København, 10/06/2025 - 22:17
Australiens fodboldlandshold er klar til sjette VM i træk
Danmarks banemænd fra det seneste VM i fodbold er også klar til slutrunden i 2026 - Australiens sjette i træk.
Uncredited/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For sjette VM i træk er Australiens fodboldlandshold blandt deltagerne.
Det blev en kendsgerning tirsdag aften, da australierne på udebane besejrede Saudi-Arabien med 2-1.
Godt nok kom Australien bagud i første halvleg på grønsværen i Jeddah, men St. Pauli-spilleren Connor Metcalfe og Mitchell Duke fra klubben Machida vendte kampen på hovedet.
Næste års VM spilles i USA, Canada og Mexico. Foruden de tre værtsnationer har otte lande nu formået at indløse billet.
Også Australiens nabo New Zealand, der befinder sig i den oceaniske afdeling af kvalifikationen, har sikret sig adgang til verdensmesterskabet.
Australierne har fået noget hårdere modstand i den asiatiske kvalifikation.
Fra hver af de tre grupper går to hold direkte videre til VM, og Australien ender som nummer to i sin gruppe efter Japan, der allerede havde kvalificeret sig.
Før tirsdagens kamp var der tre point fra Australien ned til Saudi-Arabien, som var afhængig af en storsejr på hjemmebane for at gå forbi og snuppe billetten i sidste spillerunde.
Men med den tidligere FCK-keeper Mathew Ryan som anfører fik Australierne holdt saudiaraberne på en enkelt kasse, og værterne var derfor aldrig i nærheden af at levere sensationen.
Ved det seneste VM i Qatar var Australien placeret i samme gruppe som Danmark. I tredje gruppekamp vandt australierne den direkte duel mod danskerne og avancerede fra gruppen.
Fra den asiatiske kvalifikation har Iran, Usbekistan, Sydkorea, Jordan, Japan og altså Australien sikret sig en plads ved VM.
/ritzau/