Kyiv, 13/04/2025 - 13:03
Redningstjeneste melder om over 31 dræbte i missilangreb i Ukraine
Mindst 31 mennesker er blevet dræbt i missilangreb i Sumy i Ukraine, oplyser redningstjenester ifølge AFP.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst 31 mennesker er blevet dræbt i et russisk missilangreb i den ukrainske by Sumy.
Det oplyser redningstjenester ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den nordøstligt beliggende by, der havde omkring 256.000 indbyggere i 2022, er blevet ramt af intense russiske angreb de seneste uger.
Også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver om angrebet, som ifølge ham ramte bylivet palmesøndag.
Han giver ikke noget dødstal, men melder om mange dræbte og tilskadekomne og siger, at en redningsaktion er i gang.
- Et forfærdeligt russisk ballistisk missilangreb på Sumy, skriver Zelenskyj på Telegram og fortsætter:
- Og så på denne dag, hvor folk går i kirke - palmesøndag.
Det ukrainske indenrigsministerium skrev tidligere, at mindst 83 mennesker var blevet såret.
Der er kun omkring 30 kilometer fra byen Sumy til grænsen til den russiske Kursk-region.
Her gik Ukraine sidste år ind som led i et angreb, der kom bag på mange iagttagere og udgjorde det største angreb på Rusland siden Anden Verdenskrig.
Nu forsøger Rusland at bekæmpe de sidste ukrainere i regionen, hvor Rusland desuden har fået hjælp af Nordkorea.
Samtidig er den russiske aktivitet på den ukrainske side af grænsen øget.
Sumy-regionens guvernør, Volodymyr Artjukh, har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at russiske angreb på området er steget med 30 procent over de seneste uger.
Angrebet finder sted, på et tidspunkt hvor USA presser på for våbenhvile i Ukraine. Men udbyttet af USA's indsats har indtil videre været begrænset.
Foreløbig er det blandt andet lykkedes at få en begrænset våbenhvile om energiinfrastruktur på plads. Men Ukraine og Rusland bliver ved med at beskylde hinanden for at bryde våbenhvilen.
USA's diplomatiske udsending Steve Witkoff og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes fredag i Sankt Petersborg, uden at der var meldinger om gennembrud.
Imens er den amerikanske præsident, Donald Trump, begyndt at vise tegn på, at han er ved at miste tålmodigheden. Således har han opfordret Putin til at begynde at rykke på sig.
/ritzau/