Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Shenzhen, 16/09/2025 - 10:18

Blichfeldt besejrer Kjærsfeldt i omskiftelig kamp

Mia Blichfeldt er videre fra første runde i China Masters, efter at hun vandt over Line Kjærsfeldt.

Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der var danskeropgør i første runde af Super 750-turneringen China Masters, da Mia Blichfeldt tørnede sammen med Line Kjærsfeldt.

Det blev en noget omskiftelig affære, da Blichfeldt vandt i tre sæt med cifrene 21-9, 10-21, 21-9 tirsdag morgen dansk tid.

Opgøret i kinesiske Shenzhen skriver sig samtidig ind i rivaliseringen mellem to af Danmarks bedste badmintonspillere på kvindesiden i nyere tid.

Sidste år var det Blichfeldt, der blev udtaget til de olympiske lege i Paris, selv om Kjærsfeldt var bedre placeret på verdensranglisten.

Sådan forholder det sig også nu, da Kjærsfeldt er nummer 19 i verden, mens Blichfeldt er nummer 22.

Men på banen var styrkeforholdet anderledes, da Blichfeldt i to af sættene var overlegen og kun tillod modstanderen at vinde ni point.

Til gengæld dominerede Kjærsfeldt andet sæt, hvor det var Blichfeldt, der kun vandt ti point.

Med sejren er Blichfeldt videre til ottendedelsfinalen, hvor hun nu skal møde sydkoreaneren An Se Young, der er nummer et i verden.

Det er i øvrigt ikke det eneste danskeropgør, der er på programmet i Kina i første runde.

Onsdag skal Anders Antonsen og Rasmus Gemke mødes i første runde, og der er også danskerbrag i herredouble. Her skal Anders Skaarup og Kim Astrup dyste mod Mads Vestergaard og Daniel Lundgaard.

Flere danskere var i aktion tirsdag.

Den danske damesingle Julie Dawall Jakobsen, der er nummer 31 i verden, formåede ikke at gå videre fra første runde. Hun tabte med de klare cifre 5-21, 10-21 til indiske Pusarla Sindhu, der er nummer 14 i verden.

Mixeddoublen Christine Busch og Mads Vestergaard gik tidligere tirsdag videre til anden runde efter en sejr i to sæt over et canadisk par.

/ritzau/

Moskva, 20/09/2025 - 11:17

Publikum tilbydes betaling for at se russisk pendant til Eurovision

Olesya Kurpyayeva/Ritzau Scanpix

På beskedtjenesten Telegram bliver man tilbudt løn for at møde op som publikummer ved russisk sangkonkurrence.

Dele af publikum ved det russiske svar på Eurovision, Intervision, der afholdes lørdag, kan have fået betaling for at se showet.

Det skriver det svenske medie SVT, der har verificeret jobopslag på blandt andet beskedtjenesten Telegram og det sociale medie VK.

I jobopslagene tilbydes man løn for at deltage som publikummer. Det fremgår dog ikke, hvad lønnen er.

SVT har fulgt en kontaktformular til jobopslagene og stødte i den forbindelse på krav om at sende et billede af sig selv og angive alder.

Mediet skriver, at publikum ikke er det eneste, som arrangørerne forsøger at kontrollere.

De har også arbejdet på at fjerne ubelejlig information fra deltageres Wikipedia-sider.

Oprindeligt skulle den amerikanske R&B-kunstner Brandon Howard være blandt de optrædende ved lørdagens konkurrence, men det droppede han få dage før afholdelsen. I stedet erstattes han af sangeren Vassy.

På hendes Wikipedia-side fremgik det, at hun har optrådt ved pride-festivaler og er en stemme for LGBT+-personer.

Men de informationer er siden blevet strøget fra sangerens Wikipedia-side efter nyheden om hendes deltagelse i konkurrencen.

Det var den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta det første medie til at berette om.

Ifølge SVT, der har undersøgt redigeringshistorikken på siden, blev informationerne fjernet samme dag. Og IP-adressen, der havde foretaget ændringen, var russisk.

Sangkonkurrencen, der hedder Intervision Song Contest, blev sidst afholdt i 1980, hvor deltagerne primært var gamle sovjetstater såsom Tjekkoslovakiet og Polen. Konkurrencen blev første gang afholdt i 1965.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, gav i februar ordre til, at Intervision Song Contest igen skulle køre over skærmen.

Ifølge det statsejede russiske nyhedsmedie Tass modtager konkurrencens vinder 30 millioner rubler - svarende til omtrent 2,3 millioner danske kroner.

Før Rusland invaderede Ukraine i 2022, havde landet deltaget i Eurovision siden 1994. Rusland vandt konkurrencen i 2008.

Lande som Kina, Indien, Belarus, Sydafrika, Cuba og Serbien deltager i Intervision lørdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

Moskva, 20/09/2025 - 10:54

Publikum tilbydes betaling for at se russisk pendant til Eurovision

Olesya Kurpyayeva/Ritzau Scanpix

På beskedtjenesten Telegram bliver man tilbudt løn for at møde op som publikummer ved russisk sangkonkurrence.

Dele af publikummet ved det russiske svar på Eurovision, Intervision, der afholdes lørdag, kan have fået betaling for at se showet.

Det skriver det svenske medie SVT, der har verificeret jobopslag på blandt andet beskedtjenesten Telegram og det sociale medie VK.

I jobopslagene tilbydes man løn for at deltage som publikummer. Det fremgår dog ikke, hvad lønnen er.

SVT har fulgt en kontaktformular til jobopslagene og stødte i den forbindelse på krav om at sende et billede af sig selv og angive alder.

Sangkonkurrencen, der hedder Intervision Song Contest, blev sidst afholdt i 1980, hvor deltagerne primært var gamle sovjetstater såsom Tjekkoslovakiet og Polen. Konkurrencen blev første gang afholdt i 1965.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, gav i februar ordre til, at Intervision Song Contest igen skulle køre over skærmen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/09/2025 - 10:00

FAKTA: Fysisk aktivitet er vigtig

* Børn og unge anbefales at være fysisk aktive mindst 60 minutter hver dag.

* Den fysiske aktivitet skal være med moderat intensitet, så de bliver let forpustede, og mindst tre gange om ugen skal det være med høj intensitet, så de bliver forpustede.

* Dog er selv lidt fysisk aktivitet spredt ud over ugen bedre end ingen fysisk aktivitet.

* Fysisk aktivitet, som styrker musklerne, giver også stærkere knogler og er vigtig for kroppens udvikling.

Kilde: Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet for børn og unge i alderen 5-17 år.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/09/2025 - 10:00

Mindre fokus på resultater giver gladere børn til idræt

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Når du som forælder fokuserer på resultater frem for oplevelser, risikerer dit barn at miste lysten til sport og fællesskab, lyder advarslen fra lektor.

Mens nogle børn løber hjem fra træning med et smil på læben, giver det andre ondt i maven at skulle afsted.

Idræt kan både løfte og tynge - afhængigt af de rammer, vi voksne skaber omkring det.

Hvis du som forælder vil hjælpe dit barn med at trives i idræt, er det vigtigt at fokusere på barnets oplevelser og udvikling frem for resultater.

Sådan siger Glen Nielsen, der er lektor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Han er medforfatter til en ny videnskabelig artikel, der samler konkrete anbefalinger til, hvordan man skaber sunde, trygge og meningsfulde idrætsfællesskaber for børn og unge.

- Du kan gøre meget med den måde, du taler om aktiviteten med dit barn på. Vi kan have for vane at gå meget op i resultatet, og det er ret uheldigt, fordi vi kommunikerer, at det vigtigste er, hvem der er bedst, siger han.

Når dit barn kommer hjem fra fodbold, badminton eller gymnastik, kan du i stedet spørge: "Hvad lavede I?", "hvordan gik det?", og "hvad var sjovt og ikke så sjovt?", foreslår Glen Nielsen.

Ellers er risikoen nemlig, at dit barn mister interessen for sin sportsgren, forklarer lektoren.

En stor dansk undersøgelse med 10.000 børn og unge har vist, at jo højere grad der er fokus på konkurrence og resultater som succeskriterier, jo flere børn stopper.

- Konkurrencen er der helt af sig selv, og det er ikke, fordi man skal fjerne den. Man skal bare lære at håndtere det på en sund måde, så børnene også kan lære, at det er ok at komme sidst nogle gange, fortæller Glen Nielsen.

For det er svært at undgå et dårligt resultat i ny og næ.

Men du kan også gøre meget ved ikke at vise skuffelse, lyder det.

- Børnene kan godt mærke, hvis du viser skuffelse, og det smitter af på dem. Som forælder skal man forstå, at idræt handler om meget mere, end hvem der er bedst, siger lektoren.

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har stået for at facilitere arbejdet bag den videnskabelige artikel, bakker man op om de nye råd, fortæller DIF-konsulent Charlotte Sandager Aggestrup.

- Vi skal huske at fjerne presset på barnet og lade barnet være i idrætten på barnets egne præmisser, siger hun.

Charlotte Sandager Aggestrup påpeger også, at det er vigtigt, at man som forælder er med til at bakke op om de samme præmisser.

- Du må gerne være indlevende, men du skal også respektere, at det fællesskab, dit barn har, også har nogle regler, som du skal indordne dig efter, siger hun.

Hun opfordrer også til, at man som forælder støtter op om de beslutninger, som klubben eller træneren træffer.

- Det kan godt være, at dit barn er uenig, men bak op om, at det er besluttet for fællesskabets skyld, og at det er en god beslutning, siger DIF-konsulenten.

Hvis du gerne vil vise interesse og engagement, kan du også som forælder byde ind til fællesskabet ved at tilbyde din hjælp i forhold til eksempelvis tøjvask, kørsel eller administrativt arbejde, foreslår Charlotte Sandager Aggestrup.

- De frivillige har jo mange opgaver i forvejen og gør det supergodt. Så hvis du kan byde ind på en eller anden måde ved at tage frugt med eller andet praktisk, så kan det være en god idé, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek