemet opstår især blandt den ældre del af befolkningen, og folk tilskriver det ofte, at det bliver sværere at holde på vandet med alderen. Men har man symptomer på en overaktiv blære og er generet af det, så er det tilrådeligt at søge læge, fordi der findes gode behandlingstiltag, siger hun.

Tisser du mere end otte gange i døgnet, kan det være, at du decideret lider af overaktiv blære-syndrom. Diagnose eller ej, så kan den hyppige tissetrang ofte tæmmes uden medicin.

1) Kig på dit væskeindtag.

Noget af det første, din læge vil kigge på, er, hvor meget du drikker i løbet af en dag. Drikker du for eksempel fem liter væske om dagen, giver det god mening, at du skal tisse hele tiden.

- Start med små livsstilsændringer. Først og fremmest hjælper det at begrænse dit væskeindtag til mellem en liter og halvanden liter i døgnet, siger Meryam El Issaoui.

Kig også på, hvad du hælder i dig. Kaffe, drikke med kulsyre som danskvand og sodavand, sukkerfri sodavand og alkoholiske drikke irriterer alle din blære, så den oftere beder om at blive tømt.

2) Udskyd toiletbesøget.

Din tissetrang er i høj grad styret af hjernen. Derfor er det muligt at træne din blærekontrol ved at ændre adfærd.

Tisser du en gang i timen, kan du lægge ud med at udskyde dit toiletbesøg med et kvarter. Gør det en uges tid. Går det godt med det, kan du forsøge at udskyde det med 30 minutter.

- Fortsæt på den måde, indtil du opnår det normale vandladningsinterval, der ligger på omkring hver tredje time, siger Meryam El Issaoui.

3) Knib og slip.

Knibeøvelser er med til at træne din bækkenbund, og derfor anbefaler Ina Dahl, der er specialiseret urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapeut ved Aalborg Bækkenklinik, at du bruger dem som et værktøj til at træne din blærekontrol.

- Et godt knib er, hvor du mærker knibet tydeligt, og hvor du tydeligt kan mærke, at du slipper det igen, fortæller hun.

For at få en fornemmelse af dit knib kan du sætte dig på din hånd, mens du udfører knibeøvelserne.

- På den måde kan du mærke, at bækkenbunden bevæger sig. Vi har tit svært ved at relatere til vores bækkenbund, fordi vi ikke kan se den, lyder det fra fysioterapeuten.

Lige så vigtigt det er at knibe godt sammen, er det, at du er i stand til at give helt slip på musklerne i bækkenbunden, forklarer hun.

- For at kunne komme ordentligt af med urin og afføring skal vi også være i stand til at slappe helt af i bækkenbunden. Hvis du hele tiden spænder op, risikerer du faktisk at påvirke funktionen af bækkenbunden, siger Ina Dahl og understreger, at en stærk bækkenbund er en fleksibel bækkenbund.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek