Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/07/2024 - 15:54

Dronning Mary blev ved uheld påkørt af scooter i Nuuk

Føreren af en handicapscooter ville i Nuuk give hånd til dronningen, men kom til at ramme speederen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dronning Mary er fredag blevet påkørt af en scooter under kongeparrets besøg i Grønland, men hun er ikke kommet til skade.

I en video, som Ekstra Bladet har offentliggjort, ses scooteren køre ind i Mary, som dog ikke falder omkuld, men ser lidt rystet ud.

Her træder en PET-vagt til og får lagt afstand mellem dronning Mary og scooteren. Heller ikke føreren af scooteren kom til skade.

Det igangværende besøg i Grønland blev indledt lørdag og er kongeparrets første officielle besøg i landet.

Hændelsen er blevet klarlagt af politiet, som fredag har udsendt en pressemeddelelse om, hvad der torsdag skete i Kolonihavnen i Nuuk.

I en større menneskemængde var en person mødt frem på sin elektriske handicapscooter. Vedkommende ville række sin hånd frem for at give dronningen et håndtryk, men kom i stedet til at ramme speederen.

Scooteren gav "et hop", oplyser Grønlands Politi om episoden, som fandt sted i forbindelse med kongefamiliens besøg.

Marys mand, kong Frederik, har været i Grønland adskillige gange, blandt andet da han som kronprins kørte hundeslæde under en tur med Siriuspatruljen tilbage i 2000.

Programmet for kongeparret fredag er et besøg i en daginstitution i Nuuk. Her arbejdes der med Mary Fondens antimobbeprogram.

Besøget i Grønland slutter lørdag og varer altså en uge.

/ritzau/

København, 08/07/2024 - 14:32

Sommerdahl-stjerne har fundet kærligheden

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Skuespiller Mathias Käki Jørgensen delte billede af ny kæreste fra Roskilde Festival i weekenden. Det bekræfter han over for Billed-Bladet.

Roskilde Festival er netop overstået, og der var kærlighed i luften på Dyreskuepladsen for Sommerdahl-skuespiller Mathias Käki Jørgensen.

Han har nemlig fået en kæreste. Det bekræfter han over for Billed-Bladet.

I løbet af weekenden delte Mathias Käki Jørgensen en story på Instagram fra festivalen. Her lagde han ifølge Billed-Bladet et billede op af sig selv, hvor han blev kysset på kinden af en kvinde.

Billedet var prydet med en orange hjerteemoji.

Da parret ønsker at være private, har de ikke yderligere kommentarer.

Mathias Käki Jørgensen har netop været aktuel i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl", hvor han spiller politimanden Benjamin.

Den 29-årige skuespiller medvirkede desuden i "Vild med dans" i 2016, hvor han dansede med Mille Funk.

De to blev efterfølgende kærester. Sidste år valgte parret dog at gå fra hinanden efter seks års forhold.

/ritzau/

Læs Mere >>

Svendborg, 08/07/2024 - 12:00

FAKTA: Svend Prisen afholdes for 20. gang

* Svend Prisen er en filmpris, der er blevet uddelt siden 2005. Den afholdes hvert år i Svendborg på Fyn - heraf navnet.

* I alt uddeles statuetter i ni kategorier: Årets Danske Film, Årets Udenlandske Børnefilm, Årets Udenlandske Film, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-dramaserie og Årets Danske Skuespiller I En Tv-dramaserie.

* De ti nominerede danske film fastslås ud fra antal solgte biografbilletter, og så vælger en jury de nominerede skuespilpræstationer ud fra disse film.

* Sidste år var det Julie Rudbæk, der løb med prisen som Årets Kvindelige Skuespiller for sin rolle i filmen "Elsker dig for tiden" og Anders W. Berthelsen, der vandt kategorien Årets Mandlige Skuespiller for filmen "Bamse".

* Vinderen af de forskellige kategorier vælges af publikum, der kan stemme fra 8. juli til 23. august.

* Derudover udvælges en person til at modtage Svends Hæderspris. I år er det skuespiller Bodil Jørgensen, der modtager prisen.

* Hædersprisen er tidligere blevet modtaget af Susanne Bier, Ghita Nørby og Lars Mikkelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 08/07/2024 - 11:00

FAKTA: Spis jordbærrene samme dag

* Jordbær er i sæson fra juni til august.

* Der findes over 20 sorter, men det mest kendte herhjemme er det såkaldte have-jordbær.

* Friske jordbær har en kort holdbarhed og skal helst spises samme dag.

Kilde: coop.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 08/07/2024 - 11:00

Spot de bedste jordbær med ekspertens tricks

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis du har øjnene med dig, kan du øge chancen for at få de lækreste, modne bær med hjem.

Du lader blikket vandre hen over bakkerne med jordbær. Skal det være de små og runde eller de store, hjerteformede?

Lige så usikkert som det danske sommervejr er det, om du kommer hjem med et saftigt hit eller en vandet skuffelse.

Der er nemlig stor forskel på de enkelte bær ifølge Claus Snebang Jensen, som er indehaver af Jensen Jordbær i Sæby i Vendsyssel.

- Nogle kan smage som ferskner, og nogle er som vandmelon. Det vil sige, at nogle jordbær er meget saftige, mens andre er meget mere luftige. Gå efter en flot mellemstørrelse, for de helt store er som regel ikke så gode, fortæller han.

Står du og kigger på en række bakker, skal du gå forbi de bær, der ser kedelige og matte ud.

- Hvis de derimod skinner rigtig fint og er spændstige, er det godt, slår jordbæravleren fast.

- De grønne frø skal sidde pænt. Er det et gammelt kedeligt bær, bliver frøene lidt indsnævret, tilføjer han.

Oplever du ofte, at der ligger to-tre dårlige bær i bunden, har Claus Snebang Jensen en god forklaring på det.

- Nogle tror, at jordbærplukkerne lægger de dårlige bær ned i bunden, så man ikke kan se dem. Men det er altså, fordi de ikke får luft nede i bunden af bakken, siger han.

Derfor er det en god idé, når du kommer hjem, at du forsigtigt tager bærrene op af bakken og lægger dem i ét lag.

Hans ubetinget bedste råd er, at jordbærrene skal spises så tæt på plukningen som muligt. De er på deres højeste, når stilken knækkes, og derfra går det kun ned ad bakke. De skal derfor helst spises samme dag.

Det er også svært at opbevare jordbærrene optimalt derhjemme, for det er for koldt i køleskabet og for varmt på køkkenbordet. Claus Snebang Jensens bedste fif er at sætte dem i carporten, hvor det lufter godt.

Opbevarer du jordbærrene på køl, er det ifølge Moesgård Bær & Grønts hjemmeside en god idé at tage dem ud, nogle timer før de skal spises. Så når de at få lidt temperatur og smager bedre.

Skyl bærrene, mens der stadig er stilk på. Så undgår du, at der trænger for meget vand ind i selve bærret, lyder det videre.

De danske jordbær er i sæson fra juni til august, og der er stadig noget at glæde sig til.

- Vi har nogle rigtig gode sorter til allersidst på sæsonen, som er helt gennemrøde. Der er stadig masser at komme efter ude i sommerlandet, siger avler Claus Snebang Jensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek