Vilnius, 02/06/2025 - 16:39
Regeringen vil i efteråret fremlægge plan for at nå Nato-mål
Mette Frederiksen vil senere på året offentliggøre en økonomisk plan, der ifølge hende bliver "rigtig dyr".
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Den danske regering vil i efteråret 2025 fremlægge en økonomisk plan for, hvordan Danmark skal kunne nå Natos styrkemål.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter topmødet i Litauens hovedstad, Vilnius, mandag.
- Det her kommer til at blive rigtig dyrt. Det er rigtig dyrt allerede, siger hun.
Hun siger, at der kommer til at være tale om "massive investeringer" i Danmarks forsvar.
- Hver gang vi bruger en milliard på det danske forsvar, kunne den bruges på noget andet. Det kommer med et afsagn og prioriteringer.
- Der er bare ikke noget at gøre ved det, for hvis ikke vi har vores fred og vores sikkerhed, så har vi ingenting, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren vil endnu ikke løfte sløret for detaljer om planen.
Hun påpeger, at den såkaldte accelerationsfond vil kunne finansiere en stor del af udgifterne i de kommende år.
- Det har vi primært kunne finansiere, fordi vi har en stærk økonomi, siger hun.
Samtidig siger hun, at det bliver dyrt i længden, når der ikke er det samme overskud i statskassen. Derfor vil det blive nødvendigt, at man må undvære penge på andre områder på sigt.
Ifølge Mette Frederiksen er Danmark tæt på at nå Natos målsætning.
- Det skal vi nok nå hurtigt, fordi behovet er så stort, siger hun.
Tidligere mandag sagde statsministeren, at hun bakker op om et forslag om, at alle Nato-lande skal øge forsvarsudgifterne til 3,5 procent af deres bruttonationalprodukt (bnp).
Derudover skal landene bruge 1,5 procent af bnp på andre sikkerhedsudgifter.
Målene skal være indfriet inden 2032.
Den deadline er Frederiksen dog uenig i, hun mener, at der er for lang tid til 2032.
Hun siger også, at hun ikke er i tvivl om, at Rusland kan gøre sig klar til at angribe andre europæiske lande, som også kunne være Nato-lande, snart.
/ritzau/