Moskva, 04/04/2025 - 08:53
Forskere skærer i 130.000 år gammel mammutunge i Rusland
Undersøgelser af mammutunge er en "mulighed for at se ind i planetens fortid", siger laboratoriechef.
Stringer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
I det russiske fjernøsten er forskere i gang med at foretage en helt usædvanlig nekropsi - en obduktion af et dyr.
Med stor omhu skærer de i og tager prøver fra en 130.000 år gammel mammutunge, der blev opdaget sidste år.
Ungen har fået navnet Jana efter det vandløbsopland, hvor den blev fundet, og den er usædvanligt velbevaret.
Undersøgelserne er en "mulighed for at se ind i planetens fortid", siger Artemij Gontjarov, som leder et laboratorie på Instituttet for Eksperimentel Medicin i Sankt Petersborg.
Forskerne håber på at finde unikke bakterier og lave genetiske analyser af planter og sporer, som Jana spiste. Det gør de for at finde ud mere om det område og den tid, hun levede i.
Ungen er så velbevaret, som den er - med små hår og en gråbrun hudfarve - fordi den har ligget i permafrosten i Sakha-regionen i Sibirien.
Den måler 1,2 meter over skuldrene og er to meter lang. Ungen vejer omkring 180 kilo.
Der kan være tale om det bedst bevarede mammuteksemplar nogensinde.
- Vi kan se, at mange organer og meget væv er meget velbevaret, siger Artemij Gontjarov.
- Fordøjelseskanalen er delvist bevaret, maven er bevaret. Der er stadig fragmenter af tarmene, især tyktarmen.
Mammutten uddøde helt som art for næsten 4000 år siden.
Jana blev først anslået til at være død for over 50.000 år siden. Men nu er det blevet opjusteret til 130.000 år.
Maksim Tjeprasov, som er direktør for Mammutmuseet i Jakutsk, siger, at den ændrede vurdering kommer efter yderligere undersøgelser af de permafrostlag, som mammutten lå i.
Ved ungens død "er det allerede klart, at hun var over et år gammel, da hendes første sæt stødtænder allerede var dukket op".
Både elefanter og mammutter har et første sæt stødtænder, som senere falder ud.
Forskere er stadig ved at fastslå, hvorfor Jana døde så ung.
/ritzau/AFP