Bjørup, 21/07/2025 - 20:38
Det første dobbelte skybrud er målt på Falster
Ifølge DR og TV 2 er der målt 34,1 millimeter regn på en halv time ved Bjørup, hvilket er et dobbelt skybrud.
Af: /ritzau/
Der er faldet over 30 millimeter regn på 30 minutter på Falster mandag aften, og dermed er der tale om et dobbelt skybrud.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på den sociale platform X.
Samme sted er der samtidig faldet over 50 millimeter de seneste seks timer, lyder det.
Ifølge DR og TV 2 er det ved Bjørup på Falster, at der er målt 34,1 millimeter regn på en halv time.
Omkring klokken 19.30 skrev DMI, at regnvejret, som ventes at blive kraftigt i store dele af landet, havde ramt Østersø-regionen.
Herfra bevæger det sig videre ind over Sjælland og Fyn. Undervejs intensiveres regnvejret, skriver DMI i en opdatering på instituttets hjemmeside.
DMI har hele mandag haft varsler ude om "meget farligt vejr" i dele af landet.
Betegnelsen "meget farligt vejr" bruger DMI, når der er tale om regnvejr, hvor der kan falde over 24 millimeter regn på under seks timer.
Prognoserne har vist, at der kan komme op til 120 millimeter regn de steder, der bliver hårdest ramt. Det gælder især Østjylland, Fyn, Vestsjælland og Lolland og Falster.
/ritzau/