Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

29/05/2025 - 10:00

Her er sommerens tendenser uden procenter

Den alkoholfri bølge brager frem og er ifølge etnolog udtryk for en megatrend. Se her, hvad vi kommer til at fylde i glasset under sommersolen.

Annette Riedl/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Høj sol på en hverdag eller festligt lag uden behov for procenter - eller for tømmermænd dagen derpå. Der kan være grunde nok til at række ud efter de alkoholfri drikkevarer. Og det bliver der i stigende grad gjort.

Det alkoholfri er en megatrend, fortæller Julia Lahme, som er etnolog, forfatter og direktør i kommunikationsvirksomheden Lahme.

- Alkohol markerer i dag et tilvalg, siger Julia Lahme og uddyber:

- Mange vil gerne deltage i en masse fællesskaber - fra løbeklubber til livearrangementer - hvor det ikke er en fordel at være fuld eller sløret. Man vil gerne have hovedet med sig.

Megatrends fremstår typisk så stærke, fordi de er knudepunkter for mange kulturelle strømninger på en gang.

Julia Lahme peger på, at det alkoholfri trækker tråde til trends, som at koncentration i dag glorificeres, at vi dyrker et væld af fællesskaber, longevity-bølgen med fokus på at ældes med ynde, et øget fokus på mentalt helbred og young professionals, som er unge med høje ambitioner.

Der er ikke officielle opgørelser over det samlede salg af alkoholfri alternativer i Danmark. Flere forhandlere melder dog om stigende efterspørgsel. Der er et voksende udvalg af færdigblandede produkter - kaldet RTD, som står for ready-to-drink - samt alkoholfri versioner af alkohol.

Hos vinhandlen Kjær & Sommerfeldt, som har fokuseret på at have et kurateret alkoholfrit udvalg, vokser kategorien alkoholfri alternativer mere end nogen anden hos forhandleren, der har eksisteret i 150 år. I 2024 var stigningen på cirka 170 procent.

Fremgangen kan ses over hele det alkoholfri sortiment, uddyber vinhandlens produktchef Kristoffer Abildtrup Kragbøll.

Den ubetinget største alkoholfri succes ses inden for øl, der de seneste år har gået sin sejrsgang - og stadig har pil opad.

Ifølge tal for Bryggeriforeningens medlemmer er salget af alkoholfri steget støt år for år siden 2014. Fra et salgstal på 1.926.100 liter til 9.033.500 liter alkoholfri øl ti år efter i 2024. Altså mere end en firedobling.

I samme periode har salget af øl med alkohol ligget nogenlunde stabilt med mindre udsving ifølge tal fra Danmarks Statistik.

- Øl er den mest modne alkoholfri kategori i Danmark, så der er kvaliteten og teknologien langt fremme, forklarer Kristoffer Abildtrup Kragbøll.

Denne sommer spår han, at alkoholfri og lette cocktails i stor stil kommer til at finde vej til glassene.

- Vi har jo tidligere set det med Aperol Spritz, og i kølvandet på det, tror jeg vi kommer til at se alkoholfri varianter. Og simple cocktails, der ikke giver ondt i hovedet, og mousserende alkoholfri vin.

En anden tendens, han oplever, eksploderer lige nu, er det, der kaldes wine proxies eller alkoholfri proxies.

- Proxies kan levere en smag, der ikke har været en mulighed før. Med struktur og kompleksitet som vin, men også noget andet.

Proxies er ikke vin, og de er ikke baseret på druer. Proxies kan for eksempel være baseret på fermenteret te. De kan bruges på samme måde som vin og eksempelvis serveres til maden på samme vis.

Ifølge etnolog og trendekspert Julia Lahme kommer vi fremadrettet til at se en stor udvikling i food pairings - altså at udvikle alkoholfri produkter, der er sofistikerede makkere til maden.

- Det er ligesom det næste. Der kommer en udvikling inden for de alkoholfri vine, ligesom vi for 15 år siden så det, da orangevinene kom.

/ritzau fokus/

København, 15/12/2025 - 08:57

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Også de danske spillefilm "Under stjernerne på himlen" og "Rejseholdet: Det første mord" har begge solgt over 300.000 billetter.

Seks ud af årets ti mest sete biograffilm er danske.

Sidste år var de bedst sælgende danske film ikke i nærheden af dette års hitfilm. Filmen "Rom" solgte 324.884 billetter, mens "Den grænseløse" solgte 311.172, og "Mørkeland" stod for 302.942 solgte biografbilletter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

I 2025 vil i alt 32 danske spillefilm have haft biografpremiere. Det er lige så mange som i 2005 og det højeste antal nogensinde, skriver DFI.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 08:16

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner for i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

FAKTA: De nye satser

* Satsen for kørsel til og fra arbejde bliver hævet fra 2,23 kroner per kørt kilometer i 2025 til 2,28 kroner i 2026. Denne sats gælder for kørsel mellem 25 og 120 kilometer om dagen.

* Over 120 kilometer bliver satsen hævet fra 1,12 kroner per kørt kilometer til 1,14 kroner.

* Som noget nyt kan studerende i yderkommunerne bruge kørselsfradraget for deres transport til studiestedet.

* Satserne for kørsel i egen bil i forbindelse med arbejdet bliver også reguleret næste år.

* For de første 20.000 kilometer bliver satsen hævet fra 3,81 kroner per kørt kilometer i år til 3,94 kroner næste år.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

Højere kørselsfradrag: Det betyder det for dig med elbil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kørselsfradraget hæves med fem øre per kilometer næste år, og det gavner både benzin- og elbilister, selv om beregningerne tager udgangspunkt i benzinprisen.

Næste år får mere end en million pendlere lidt ekstra luft i økonomien.

Skatterådet hæver nemlig kørselsfradraget, så det bliver en smule billigere at komme på arbejde, hvis du kører mere end 24 kilometer om dagen mellem hjem og job.

Skatterådets beregninger er baseret på den forventede benzinpris næste år. Som elbilejer kan det derfor være sværere at gennemskue, om det også økonomisk kan betale sig at tage elbilen med de nye satser.

Hos bilejernes organisation FDM vurderer forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at forhøjelsen også er en god nyhed for elbilejere.

- De nye satser for kørselsfradrag tager udgangspunkt i benzinprisen, men de er stadig en fordel, hvis man har en elbil. Det gælder især, hvis man har mulighed for at oplade billigt derhjemme, siger han og fortsætter:

- Skatterådet tager nemlig udgangspunkt i en benzinliterpris på 14,82 kroner. Det svarer til, at elprisen skal være omkring fire kroner per kilowatt-time.

Ifølge Ilyas Dogru er den elpris mere, end hvad de fleste elbilejere betaler, når de oplader. Men omvendt har mange elbiler haft et stort værditab den seneste tid. De vil opleve et større underskud.

- Det er positivt, at kørselsfradraget bliver hævet, selv om vurderingen er, at den fremskrevne benzinpris bliver lavere næste år. For Skatterådet har ret i, at andre faste udgifter for bilejere er steget. Det er blevet dyrere at holde bil, siger han.

Ud over den skønnede benzinpris er beregningerne også baseret på blandt andet udgifter til service, slid, rustbehandling og forsikring.

Ilyas Dogru så gerne, at bilernes værditab blev justeret op og fyldte mere i kørselsfradraget, fordi danskerne generelt kører i stadig dyrere biler.

- Vi må desværre igen i år konstatere, at kørselsfradraget ikke er tidssvarende, og at det ikke afspejler de faktiske omkostninger, som pendlerne har, siger han og tilføjer:

- Dertil er skatteværdien af fradraget faldet fra cirka 33 til 26 procent siden 2012.

Når fradragets værdi er cirka 26 procent, vil det sige, at hvis dit kørselsfradrag er 2000 kroner, sparer du omkring 520 kroner i skat.

Fra næste år vil man som pendler få et dagligt fradrag på 2,28 kroner per kørt kilometer til og fra arbejde ud over de første 24 kilometer. Det er fem øre mere per kilometer end den nuværende sats.

Pendler du 50 kilometer om dagen og 11.000 kilometer om året til og fra arbejde, svarer de nye højere satser til, at du får omkring 73 kroner mere i hånden om året efter fradrag. Det viser en beregning, som FDM har lavet.

Kørselsfradraget bliver udløst, uanset om du tager bilen, toget eller cyklen, så længe du husker at indberette det.

Ritzau har forelagt Skatterådet FDM's kritik af, at satsen for bilens værditab ikke er tidssvarende, men Skatterådet er ikke vendt tilbage inden deadline.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek