Jefferson City, 10/09/2024 - 23:23
Missouris højesteret sætter abortrettigheder på stemmesedlen
I Missouri får indbyggerne selv lov til at stemme, om abort skal være lovligt frem til fosters levedygtighed.
Af: /ritzau/Reuters
Når delstaten Missouris indbyggere går til præsidentvalg 5. november, skal de ud over at pege på en ny præsident også afgøre, om delstaten igen skal tillade lovlige aborter for første gang i to år.
Delstatens højesteret har tirsdag afgjort, at det skal sættes til folkeafstemning, om aborter skal gøres lovlige, hvis det sker, inden fosteret er levedygtigt uden for livmoderen.
I de fleste graviditeter er fosteret levedygtigt uden for livmoderen efter cirka 24 ugers graviditet.
I Missouri er det ulovligt at få en abort, uanset hvor langt fremme i graviditeten man er. Der er dog undtagelser, hvis der er tale om et sundhedsmæssigt nødstilfælde.
- Missouris højesterets vigtige afgørelse i dag er en sejr for både direkte demokrati og reproduktive rettigheder i Missouri, skriver ngo'en Missourians for Constitutional Freedom (Missouris borgere for forfatningsretlig frihed) på det sociale medie X.
Forkæmpere for retten til fri abort samlede i sidste måned flere end 250.000 underskrifter for at sætte forslaget til afstemning ind.
Det blev dog mødt med et søgsmål fra en række parlamentsmedlemmer fra Missouris delstatslige parlament.
En lavere retsinstans gav fredag parlamentsmedlemmerne medhold, fordi den ikke mente, at forslagsstillerne ikke på god nok vis havde forklaret, hvad konsekvenserne af loven vil være.
Forkæmperne for abortrettigheder ankede afgørelsen, og Missouris højesteret har altså omstødt den tirsdag - kun lige akkurat inden tidsfristen for, hvornår Missouris stemmesedler skal være klar.
- Det er enormt uhensigtsmæssigt, at retten vælger at ignorere lovgivning, som beskytter vælgerne, for at tilfredsstille aktivistiske abortforkæmpere, som med vilje udelod afgørende information i indsamlingen af underskrifter, siger advokaten for de sagsøgende parlamentsmedlemmer, Mary Catherine Martin.
Missouri er den niende af USA's 50 delstater, hvor abortrettigheder vil være på stemmesedlen til valget 5. november.
Her skal amerikanerne vælge en ny præsident samt medlemmer af Kongressen.
/ritzau/Reuters