Odense, 28/11/2025 - 12:44
Fynske svindlere købte varer på kredit for over 20 millioner
Igennem flere år bestilte svindlere varer på kredit uden at betale. De blev efterfølgende solgt videre.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre mænd i 20'erne er fredag blev dømt for mere end 300 forhold af bedrageri af Retten i Odense.
TV 2 Fyn skriver, at de tre mænd på henholdsvis 26, 22 og 29 år, samlet skal have forsøgt at svindle for over 20 millioner kroner.
26-årige Simon Sebastian Hesselberg og 22-årige Kevin Momeni-Ghehi Sevik er begge idømt seks års fængsel.
Kevin Momeni-Ghehi Sevik er desuden blevet udvist af Danmark.
29-årige Nicklas George Peter Langton er blevet idømt fem et halvt års fængsel ifølge TV 2 Fyn.
Mændenes fremgangsmåde var beskrevet i det 49 sider lange anklageskrift, som Ritzau har set.
Mændene bestilte varer på kredit i en række virksomheders navne, hvorefter det lykkedes dem at få leveret en stor del af varerne til adresser, hvor de kunne afhente dem efterfølgende.
Uden at betale en krone.
Varerne skulle efterfølgende sælges videre.
Svindelnummeret foregik fra oktober 2019 til marts 2024, og der blev bestilt varer hos en lang række forretninger.
TV 2 Fyn skriver, at i alt 12 personer blev anholdt i relation til bedragerisagen i 2024.
Ifølge mediet mener politiet, at de nu dømte mænd kunne beholde noget af fortjenesten selv, imens størstedelen blev sendt til bagmænd i udlandet.
/ritzau/




