Washington D.C., 15/06/2025 - 19:05
Kilder: Israel ville dræbe Irans øverste leder
Trump har angiveligt stoppet en israelsk plan om at dræbe Irans ayatollah. Fake news, siger israelsk rådgiver.
Vahid Salemi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har inden for de seneste dage blokeret for en israelsk plan om at dræbe Irans øverste leder.
Det oplyser to unavngivne amerikanske embedsmænd til Reuters.
- Har iranerne dræbt en amerikaner endnu? Nej. Indtil de gør det, taler vi slet ikke om at gå efter det politiske lederskab, siger en af kilderne, en højtstående embedsmand i USA's regering.
De to embedsmænd, der udtaler sig til Reuters på betingelse af anonymitet, siger, at israelerne meddelte USA, at de havde en mulighed for at dræbe Irans øverste leder, men at Trump afviste planen.
Embedsmændene ville ikke sige, om Trump personligt havde formidlet budskabet. Men Trump har været i hyppig kontakt med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
De nærmere detaljer i Israels påståede drabsplan på ayatollah Ali Khamenei er ikke umiddelbart kendt.
Netanyahu afviser i et direkte interview med den amerikanske tv-station Fox News søndag at bekræfte oplysningerne.
- Der er så mange falske meldinger om samtaler, der aldrig fandt sted. Det vil jeg ikke komme ind på, lyder hans svar.
- Men jeg kan sige, at vi gør det, vi mener, at vi skal gøre. Og jeg tror, at USA ved, hvad der er bedst for USA, siger Netanyahu videre.
Israels nationale sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, afviser Reuters' oplysninger over for netmediet Times of Israel.
Det er "falske nyheder af værste skuffe", siger han.
Israel indledte sine angreb mod Iran fredag.
Netanyahu siger videre til Fox News, at han informerede præsident Donald Trump forud for angrebene.
Højtstående amerikanske og israelske embedsmænd har været i konstant kontakt, siden Israel indledte det massive angreb på Iran med det erklærede formål at standse det iranske atomprogram.
USA har meddelt, at det ikke har været involveret i planlægning eller gennemførelse af angreb mod Iran.
Men Trump sagde fredag til Reuters, at "vi vidste alt" om de planlagte israelske angreb.
/ritzau/Reuters