Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/05/2025 - 18:50

Kongepar modtaget med flag og musik ved sommerresidens

Kongeparret er mandag officielt blevet budt velkommen ved deres sommerresidens, Fredensborg Slot.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kong Frederik og dronning Mary er mandag flyttet i sommerresidens i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.

Kongeparret blev modtaget med flag og sang af Fredensborg Slotskirkes Pigekor og Fredensborg Brass Ensemble.

Også lokale var mødt op for at se kongeparret.

Det viser billeder fra arrangementet. Her blev de officielt budt velkommen af Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S).

I en kort tale takkede kong Frederik for modtagelsen, og nævnte Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt for 80 år siden. Det viser en video hos Billed-Bladet.

- Som borgmesteren også sagde, synes jeg også, det er på sin plads, at vi tænker 80 år tilbage i tiden, hvor Danmark den 5. maj kunne fejre den første hele dag som frit land, sagde kongen.

Danmark blev besat af det nazistiske Tyskland 9. april 1940.

Den 4. maj om aftenen 1945 blev den tyske kapitulation i Danmark bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

Fredensborg Slot blev bygget som lystslot for Frederik IV og har flere gange dannet ramme om store begivenheder i kongehuset. Det var for eksempel her, at kong Frederik og dronning Marys - der dengang var kronprinspar - bryllupsfest fandt sted i maj 2004.

16. april fejrede dronning Margrethe sin 85-års fødselsdag på slottet, hvor en større folkemængde var mødt op for at fejre dronningen.

Kongeparret overtog Kancellihuset i tiden omkring deres bryllup.

Frem til 2010, hvor Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg var færdigrenoveret, var Kancellihuset desuden kong Frederik og dronning Marys primære residens.

Kancellihuset er kongefamiliens faste residens, når der tages længerevarende ophold ved Fredensborg Slot ifølge kongehuset.

/ritzau/

København, 30/05/2025 - 08:00

Nygift dansk hitmager: Jeg finder ikke nogen bedre

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sangeren Victor Gaardboe er blevet gift med sin eneste ene. Han synger om kærligheden og drømmene på sit femte album, der er dedikeret til hustruen.

- Hvis det er sådan her kærlighed føles, så vil jeg ikke have noget med det at gøre, siger Victor Gaardboe.

Den 26-årige hitmager, der kendes bedre under navnet Gobs, var tæt på at give op på drømmen om den eneste ene.

Det var lige indtil, han mødte den dengang 21-årige Josephine-Emilia Nielsen tilbage i sommeren 2021.

Det skulle hurtigt vise sig, at der var tale om kærlighed ved første blik.

- I dag er det den 17. juli, klokken er 22.41, og for første gang føler jeg, at jeg potentielt har mødt hende, jeg gerne vil dele resten af mit liv med.

- Jeg har kendt hende i fire timer nu. Jeg kan bare mærke det, føler jeg, siger en forelsket Gobs i en privat optagelse.

Lydoptagelsen er begyndelsen på sangerens nyeste album, "I dag, i morgen, 4 evigt", der er dedikeret til hans nyslåede hustru.

- Jeg tog bare en chance. Nu satte jeg mig ned og lavede den her memo for at manifestere det for en gangs skyld.

- Jeg tror, at man møder nogle mennesker i sit liv, hvor man kan mærke, at man selv bliver et bedre menneske. Jeg har ikke mødt mange af de mennesker, men hun er et af dem, siger han.

Parret har nu været sammen i fire år, og de har siden den 12. april, hvor de blev gift på Sølyst i Klampenborg, kunnet kalde sig mand og kone.

Nye titler, som har været hemmelige for offentligheden indtil for nylig, hvor Gobs også annoncerede udgivelsesdatoen for sit album.

Og selv om albummet er en kærlighedserklæring til det nyeste medlem af Gaardboe-familien, Josephine-Emilia Gaardboe, så er der også andre tanker bag albummet, der er Gobs' mest personlige og poppede til dato.

- Jeg har lavet musik i mange år, og det er gået rigtig godt, men på et tidspunkt når man også til et punkt, hvor man gerne vil lave noget, der rører folk på en anden måde, end når de er ude at feste.

- Det er en kæmpe kærlighedserklæring, men for mig er det også mere end det. Det er et album, som alle mine lyttere forhåbentlig kommer til at kunne bruge i deres liv, og jeg håber, at det bliver et album, som man kan lytte til sammen med den, man elsker, siger han og tilføjer:

- Og så håber jeg, at dem som forelsker sig i det, virkelig kommer til at forelske sig i det, og at det bliver et album, som kan leve i dem i resten af deres liv.

De 16 sange, der er på albummet, tager udgangspunkt i parrets kærlighed til hinanden, og som lytter får man en bid af deres kærlighedshistorie.

Man bliver blandt andet taget tilbage til deres første møde på nummeret "Sommeren 21".

- Det var første gang, jeg var mig selv, og første gang jeg følte, at jeg var den bedste version, som jeg kunne være.

- Alle de ting, der skete den sommer, føltes som om, at mit liv startede rigtigt.

Men de to turtelduer har også en historie, der går forud for det fysiske første møde, som offentligheden ikke har haft kendskab til før.

- Vi har to historier for, hvordan vi mødte hinanden. Vi har den, som vi har fortalt et par gange offentligt: At vi mødte hinanden til en fest. Men nu er vi blevet gift og sådan. Uheldigvis er der tale om "Gen Z love". Jeg har det ikke godt med det, griner Victor Gaardboe og fortæller videre:

- Forestil dig, at der ligger en dreng på Bornholm, og han kan ikke sove. Han har lige lavet et album, og nu ligger han og scroller. Så ser han pludselig den her meget smukke pige, og så prøver han at "like", og så ser han lige, hvad der sker. Det var sådan vi mødte hinanden. Vi mødte hinanden på internettet.

- Derefter skriver vi sammen og taler rigtig meget i telefon i en periode, og så aftaler vi, at Josephine skal komme hjem til mig. Og så tog hun ikke rigtig hjem bagefter.

Derfra bevægede tingene sig hurtigt fremad. Et par måneder senere flyttede de sammen i Victor Gaardboes lejlighed i København, og i december samme år valgte de at købe en hund sammen.

- Vi fik meget skudt i skoene dengang, at vi var for hurtige, men det har jeg en meget klar holdning til. Hvis man føler, at noget er rigtigt, så skal man ikke vente bare for at vente.

- Jeg ved, at jeg ikke finder nogen, der er bedre end Josephine alligevel, så jeg kan slet ikke se idéen med, at vi skulle vente. Det er ikke kun med at gifte sig eller flytte sammen, det er med alt. Det går op for mig lige nu, at jeg er meget utålmodig, siger hitmageren.

Den næste milepæl venter da også lige rundt om hjørnet.

I slutningen af marts meldte flere medier, at parrets lejlighed på Islands Brygge i København var sat til salg.

Nu lyder det fra den danske stjerne, at lejligheden er solgt for 10,5 millioner, og at der er skrevet under på købsaftalen af en lidt større lejlighed i samme område, der dog ligger i første række ud til den københavnske kanal.

- Vi bor på ottende sal, og nu skal vi flytte ned på første, så det er nemt, når man skal ud med "ungerne", siger Victor Gaardboe med reference til hundene Prada og Loui.

Og parret har da også fortsat masser af mål og drømme for fremtiden, lyder det.

- Når musik en eller anden dag bare er et minde, så vil jeg gerne have en kæmpe landejendom med en lang allé op til en indkørsel med en statue i midten, og så bare have heste, hunde og plads. Langt væk fra København, siger Gaardboe.

Ud over, at det skal være langt fra hovedstaden, så ved Victor Gaardboe dog ikke, hvor huskøbet i fremtiden skal falde.

Både han og Josephine-Emilia Gaardboe vil gerne prøve noget andet end Roskilde og Horsens, hvor de hver især er vokset op.

Og så må det desuden heller ikke ligge for langt fra Victor Gaardboes forældre, der også bor på Islands Brygge.

- Jeg vil gerne være far. Det er nok den største drøm, jeg har. Den har jeg ikke altid haft, men det har jeg nu, fordi jeg har fundet hende, som jeg er sikker på bliver verdens bedste mor.

- Så jeg vil gerne være tæt på dem. De bliver også ældre, og hvis man på et tidspunkt får et barn, og det sker inden for ikke den allernærmeste, men den nærmeste fremtid, så tror jeg, at det ville være svært at sige: "Nu flytter vi til fucking Jylland", siger han og tilføjer:

- Også fordi, at jeg altid har følt, at den største gave, du kan give dine forældre, det er at gøre dem til bedsteforældre.

I den kommende tid venter endnu en drøm, når de nygifte tager hul på deres bryllupsrejse i september.

Planen var egentlig, at de skulle være taget afsted umiddelbart efter brylluppet, men på grund af sommerens festivaler og koncerter har de valgt at udskyde.

- Vi skal ned gennem Europa. Vi var meget på bilferie, da jeg var lille, og det har jeg ikke været siden, så det var min helt store drøm at tage en bil og køre ned gennem Europa og bare være til stede, fortæller Victor Gaardboe.

- Det gør også, at vi forlænger perioden som nygifte lidt.

Og begyndelsen på den periode har været over al forventning samtidig med, at der ikke er meget, der er forandret.

- Vi har mærket hinanden på en anden måde end før, fordi nu ved man, at slutmålet er, når vi dør engang. Der skal vi helst blive begravet ved siden af hinanden, ellers er der gået noget galt.

- Så i virkeligheden er tingene meget det samme, men med de udsigter, og at det er det, vi jagter resten af livet, lyder det.

"I dag, i morgen, 4 evigt" kan høres på alle musiktjenester fra 30. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/05/2025 - 13:30

Anmeldere roser Netflix' skotske version af Afdeling Q

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Særligt hovedrolleindehaver Matthew Goode får ros i Netflix's udgave af "Kvinden i Buret".

Ord som fremragende og medrivende går igen i både danske og internationale anmeldelser af Netflix's serieudgave af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, som har fået titlen "Dept Q".

Fra torsdag kan serien, hvor handlingen er flyttet fra Danmark til Edinburgh i Skotland, ses på Netflix.

Serien tager udgangspunkt i den første Afdeling Q-bog, "Kvinden i Buret", og en række navne og dele af plottet er ændret til serien ifølge anmeldelserne.

Hos avisen The Guardian høster serien fire ud af fem stjerner. Her bliver særligt Matthew Goodes præstation i hovedrollen, der er blevet omdøbt til Carl Morck, fremhævet.

Også hos Filmmagasinet Ekko i Danmark får Matthew Goode ros med på vejen. Mediet, som giver serien fem ud af seks stjerner, kalder ham "aldeles glimrende".

Skuespillerinden Chloe Pirrie, der har rollen som kvinden i buret, og som i serien er blevet til en anklager i stedet for en politiker, får ros med på vejen fra Ekkos anmelder.

Avisen Danmark hæfter sig dog ved, at handlingen ikke følger "Kvinden i Buret" slavisk, men at der flere steder tilføjes nye historier, som ifølge anmelderen trækker historien ud.

- Man kan sagtens holde af Netflix’ Afdeling Q. Men man sidder også med en længsel efter den skarpt fortalte historie, Jussi selv lagde for dagen. Mindre kan ofte mere, skriver anmelderen og kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Omvendt mener amerikanske Variety, at serien er medrivende, fordi dens struktur viser den detaljegrad og tålmodighed, der er nødvendig for at færdiggøre en efterforskning.

Det amerikanske underholdningsmedie giver ikke stjerner i sin anmeldelse.

Netflix's udgave af Afdeling Q er instrueret af Scott Frank, som tidligere har stået bag serien "Dronninggambit".

Afdeling Q-bøgerne er også tidligere blevet filmatiseret i Danmark. Først med Nikolaj Lie Kaas og siden Ulrich Thomsen i hovedrollen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/05/2025 - 10:00

FAKTA: Alkoholfri er ikke ensbetydende med nul procent

* Produkter, der markedsføres som "alkoholfri", er ikke nødvendigvis helt uden procenter. De må indeholde op til 0,5 procent alkohol og stadig kaldes alkoholfri.

* Vil du sikre dig, at produktet er helt frit for alkohol, er du derfor nødt til at tjekke emballagen. Der findes produkter med 0,0 procent alkohol.

* Det er særligt vigtigt at være opmærksom på, hvis du eksempelvis tager antabus eller anden medicin, som man fraråder at tage sammen med alkohol, er gravid eller prøver at blive det.

Kilde: Alkohol & Samfund.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/05/2025 - 10:00

Her er sommerens tendenser uden procenter

Annette Riedl/Ritzau Scanpix

Den alkoholfri bølge brager frem og er ifølge etnolog udtryk for en megatrend. Se her, hvad vi kommer til at fylde i glasset under sommersolen.

Høj sol på en hverdag eller festligt lag uden behov for procenter - eller for tømmermænd dagen derpå. Der kan være grunde nok til at række ud efter de alkoholfri drikkevarer. Og det bliver der i stigende grad gjort.

Det alkoholfri er en megatrend, fortæller Julia Lahme, som er etnolog, forfatter og direktør i kommunikationsvirksomheden Lahme.

- Alkohol markerer i dag et tilvalg, siger Julia Lahme og uddyber:

- Mange vil gerne deltage i en masse fællesskaber - fra løbeklubber til livearrangementer - hvor det ikke er en fordel at være fuld eller sløret. Man vil gerne have hovedet med sig.

Megatrends fremstår typisk så stærke, fordi de er knudepunkter for mange kulturelle strømninger på en gang.

Julia Lahme peger på, at det alkoholfri trækker tråde til trends, som at koncentration i dag glorificeres, at vi dyrker et væld af fællesskaber, longevity-bølgen med fokus på at ældes med ynde, et øget fokus på mentalt helbred og young professionals, som er unge med høje ambitioner.

Der er ikke officielle opgørelser over det samlede salg af alkoholfri alternativer i Danmark. Flere forhandlere melder dog om stigende efterspørgsel. Der er et voksende udvalg af færdigblandede produkter - kaldet RTD, som står for ready-to-drink - samt alkoholfri versioner af alkohol.

Hos vinhandlen Kjær & Sommerfeldt, som har fokuseret på at have et kurateret alkoholfrit udvalg, vokser kategorien alkoholfri alternativer mere end nogen anden hos forhandleren, der har eksisteret i 150 år. I 2024 var stigningen på cirka 170 procent.

Fremgangen kan ses over hele det alkoholfri sortiment, uddyber vinhandlens produktchef Kristoffer Abildtrup Kragbøll.

Den ubetinget største alkoholfri succes ses inden for øl, der de seneste år har gået sin sejrsgang - og stadig har pil opad.

Ifølge tal for Bryggeriforeningens medlemmer er salget af alkoholfri steget støt år for år siden 2014. Fra et salgstal på 1.926.100 liter til 9.033.500 liter alkoholfri øl ti år efter i 2024. Altså mere end en firedobling.

I samme periode har salget af øl med alkohol ligget nogenlunde stabilt med mindre udsving ifølge tal fra Danmarks Statistik.

- Øl er den mest modne alkoholfri kategori i Danmark, så der er kvaliteten og teknologien langt fremme, forklarer Kristoffer Abildtrup Kragbøll.

Denne sommer spår han, at alkoholfri og lette cocktails i stor stil kommer til at finde vej til glassene.

- Vi har jo tidligere set det med Aperol Spritz, og i kølvandet på det, tror jeg vi kommer til at se alkoholfri varianter. Og simple cocktails, der ikke giver ondt i hovedet, og mousserende alkoholfri vin.

En anden tendens, han oplever, eksploderer lige nu, er det, der kaldes wine proxies eller alkoholfri proxies.

- Proxies kan levere en smag, der ikke har været en mulighed før. Med struktur og kompleksitet som vin, men også noget andet.

Proxies er ikke vin, og de er ikke baseret på druer. Proxies kan for eksempel være baseret på fermenteret te. De kan bruges på samme måde som vin og eksempelvis serveres til maden på samme vis.

Ifølge etnolog og trendekspert Julia Lahme kommer vi fremadrettet til at se en stor udvikling i food pairings - altså at udvikle alkoholfri produkter, der er sofistikerede makkere til maden.

- Det er ligesom det næste. Der kommer en udvikling inden for de alkoholfri vine, ligesom vi for 15 år siden så det, da orangevinene kom.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv