Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 03/07/2024 - 12:36

Mand sigtes for at svindle med billetter til musikfestivaler

Anklagemyndigheden kræver en 25-årig mand varetægtsfængslet i sag om bedrageri med festivalbilletter.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Billetter til populære musikfestivaler såsom Roskilde Festival, Musik i lejet og Skovrock blev sat til salg på Facebook, men når køberne havde overført pengene, blev kontakten droppet, og billetterne kom aldrig frem til dem.

Det mener Østjyllands Politi, som har sigtet en 25-årig mand for syv tilfælde af bedrageri ved at have sat billetter til salg på nettet, som han aldrig gav køberne.

Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

Svindlen løber op i cirka 20.000 kroner, og det er ikke kun østjyder, som er blevet bedraget.

- Det er foregået på nettet, så det er folk i hele landet, der er blevet snydt, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Billetterne blev angiveligt sat til salg under falske navne.

Pressemedarbejderen oplyser, at der kan komme yderligere sigtelser til mod den 25-årige for lignende kriminalitet.

Anklagemyndigheden vil have den unge mand frihedsberøvet.

Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers onsdag klokken 13.15. Det fremgår inden da ikke, hvordan den 25-årige forholder sig til sigtelserne.

Der svindles tit med koncert- og festivalbilletter.

Ifølge NSK fik politiet sidste år 1825 anmeldelser om det. Det var en markant stigning fra året forinden, hvor der tikkede 975 anmeldelser om billetsvindel ind hos landets politikredse.

Unge i alderen 20-29 år udgør ifølge NSK hovedparten af de forurettede i sager om billetsvindel, og svindlen finder især sted i festivalsæsonen - juni, juli og august.

Det er også netop i disse dage, at Roskilde Festival finder sted på Sjælland. Den løber fra 29. juni til 6. juli. Musik i Lejet er en festival i Tisvildeleje i Nordsjælland, der finder sted 18.-20. juli.

Skovrock er udendørskoncerter i Aalborg, og der er i år syv koncerter fra 21. juni til 17. august.

Søger man efter koncertbilletter eller lignende og vil undgå at blive snydt, lyder rådet fra NSK, at man kun køber billetter hos officielle udbydere.

Flere af dem har tjenester, hvor man kan videresælge og købe billetter uden risiko for svindel.

/ritzau/

Bukarest, 05/07/2024 - 16:51

Andrew Tate må forlade Rumænien men skal blive i EU før retssag

Vadim Ghirda/Ritzau Scanpix

- Jeg er fri, skriver Andrew Tate, der afventer retssag i Rumænien omhandlende menneskehandel.

Den britisk-amerikanske influencer Andrew Tate kan rejse inden for EU, mens han venter på at blive stillet for retten i Rumænien.

Det oplyser kommunikationsfolk for Tate ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag.

Tate blev i midten af 2023 tiltalt sammen med sin bror, Tristan, og to rumænske kvinder for menneskehandel, voldtægt og for at danne en bande med det formål at udnytte kvinder seksuelt.

De har afvist beskyldningerne.

Tate er tidligere kickbokser og kommer fra byen Luton. Han har fået millioner af følgere ved at promovere en ekstremt maskulin livsstil og er blevet beskyldt for at være kvindefjendsk.

- Jeg er fri. For første gang i tre år kan jeg forlade Rumænien, skriver Tate på det sociale medie X.

I april i år besluttede en domstol i Bukarest, Rumæniens hovedstad, at en retssag kan gå i gang. Den beslutning har Tate dog anket.

De fire mistænkte havde fået forbud mod at forlade Rumænien, men fredagens beslutning ophæver det forbud.

Beslutningen er dog ikke endelig og kan ankes af anklagere.

- Jeg har lov til at forlade Rumænien, siger Andrew Tate i bar overkrop i en video delt på det sociale medie X.

- Så tager vi Ferrari SF90 til Italien? MC20'eren (Maserati, red.) til Cannes? Eller 812 Competition (Ferrari) til Paris? Hvor tager jeg hen?, spørger influenceren, mens han peger på en lang række sportsbiler.

Tate-brødrene var fra sent i december 2022 til april 2023 varetægtsfængslet af rumænsk politi. Det skulle forhindre dem i at flygte og påvirke beviser, mens efterforskningen var i gang.

De blev senere sat i husarrest frem til august og så efterfølgende underlagt en mindre indgribende kontrol fra rumænske myndigheder.

Rumænske anklagere siger, at Tate-brødrene fandt deres ofre ved at forføre dem og narre dem til at tro, at de ønskede et forhold eller at blive gift.

Anklagerne siger, at ofrene herefter blev bragt til ejendomme uden for hovedstaden Bukarest.

Gennem fysisk vold og psykiske trusler blev de ifølge anklagerne seksuelt udnyttet ved at blive tvunget til at producere pornografisk materiale.

- Andrew og Tristan er stadig fast besluttet på at rense deres navn, siger forsvarsadvokat Eugen Vidineac i en meddelelse.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 05/07/2024 - 15:54

Dronning Mary blev ved uheld påkørt af scooter i Nuuk

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Føreren af en handicapscooter ville i Nuuk give hånd til dronningen, men kom til at ramme speederen.

Dronning Mary er fredag blevet påkørt af en scooter under kongeparrets besøg i Grønland, men hun er ikke kommet til skade.

I en video, som Ekstra Bladet har offentliggjort, ses scooteren køre ind i Mary, som dog ikke falder omkuld, men ser lidt rystet ud.

Her træder en PET-vagt til og får lagt afstand mellem dronning Mary og scooteren. Heller ikke føreren af scooteren kom til skade.

Det igangværende besøg i Grønland blev indledt lørdag og er kongeparrets første officielle besøg i landet.

Hændelsen er blevet klarlagt af politiet, som fredag har udsendt en pressemeddelelse om, hvad der torsdag skete i Kolonihavnen i Nuuk.

I en større menneskemængde var en person mødt frem på sin elektriske handicapscooter. Vedkommende ville række sin hånd frem for at give dronningen et håndtryk, men kom i stedet til at ramme speederen.

Scooteren gav "et hop", oplyser Grønlands Politi om episoden, som fandt sted i forbindelse med kongefamiliens besøg.

Marys mand, kong Frederik, har været i Grønland adskillige gange, blandt andet da han som kronprins kørte hundeslæde under en tur med Siriuspatruljen tilbage i 2000.

Programmet for kongeparret fredag er et besøg i en daginstitution i Nuuk. Her arbejdes der med Mary Fondens antimobbeprogram.

Besøget i Grønland slutter lørdag og varer altså en uge.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 05/07/2024 - 10:00

FAKTA: Nogle områder er mere berørte

* Nogle områder er mere generede af myg end andre.

* Skovmyggene kan være en plage i særligt skovområder i første halvdel af sommeren, mens strandengmyggene kan optræde i store tal ved flade, sumpede kyster med strandenge.

* I våde somre kan bestanden af strandengmyg forsætte med at vokse sommeren igennem.

Kilde: myggetal.dk, som drives af Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 05/07/2024 - 10:00

Eksperten svarer: Kan visse planter holde myggene væk?

Patrice Coppee/Ritzau Scanpix

Der findes en plante, som myggene hader, men ekspert har svært ved at se, at den skulle kunne holde myggene fra at stikke mennesker.

Du har måske spottet reklamer for planter, som kan holde myggene væk fra din have.

Men spørgsmålet er, hvor meget hold der er i, at grønne blade kan afholde sommerens små plager fra at entrere din matrikel?

Spørger man René Bødker, som er seniorforsker på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, lyder det ikke helt til at være tilfældet.

- Jeg ved godt, at der er en masse historier om, at bestemte planter kan skræmme myg væk, men den slags når sjældent frem til den videnskabelige litteratur, så det er svært at forholde sig til, siger han og uddyber:

- Dog er der en enkelt plante, de bestemt ikke bryder sig om, nemlig krysantemum-arten Tanacetum cinerariifolium. Det er nemlig fra den, man udvinder insektgiften Pyrethrum.

Men selv om du plantede den i haven, er seniorforskeren ikke sikker på, at det ville holde myggene væk.

- De vil bare ikke lande på den, men der er intet, som stopper dem fra bare at flyve forbi, siger han.

I stedet kan du forsøge at gennemtrevle din have og resten af nabolaget for ting og sager, som lokker myggene til i stimevis.

Dog kan det blive et omstændigt arbejde, som muligvis ikke kommer til at have den store effekt, lyder det fra eksperten.

- Vi har over 30 arter myg i Danmark, og alle er specialister i et eller andet. Nogle elsker regnvandstønder, andre er glade for vandhuller med siv, mens urtepotter, gamle sodavandsdåser, havebassiner og dæk, der ligger i haven, også lokker arter til, siger René Bødker.

Du kan forsøge at rydde op og fjerne en masse af de ting, som myggene elsker, men du skal ifølge myggeeksperten have hele nabolaget og mere til med på den idé.

- Det kan godt være, at du rydder op, men hvis ikke din nabo gør det samme, så kommer myggene alligevel, siger René Bødker og uddyber:

- Bor du tæt på sumpmyg, så kan det sagtens være nabolaget 500 meter væk fra dig, som lokker mange til, eller regnvandsbassinet 100 meter væk, som ligger på kommunal grund.

Er du generet af myg, anbefaler René Bødker, at du iklæder dig trøjer med lange ærmer og bukser og køber myggeafskrækkende midler.

- Det, du kan købe på apoteket, virker, og er ret så effektivt, siger han og giver et sidste myggetip.

- Bliver du stukket, skal du afholde dig fra at klø i myggestikket. Klør du, sætter du gang i en større reaktion, og der kan gå flere uger, før det er væk.

Vær i stedet hurtig, og smør stikket ind i kløestillende salve. Ifølge René Bødker går det i sig selv igen på ingen tid.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek