København, 21/07/2025 - 13:46
FC København forhandler om salg af Victor Froholdt
En portugisisk klub har sendt et købstilbud på Victor Froholdt, bekræfter selskabet bag FCK.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske stortalent Victor Froholdt kan snart være fortid i FC København.
Mandag formiddag meddelte selskabet bag fodboldklubben, Parken Sport & Entertainment, i en fondsbørsmeddelelse, at der pågår forhandlinger om et salg af den 19-årige landsholdsspiller til en portugisisk klub.
- FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Victor Froholdt fra en portugisisk klub. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, men der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået.
- Parken Sport & Entertainment A/S har ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer. Såfremt en endelig aftale måtte blive indgået, vil der blive udsendt selskabsmeddelelse herom, skriver selskabet.
Senere mandag skriver FCK på klubbens hjemmeside, at midtbaneprofilen ikke er til rådighed i holdets Champions League-kvalifikationskamp tirsdag mod FC Drita.
Tipsbladet skrev sent søndag aften, at FCK var i fremskredne forhandlinger med FC Porto om et salg af Froholdt. Ifølge fodboldmediet er parterne tæt på at nå til enighed på en pris omkring 165 millioner kroner.
Midtbanespilleren var på banen i fredags, da FCK vandt 3-2 i Viborg i Superligaens sæsonpremiere.
/ritzau/