Washington D.C., 03/06/2025 - 03:07
Trump: Mulig atomaftale vil ikke tillade nogen iransk atomberigelse
USA har i udkast til atomaftale åbnet op for at tillade iransk atomberigelse på lavt niveau, skriver Axios.
Leah Millis/Reuters
Af: /ritzau/
Iran vil ifølge USA's præsident, Donald Trump, slet ikke få lov til at berige uran under en mulig atomaftale, som USA og Iran i øjeblikket forsøger at nå til enighed om.
Det skriver den amerikanske præsident natten til tirsdag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Under den mulige aftale - vi vil ikke tillade nogen berigelse af Uran!, skriver Trump.
Hans udmelding kommer, efter at netmediet Axios mandag skrev, at det havde erfaret, at USA har foreslået, at Iran i et begrænset tidsrum skal have lov til at berige uran på et lavt niveau.
Således vil Iran fortsat kunne benytte uran som brændsel på landets atomkraftværker.
Forslaget om fortsat at lade Iran berige uran på lavt niveau er en del af et amerikansk udkast til en atomaftale, som lørdag blev præsenteret for Iran. Det skriver Axios, der har fået forslaget beskrevet af to unavngivne kilder med direkte kendskab til det.
Både Trumps særlige udsending til Mellemøsten Steve Witkoff og USA's udenrigsminister Marco Rubio har ellers tidligere sagt, at USA ikke vil tillade Iran at berige uran, og at man vil kræve en fuldstændig afvikling af de iranske atomfaciliteter.
/ritzau/