Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/06/2024 - 09:00

Dansk radiostjerne sætter ord på sin alvorlige sygdom

For 14 år siden blev Sigurd Hartkorn Plaetner diagnosticeret med multipel sklerose. Det fortæller værten og forfatteren i podcasten "Du dør, hvis du græder".

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Som en ung mand på 20 år med verden for sine fødder fik vært og forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner konstateret multipel sklerose.

Det har ændret hans måde at være i verden på, og på mange måder ser den i dag 34-årige prisvindende radiodokumentarist og forfatter sklerosen som en tydeliggørelse af livet i sin helhed.

Det har han i mange år haft lyst til at skabe en fortælling om, og det gør han nu i podcastserien "Du dør, hvis du græder", som er et samarbejde mellem Scleroseforeningen, Radio4 og JFM.

- Du behøver ikke interessere dig for selve sygdommen - det gør jeg faktisk heller ikke selv - men jeg interesserer mig for de grundlæggende menneskelige spørgsmål, som bliver meget præsente, når man får en alvorlig og kronisk diagnose. Spørgsmål, der vedrører os alle sammen - syge eller raske, siger Sigurd Hartkorn Plaetner i pressemeddelelsen.

Podcasten kombinerer personlige fortællinger og ekspertviden og lægger op til refleksion over livets eksistentielle spørgsmål, og hvordan man som skleroseramt både lever i skjul for, på trods af og i kraft af sin sygdom, lyder det videre.

- Jeg tror, det er væsentligt for os alle sammen at tale om livets essentielle spørgsmål og turde at tale åbent, når livet er svært. Men også når det er let og smukt, siger Sigurd Hartkorn Plaetner, der privat er gift og far til en lille datter.

Sigurd Hartkorn Plaetner har inden "Du dør, hvis du græder" lavet en række andre podcasts og lever af at lave både fiktion og nonfiktion på skrift, lyd og i billeder. Han står blandt andet bag en dokumentar på DR.

Han fik først sit gennembrud som forfatter. Det skete i 2012 med essaysamlingen "Folk med begge ben på jorden hænger på træerne".

Multipel sklerose er en sygdom, hvor kroppens eget immunsystem angriber hjerne og rygmarv. Det forårsager forstyrrelser i nervesignalerne, og nervecellerne kan gå til grunde.

Symptomerne kan være meget forskellige - herunder usikker balance, synsforstyrrelser og stivhed eller delvis lammelse af muskler.

Ifølge tal fra sundhedsmyndighederne har knap 19.000 personer i Danmark multipel sklerose.

Scleroseforeningen i Danmark har 65.000 medlemmer og estimerer, at flere end 100.000 danskere mærker konsekvenserne af sygdommen som enten patient eller pårørende.

"Du dør, hvis du græder" lanceres 17. juni og bliver også sendt på Radio4.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek