London, 17/06/2025 - 11:25
Tennisspiller viser hadbeskeder frem: Håber du får kræft
Hadbeskeder og trusler er en del af hverdagen for tennisspilleren Katie Boulter, der vil ud med et budskab.
Jordan Pettitt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den britiske tennisspiller Katie Boulter er træt af hadbeskeder på nettet og har valgt at vise dem frem.
I en protest mod tendensen med trusler og chikane på sociale medier har 28-årige Boulter delt skærmbilleder af sin indbakke og deltaget i et interview med BBC Sport.
Da hun eksempelvis tabte første sæt efter tiebreak i sin første French Open-kamp mod Carole Monnet 29. maj, modtog briten flere dødstrusler.
- Jeg håber, du får kræft, lød det i en besked til hende.
En anden truede med at skænde Boulters bedstemors grav, "hvis ikke hun var død inden i morgen", og at der skulle købes "stearinlys og en kiste" til hele hendes familie.
- Gå ad helvedes til, jeg har tabt alle de penge, min mor sendte til mig, skrev en tredje.
Mange hadbeskeder og trusler kommer fra gamblere, som spiller på alt muligt i løbet af tenniskampene og ikke bare på det endelige udfald.
Så det betød mindre for afsenderne, at Boulter endte med at vinde den pågældende kamp i tre sæt efter at have tabt det omtalte første sæt i tiebreak.
Tal fra dataanalysefirmaet Signify viser, at der i 2024 blev sendt omkring 8000 krænkende, voldelige eller truende beskeder til 458 tennisspillere på sociale medier.
Boulter, der er rangeret som nummer 39 i verden, vurderer, at situationen med hadbeskeder er blevet værre. Hun læste først beskederne fra French Open ti dage senere.
- Jeg mener, at der er sket en stigning i både antallet og i graden af alvor. Nu lader det til, at alt er tilladt, og at intet er for groft.
- Det bliver mere og mere tydeligt for hver gang, jeg kigger på telefonen, siger Boulter til BBC Sport.
Hun siger, at hun deler beskederne for at vise, at det er blevet "normalen", og at hun er bekymret for den påvirkning, det kan have på yngre spillere.
/ritzau/