Issoiré, 09/06/2025 - 17:51
Italiensk supersprinter tager sejren i fransk etapeløb
Sprinteren Jonathan Milan vandt mandag 2. etape af cykelløbet Critérium du Dauphiné.
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mens sprinterne blev snydt for en massespurt på søndagens åbningsetape, var der ikke nogen overraskelser på 2. etape af Critérium du Dauphiné.
Det blev den forventede massespurt på mandagens etape i det franske etapeløb. Og storfavoritten Jonathan Milan (Lidl-Trek) tog en overlegen sejr.
Ingen kunne følge med den italienske supersprinter, da han først gav den fuld gas i pedalerne på opløbsstrækningen. Han blev perfekt sat op af sit hold i finalen.
Tættest på Milan var Bahrain-rytteren Fred Wright, der blev toer, mens Mathieu van der Poel (Alpecin) spurtede sig til en tredjeplads.
Milan var i store problemer på en af de få stigninger på etapen, men han fik hjælp af sit hold til at komme tilbage i feltet.
Inden finalen forsøgte Romain Bardet (Team Picnic) at stikke af fra feltet med omkring 18 kilometer til mål, men franskmanden blev hentet otte kilometer senere af sprinterholdene.
Tidligere på etapen var danske Christopher Juul-Jensen (Jayco) også med i et udbrud på fire mand, men kvartetten fik ikke meget snor og blev hentet af feltet.
I den samlede stilling mistede UAE-kaptajnen Tadej Pogacar, som vandt søndagens åbningsetape, førertrøjen til Milan.
Pogacar, der nu er toer i klassementet, har et forspring på fire sekunder ned til Jonas Vingegaard (Visma).
Søndag havde de fleste regnet med en massespurt og en sejr til en af sprinterne. Men Vingegaard spolerede den plan ved at angribe med fem kilometer til mål.
Vingegaard endte med at blive toer på søndagens åbningsetape, og han kørte mandag i den grønne pointtrøje.
/ritzau/