Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/08/2022 - 08:00

Dansk instruktør gik varsomt til værks: Jeg var bekymret

Anders Walter genkender følelsen af utilstrækkelighed, som de udsatte børn og unge i hans film har. Men grundlæggende føler han, at han er god nok.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Rie Christensen, Ritzau Fokus

Sidste år vandt Anders Walters kortfilm "Natsværmer" to priser på kortfilmfestivalen Odense International Film Festival.

I år er filminstruktøren endnu en gang at finde på programmet for festivalen, som løber i uge 35 - denne gang med filmen "Mit barn".

I den følger man den unge kvinde Anna, som kæmper med skyldfølelse over ikke at være en god nok mor.

Som det også var tilfældet med "Natsværmer", er filmen inspireret af historier fra unge, som er vokset op i hjem med alkoholmisbrug.

Og instruktøren, der selv er far, indrømmer gerne, at de udsatte børn har en særlig plads i hans hjerte.

- Det gør altid ondt på mig, når det handler om børn, der bliver udsat for stor urimelighed. Det kan jeg ikke have, siger han og fortsætter:

- Filmen handler om at sætte barnet i sig selv fri. Det barn, der langsomt blev ødelagt af manipulation fra forældrene.

Anders Walter kom på alles læber, da han i 2014 vandt en Oscar-statuette for bedste kortfilm for filmen "Helium".

Det var blot tre år efter hans instruktørdebut. Inden da havde han arbejdet som tegner og illustrator, hvor han blandt andet udgav tegneserien "Solas".

"Mit barn" har han lavet i samarbejde med Tuba, som giver gratis terapi til unge, som er børn af alkoholikere. Derigennem har Anders Walter mødt kvinder, som er vokset op i hjem med alkoholmisbrug, og som nu selv er blevet mødre.

Især én ting gik igen i deres samtaler, fortæller han.

- Det var følelsen af skyld over, at de ikke er en god nok mor. Det er den samme skyld, som gjorde, at de ikke følte, at de var en god nok datter, siger han og fortsætter:

- Rationelt kan de godt se, at de ikke selv er skyld i tingene i deres barndom, men følelsen er alligevel stærkere. Det synes jeg, var spændende at tage fat i. Det er rørende, at en 30-årig stadig slås med sine spøgelser.

Selv om Anders Walter ikke har haft den samme opvækst, kan han godt genkende følelsen af utilstrækkelighed, som han kalder universel.

- Det er noget, vi alle kan genkende. Uanset hvor godt vores selvværd er, så er der situationer, hvor vi føler os utilstrækkelige, siger den 44-årige instruktør og fortsætter:

- Jeg gør mig selv overvejelser om, hvordan jeg skal være i verden, og hvordan jeg skal være med mine børn. Der er måske dage, hvor jeg er der for lidt. Men grundlæggende har jeg en følelse af, at jeg er en god nok forælder.

På det afgørende punkt adskiller han sig fra filmens hovedperson, Anna.

Og netop fordi han ikke til fulde forstår, hvordan kvinderne har det, var det vigtigt for Anders Walter, at han gik ydmygt til opgaven.

- Det handler om respekt. Det er et meget sårbart emne, og fælden er, at man kommer til at overdramatisere eller forvride nogle ting, fordi man gerne vil lave en god film, siger han.

Også "Natsværmer" fra 2020 blev til i samarbejde med Tuba. Da Anders Walter blev spurgt, om han ville lave film om unge fra alkoholiserede hjem, var han tøvende.

- Jeg er hverken barn af alkoholikere eller har et personligt forhold til det, så jeg var faktisk lidt bekymret, siger han.

Han var samtidig ikke interesseret i at lave noget, som bare ville være kampagnefilm. Derfor ville han have frie hænder, og det fik han.

- Mine film skal kunne stå på egne ben som kunstneriske værker. Det var mit krav. Og det synes jeg, at de kan, siger Anders Walter og fortsætter:

- At "Mit barn" bliver vist på en filmfestival, bekræfter jo også bare, at den kan stå alene som fiktion.

Om filmen vinder en pris i Odense i år, hvilket vil kvalificere den til at blive indstillet til en Oscar-nominering, vil instruktøren ikke gisne om.

- Oscar-film er bare gode film. Og der er mange gode film, der ikke bliver nominerede. Det er sådan lidt et lotteri. Man skal i hvert fald ikke spekulere i det, så bliver man skør, siger han og fortsætter:

- For mig handler det om at lave nogle gode film. Og så er det klart, at hvis man har lavet en god film, så sker der tit ting med den.

"Mit barn" er både skrevet og instrueret af Anders Walter og har Mathilde Arcel Fock i hovedrollen som Anna.

Kortfilmen vises på kortfilmfestivalen Odense International Film Festival, som løber mellem 29. august og 4. september.

Filmen kan også ses på festivalens streamingtjeneste, offstream.dk.

/ritzau/

København, 21/05/2025 - 08:45

Dansk Netflix-serie topper liste over ikke-engelsksprogede serier

Valery Hache/Ritzau Scanpix

Miniserien "Reservatet" kom på Netflix i sidste uge og har fået over ti millioner visninger, viser liste.

Den danske miniserie "Reservatet", der har fået ros blandt flere anmeldere, hitter på Netflix.

Serien, der landede på streamingtjenesten 15. maj, topper således top-10-listen over ikke-engelsksprogede serier på streamingtjenesten.

Førstepladsen indtages med 10,3 millioner visninger. Listen dækker over perioden 12. til 18. maj.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep" og udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Serien har fået flere roser med på vejen af danske anmeldere.

Blandt andet giver Soundvenues anmelder "Reservatet" fem ud af seks stjerner og skriver, at den "evner at adressere yderst komplekse tematikker, uden at det virker forkrampet eller forhastet".

- Ligeledes rejser serien spørgsmål om mangeartede former for kapital i skildringen af fødselsdepressioner, (hus)moderskab og jalousi rettet mod au pairen - lykkeligvis uden at glorificere den ansattes udsatte position. Tværtimod, skriver anmelderen

Samme bedømmelse kommer fra Filmmagasinet Ekkos anmelder, der mener, at den populære serie fortjener en fortsættelse.

- Per Fly og Ingeborg Topsøe (instruktør og serieskaber, red.) har aldrig været mere politisk og socialt indigneret end i denne godt sammenskruede historie, lyder det.

Knap så begejstret er Politikens anmelder, der kvitterer med tre ud af seks hjerter. Her skriver anmelderen, at "Reservatet" er "på mange måder en forudsigelig politisk korrekt skandikrimi".

- Uden at afsløre for meget er serien glad for værdilæssede symboler og tjekhovske pistoler i plottet, som alt for hurtigt og klodset antyder, hvor vi er på vej hen, og ikke mindst hvilke tillægsbekymrende samfundsproblematikker serien ønsker at belyse.

Dagbladet Information giver ikke karakterer, men er positivt stemt. Her lyder det blandt andet, at "Reservatet" er "en af en af de eneste tv-serier om rigdom, jeg har set, hvor det ikke på noget tidspunkt handler om, at jeg skal føle med de rige svin".

- Snarere er det en serie, der blotlægger sit miljø med antropologisk kølighed, skriver anmelderen.

På seriens rolleliste ses blandt andre skuespillerne Marie Bach Hansen, Lars Ranthe, Danica Curcic og Simon Sears.

"Reservatet" består af i alt seks afsnit.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/05/2025 - 08:04

Dansk Netflix-serie topper liste over ikke-engelsksprogede serier

Miniserien "Reservatet" kom på Netflix i sidste uge og har fået over ti millioner visninger, viser liste.

Den danske miniserie "Reservatet", der har fået ros blandt flere anmeldere, hitter på Netflix.

Serien, der landede på streamingtjenesten 15. maj, topper således top-10-listen over ikke-engelsksprogede serier på streamingtjenesten.

Førstepladsen indtages med 10,3 millioner visninger. Listen dækker over perioden 12. til 18. maj.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep" og udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Generelt har serien fået roser med på vejen af danske anmeldere.

Blandt andet giver Soundvenues anmelder "Reservatet" fem ud af seks stjerner og skriver, at den "evner at adressere yderst komplekse tematikker, uden at det virker forkrampet eller forhastet".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

FAKTA: Årsager til gule tænder

* Rygning er en af de primære årsager til gule tænder, da cigaretter indeholder nikotin og tjære, som kan misfarve over tid.

* Der er mørke pigmenter i kaffe og te, hvilket kan forårsage misfarvning af dine tænder - særligt hvis forbruget er højt.

* Rødvin har farvestoffer kaldet tanniner, og de kan plette og misfarve tænderne.

* Sukkerholdige drikkevarer indeholder syre og sukker, som skader tænderne, og farvestoffer, der kan skade tandemaljen og medføre gule tænder.

* Med alderen bliver tandemaljen tyndere og gennemsigtig, og dermed kan man tydeligere se den gullige farve af tandbenet.

* Tandbørstningsteknikken skal være rigtig for at fjerne plak og pletter, ellers kan det medføre gule tænder.

* Tandkødsproblemer kan føre til blødning og inflammation, hvilket kan give gule tænder.

* Visse typer af antibiotika kan også give misfarvning af tænderne.

* Genetik spiller en rolle i farven på tænderne.

* Mundtørhed kan lede til gule tænder, da en tør mund kan give øget plak og bakterieophobning.

Kilde: Tandlægerne Brønshøj Torv.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

Minimer gule tænder men lad ikke Hollywood blive idealet

Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Hvide tænder er en del af et skønhedsideal, men det er de færreste, der er født med dem. Et par gode vaner og tandlægebesøg kan dog reducere den gule farve.

Det er de færreste, der har så hvidt et smil, som man kender det fra den røde løber i Hollywood. Med få råd kan man dog gøre sit for at undgå den gule misfarvning af tænderne.

En af måderne er at børste tænder med en fornuftig tandbørste og tandpasta. Det fortæller Palle Holmstrup, der er professor emeritus i parodontologi ved Københavns Universitet.

- Der er lette slibemidler i tandpastaer, der kan fjerne visse misfarvninger. Nogle misfarvninger kan dog kun undgås ved, at tænderne bliver pudset hos tandlægen indimellem, siger han.

Ud over tandbørstevaner kan dine drikkevaner påvirke dine tænder og give en gul farve.

- De ting, der typisk misfarver tænderne, er kaffe og te. Vin kan også misfarve, heriblandt rødvin, men det tror jeg ikke, er det største problem, siger han.

Samtidig har alder også en stor påvirkning, da ældre mennesker har større tilbøjelighed til at få gule tænder, hvilket tydeligt kan ses hos de 70- til 80-årige.

- Efterhånden som man bliver ældre, bliver tænderne automatisk mere grågullige. Det er der ikke så meget at gøre ved. Man skal bare være glad for at have levet så længe, at man oplever den naturlige udvikling i tændernes farve, siger han.

Torben Schønwaldt, der er formand for Tandlægeforeningen, siger, at første punkt til at undgå gule tænder er at stoppe med at ryge, da det misfarver tænderne.

Hvis man som ældre er utilfreds med den gullige farve, der kommer med alderen, er der dog muligheder, mener han.

- Man kan selvfølgelig gøre noget ved den naturlige proces i tænderne, fordi man kan blege tænderne, hvis man gerne vil have, at de skal være lidt lysere. Det er der ikke nogen ulemper ved, hvis man går til en tandlæge, der har styr på det, og hvis man ikke får dem afbleget for ofte, siger han.

Man kan få afbleget sine tænder med to til tre års mellemrum, fortæller han.

Gule tænder kan dog afhænge af genetik, da det handler om tændernes opbygning hos den enkelte person. Du kan godt være mellem 50 og 60 år med flotte tænder og være 30 år med gullige tænder.

- Tænderne kan være opbygget forskelligt ved at have tykkere eller tyndere lag af emalje uden på. Emaljelaget er det alleryderste af tanden. Det er det, der afgør, hvilken farve tænderne har, siger han.

Torben Schønwaldt anbefaler ikke, at man går efter Hollywoodsmilet, hvor man får sat en porcelænsfacade ind.

- Det brænder i mit tandlægehjerte, når jeg ser et intakt tandsæt, der er blevet slebet ned og får indsat porcelænsskaller, som er lige så hvide som en toiletkumme. Det er forfærdeligt, og det værste man kan gøre, siger han.

Det er ikke på grund af den alt for hvide farve, at Torben Schønwaldt fraråder porcelænsskaller.

- Det er en meget invasiv behandling. Har man først slebet tænderne ned, er tandsubstansen tabt for evigt, og det bryder tandnerven inde i tanden sig ikke om, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek