København, 31/05/2025 - 09:09
Oprykkeren HØJ fortsætter oprustning med svensk tilgang
Målvogteren Martina Thörn fortsætter karrieren i HØJ Håndbold, efter at København Håndbold har ladet hende gå.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter sommerferien er HØJ Håndbold for første gang en del af de bedste rækker på både kvinde- og herresiden, men klubben har tydeligvis ambitioner om mere end bare at være med.
Flere store profiler har lavet aftaler med klubben, og nu slutter den svenske målvogter Martina Thörn sig til flokken.
Det skriver HØJ på sin hjemmeside.
34-årige Thörn har skrevet under på en toårig kontrakt med oprykkerklubben. Hun var senest med til at spille København Håndbold i DM-semifinalerne, men måtte forlade klubben på grund af københavnernes økonomiske nedskalering.
I HØJ kender hun cheftræneren Kristian Kristensen, som havde keeperen under sine vinger i FCM Håndbold.
- Jeg har valgt at skifte til HØJ, da jeg synes, det er et virkelig spændende projekt - samtidig med at Kristian har fået sat en gruppe med dygtige håndboldspillere sammen til den kommende sæson.
- Jeg har netop fået comeback efter at være blevet mor, og jeg kan mærke en stor motivation til at spille håndbold og komme tilbage i god håndboldform igen, siger hun til klubbens hjemmeside.
HØJ var suveræn i kvindernes 1. division i den forgangne sæson, men under opvarmningen til næstsidste ligakamp blev målvogteren Natasja Clausen knæskadet.
Det tvang HØJ og cheftræner Kristian Kristensen til at finde et alternativ.
- Martina er en meget passioneret spiller og har en god portion erfaring med sig i rygsækken, både fra det svenske landshold og fra flere af de største klubber i Danmark. Efter Natasja Clausens ulykkelige skade fuldender vi dermed målvogtertrioen, og det giver en dejlig stabilitet, siger han.
Martina Thörn har tidligere vundet guld med Odense Håndbold og spillet 30 kampe for Sveriges landshold.
Ud over svenskeren har HØJ til den kommende sæson forstærket sig med Mia Rej, Emma Navne, Filippa Nedovic og Emily Sando til første sæson i Kvindeligaen.
/ritzau/