Jakarta, 28/11/2025 - 05:24
84 personer døde i oversvømmelser og jordskred på indonesisk ø
Uvejr har udløst oversvømmelser og jordskred i flere sydøstasiatiske lande. På øen Sumatra er mindst 84 døde.
Hasnoor Hussain/Reuters
Af: /ritzau/
Oversvømmelser og jordskred har denne uge kostet mindst 84 personer livet på øen Sumatra i Indonesien.
Det oplyser redningsmyndigheder i området fredag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Her til morgen er antallet af omkomne opgjort til 62 personer, mens 95 personer er enten lettere eller alvorligt sårede, siger Ferry Walintukan, der er talsperson for politiet i provinsen Nordsumatra, til AFP.
Han oplyser videre, at mindst 65 personer fortsat er meldt savnet.
Walintukan fortæller, at myndighederne i provinsen i øjeblikket fokuserer på evakuering og assistance.
I dele af Nordsumatra er det fortsat ikke til at komme frem, ligesom kommunikationen til flere områder er nede.
- Forhåbentligt klarer vejret op, så vi kan sende helikopteren til de hårdest ramte steder, siger talspersonen.
I den nærliggende provins Vestsumatra er mindst 22 personer døde, mens 12 er meldt savnet, oplyser det lokale katastrofeagentur.
Det er et voldsomt uvejr, der har udløst oversvømmelser og jordskred. Uvejret har også taget menneskeliv og indespærret indbyggere i deres hjem i både dele af Thailand og Malaysia.
Thailands regering oplyste torsdag ifølge Reuters, at mindst 55 personer er døde som følge af det voldsomme vejr, mens to har mistet livet i Malaysia.
/ritzau/




