Kyiv, 02/06/2025 - 08:47
Rusland vil vise Ukraine omstridt dokument med fredsbetingelser
Møde i Istanbul finder sted midt i dokumentstrid og efter opsigtsvækkende ukrainsk angreb på Rusland.
Maxim Shemetov/Reuters
Af: /ritzau/
En ukrainsk delegation er ankommet til Istanbul forud for forhandlinger med Rusland.
Det oplyser en talsperson for det ukrainske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.
Parterne skal mødes mandag eftermiddag, lyder det fra talspersonen.
Der har tidligere været meldinger om en planlagt mødestart klokken 12 dansk tid.
Mødet skal finde sted i Ciragan-paladset, som er et tidligere osmannerpalads, der i dag er et hotel.
Parterne vurderes forud for mødet at være langt fra hinanden.
Samtalerne finder sted lige i kølvandet på et af krigens mest opsigtsvækkende ukrainske angreb.
Søndag angreb Ukraine strategiske bombefly på russiske luftbaser ved at gemme droner lastet med sprængstof i tagene på træskure.
En ukrainsk sikkerhedskilde har sagt til Reuters, at 41 fly blev ramt.
Samtidig har der inden mødet været strid om et russisk memorandum - en slags notat - med betingelser for fred.
Ukraine har ønsket det udleveret inden mødet. Men det har Rusland afvist.
I stedet siger Rusland ifølge nyhedsbureauet AFP, at notatet vil blive præsenteret ved mødet.
/ritzau/