Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

09/04/2025 - 09:00

Fire øvelser til kroppen der giver ro i hovedet

Sæt din lid til din krop, når tankerne og bekymringerne stikker af, lyder rådet fra både forsker og yogalærer.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

En sitrende uro i verden og hverdagens evige hamsterhjul af gøremål kan få tankerne til at gå i selvsving.

Ved at flytte fokus ned i din krop kan du dog få mere ro på overetagen. Her får du fire fysiske øvelser fra yogaens verden, der giver din hjerne en pause.

1) Lys din krop op indefra.

Lad roen sænke med den afspændende øvelse kropsskanning.

Den anbefales af forsker og læge Lone Fjorback, der er leder af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.

Her lægger du dig ned på gulvet, lukker øjnene og gennemgår langsomt din krop fra top til tå.

- Opmærksomheden fungerer som en lommelygte, der lyser forskellige steder hen. Fra fødderne op gennem benene, armene, før du til sidst når op til hovedet, siger Lone Fjorback.

Under øvelsen flytter du dermed din bevidsthed væk fra tankerne og ned i kroppen og åndedrættet, som du samtidig prøver at sende helt ned i bunden af maven.

Du kan finde gratis guidede kropsskanningsøvelser på Dansk Center for Mindfulness' hjemmeside.

Centeret kører i øvrigt i øjeblikket et tiltag, hvor du hver dag digitalt kan deltage i 12 minutters gratis guidet meditation. Det løber frem til uge 24.

2) Smelt dit hjerte.

Cathrine Koefoed, der er selvstændig yogalærer og indehaver af det digitale yogaunivers "Cathrine Yoga", peger på en stilling, hun har døbt smeltende hjerte.

Her sætter du knæene i gulvet og lader hænderne søge frem foran an dig, til din pande når underlaget. Hold numsen højt hævet, mens brystkassen søger nedad.

- Øvelsen hjælper med at slippe spændinger i netop den øvre del af kroppen, fortæller hun.

Samtidig har du hovedet nedad, hvilket øger blodtilførslen til hovedet.

- Det har en god effekt i forhold til at få ro og grounding i kroppen, siger Cathrine Koefoed.

3) Brækket vinge.

Fra smeltende hjerte kan du bevæge dig over i stillingen brækket vinge.

Det gør du blot ved at lade din ene arm glide ind under den anden og ud til siden. Drej hovedet i samme retning som armen, og læg den ene kind i gulvet. Skift arm efter et par minutter.

- Den er god til skuldrene og skulderbladene. Alt det ansvar, vi har taget på skuldrene, kan vi lette lidt med denne her stilling, lyder det fra Cathrine Koefoed.

4) Hjorten.

Hele din krop kommer i spil med stillingen hjorten. Du begynder siddende på dine underben - gerne på en træningsmåtte.

Herfra drejer du begge ben mod højre, så venstre underben ligger parallelt med den lange side af måtten, mens højre underben flugter med den korte side af måtten.

Lad overkroppen søge nedad, så den til sidst hviler mod underlaget. Hvil eventuelt din venstre kind mod dine overarme.

- Hjorten er rigtig god, fordi den twister kroppen. Du kan med fordel ligge syv minutter på hver side. Twistet gør, at du får ro på nervesystemet, fortæller Cathrine Koefoed.

For nogle kan det være svært at ligge stille i én stilling så længe ad gangen. Ved at koncentrere dig om dit åndedræt kan du dog aflede dine tanker, så de ikke myldrer ukontrolleret afsted.

- Det kan hjælpe at tælle til fire på hver indånding og til fem på hver udånding, så du har åndedrættet som et fokuspunkt, lyder rådet fra Cathrine Koefoed.

/ritzau fokus/

USA, 18/06/2025 - 11:08

Dolly Parton og Tom Cruise overraskes med oscarstatuetter

Timothy D. Easley/Ritzau Scanpix

Modtagerne af årets Æres-Oscars er udpeget. Tom Cruise får en statuette for sine stunts, mens countrystjernen Dolly Parton hædres for sit humanitære arbejde.

Tom Cruise har aldrig modtaget en Oscar trods fire nomineringer. Men til november får den 62-årige superstjerne overrakt en ærespris for sine samlede præstationer på biograflærredet.

Det oplyser oscarakademiet, der kalder Tom Cruise for en af de mest anerkendte og indtjenende skuespillere nogensinde.

- Med et dybt engagement i sit håndværk - inklusive at udføre alle sine egne stunts – omfatter hans arbejde oscarnominerede roller i "Født den 4. juli", "Jerry Maguire", "Magnolia" og en nominering for Bedste Film som producer på "Top Gun: "Maverick", lyder begrundelsen blandt andet.

Foruden Tom Cruise hædres også koreograf, skuespiller og producer Debbie Allen og produktionsdesigner Wynn Thomas med en Æres-Oscar hver for deres arbejde i filmbranchen.

Endeligt uddeles der hvert år også en Æres-Oscar for humanitært arbejde.

Statuetten tildeles i år countrysangerinden Dolly Parton med begrundelsen, at hun er et internationalt ikon, der har grundlagt flere velgørende organisationer i håbet om at afhjælpe ulighed.

Blandt andet The Dollywood Foundation, der skal inspirere børn i hendes hjemstat, Tennessee, til at få en uddannelse og til at læse bøger.

Den 79-årige superstjerne har været nomineret til to oscarstatuetter igennem sin fem årtier lange karriere.

Den første nominering fik hun i 1981 for nummeret "Nine to Five" til filmen af samme navn, som hun også medvirkede i. Den anden nominering modtog hun i 2006 for musikken til dramafilmen "Transamerica".

- Årets uddeling vil fejre fire legendariske personer, hvis ekstraordinære karrierer og engagement i vores filmskabende samfund fortsætter med at gøre varigt indtryk, skriver oscarakademiet.

Dolly Parton, Tom Cruise, Debbie Allen og Wynn Thomas får overrakt statuetterne ved ceremonien Governors Awards 16. november i den amerikanske storby Los Angeles.

/ritzau/

Læs Mere >>

USA, 18/06/2025 - 10:10

HBO-stjerne: Så meget tjener jeg per afsnit

Isabel Infantes/Reuters

Jason Isaacs indkasserer 40.000 dollar for hver episode af "White Lotus". Det er ikke meget i forhold til seriens succes, mener skuespilleren.

- Hvor meget tjener du?

Det spørgsmål finder mange yderst privat, men ikke skuespilleren Jason Isaacs.

I et stort interview med mediet Vulture afslører superstjernen, at han har fået 40.000 amerikanske dollar - svarende til 260.000 danske kroner - per afsnit af HBO-serien "White Lotus".

- Generelt taler skuespillere ikke om løn offentligt, fordi det er latterligt uforholdsmæssigt, i forhold til hvad vi laver - at lægge makeup og lave sjove stemmer, siger Jason Isaacs i interviewet ifølge Variety og tilføjer så:

- Men sammenlignet med hvad folk normalt får i løn for store tv-serier, er det meget lavt. Men faktum er, at vi ville have betalt for at være med i det. Vi ville sandsynligvis have givet en kropsdel.

"White Lotus" er en satireserie, der udspiller sig på hotellet The White Lotus og følger gæsterne, der tjekker ind og ud, og personalet, der opvarter dem.

Hver sæson udspiller sig på forskellige resorter i hotelkæden og på forskellige destinationer. Men få undtagelser bliver castet skiftet fra sæson til sæson.

Jason Isaacs tjekkede ind i tredje sæson, som havde premiere tidligere på året.

Med otte afsnit har den 62-årige britiske skuespiller dermed tjent 320.000 amerikanske dollar svarende til over to millioner danske kroner.

Ifølge Jason Isaacs får alle skuespillerne det samme i løn uagtet anciennitet, stjernestatus og andre meritter som eksempelvis en stor rolle i Harry Potter-filmene, som Jason Isaacs har medvirket i.

- Jeg arbejder aldrig for pengene, lyder det fra ham.

- Jeg har klaret mig godt. Men folk tror sikkert, at jeg har enormt mange penge. Men desværre har jeg - ret umodent - øget mine udgifter, så de har matchet mine indtægter. Jeg har brugt stort set alt, jeg har tjent gennem årene.

Privat har Jason Isaacs siden 1987 dannet par med den britiske skuespiller og dokumentarfilmskaber Emma Hewitt, som han har to døtre med.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/06/2025 - 08:00

FAKTA: Om spindemøl

* Spindemøl er en gruppe af insekter.

* De lever i forskellige træer og buske for eksempel æbletræer, kirsebærtræer og slåen.

* I løbet af sommeren lægger de æg på træernes og buskenes bark.

* I midten af maj året efter klækker æggene med larver, der lever af bladene fra buskene og træerne.

* Mens larverne spiser producerer de et spind i fællesskab med de andre larver for at beskytte sig mod at blive spist af deres fjender.

* I slutningen af juni forpupper larverne sig, og i begyndelsen af juli kommer de voksne spindemøl frem.

Kilder: bolius.dk og Thomas Pape, insektforsker og professor på Statens Naturhistoriske Museum.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/06/2025 - 08:00

Bliv ikke skræmt af sommerens halloweentræer

Marijan Murat/Ritzau Scanpix

Ifølge insektforsker og havearkitekt kan buskene og træerne i din have sagtens tåle at blive skamspist af spindemøl i forsommeren.

Selv om der er lang tid til den 31. oktober, er det ikke utænkeligt, at du er gået forbi noget, der minder om et spøgelsestræ eller en spøgelsesbusk, mens du har gået rundt og nydt det danske sommerlandskab.

For siden midten af maj har spindemøl nemlig bosat sig i træer og buske i landets haver, indtil de forpupper sig i slutningen af juni for at blive til sommerfugle, forklarer Berit Rørbøl, der er landskabsarkitekt og haveekspert hos Videncentret Bolius.

- Larverne vil gerne beskytte sig selv mod at blive fugleføde, og derfor laver de et spind om sig selv, siger hun.

I modsætning til korsedderkoppens spind, som er fladt, er spindemøllenes spind nærmere klumper.

I buskene og træerne lever larverne af blade. I nogle tilfælde kan træer være helt spundet ind, hvis der er tale om aggressive angreb. Og så ligner det, at træerne er pyntet til halloween.

Træerne kan dog godt tåle det, forsikrer Thomas Pape, der er insektforsker og professor på Statens Naturhistoriske Museum.

- Det er naturens gang. Træer er designet til at kunne overleve perioder, hvor bladene spises af planteædende insekter. De bliver sat tilbage i vækst, siger forskeren.

Men man kan godt fjerne spindet, hvis man synes, at angrebet er for omfangsrigt.

- Det kan se voldsomt ud, hvis man kan se de levende larver, for eksempel hvis de sidder i en stor hæk, man har ved sin terrasse. Det kan være en ubehagelig og lidt klam oplevelse, siger Berit Rørbøl.

Selv om det kan se unaturligt ud fortæller hun, at spindet forsvinder af sig selv, når larverne forpupper sig. Men hvis det er et stort angreb, og man gerne vil af med larverne, kan man gøre noget for at fjerne dem.

- Du kan lave hul i spindet med en rive eller kost, så fuglene kan komme derind. Man kan også spule spindet med en hård vandstråle, siger hun.

Hun fortæller, at der også findes midler til forebyggelse, så spindemøl ikke invaderer ens have, men at det ofte er pesticider. Og så risikerer man at ramme andre arter, man ikke vil af med.

Spindemøl er ikke farlige, og Thomas Pape fremhæver, at de forskellige typer er meget specialiserede.

- Der er nogen, der kun lever af hvidtjørn, og nogen lever kun i æbletræer. Det er umådeligt spændende, at naturen har sådan en kompleksitet, siger han.

Især de arter, der lever i æbletræer, i hæk, i tjørn og i slåen kan være aggressive.

Der er til gengæld en art, man ikke må tage fejl af. Egeprocessionsspinderen, som er en spinder og ikke et spindemøl, bruger nemlig samme forsvarsteknik som spindemøllene. Det sætter sig kun i egetræer.

Men hvis man prøver at fjerne dem, kan det give allergiske reaktioner.

- Egeprocessionsspinderen har nogle hårlignende børster på sig, som kan give mennesker et ubehageligt udslæt, hvis man får dem på sig, siger Thomas Pape.

Derfor bør man ikke fjerne dem selv, hvis man opdager et stort spind i sit egetræ. Den forekommer ikke normalt i Danmark bortset fra voksne hanner, som kan flyve langt omkring.

Men i år blev larver for første gang set Danmark i Odense. Kommunen prøver at få bugt med arten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek