Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beijing, 19/05/2025 - 09:19

Kina udtrykker respekt for dansk suverænitet i Grønland

Lars Løkke Rasmussen har under besøg i Kina fået opbakning i forbindelse med Grønland.

Greg Baker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kina respekterer "fuldt ud" Danmarks suverænitet og territoriale integritet, hvad angår Grønland.

Det siger Kinas udenrigsminister, Wang Yi, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters på et møde i Beijing med den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).

Udmeldingen fra Kina kommer efter flere måneder med pres på Grønland og Danmark fra USA's præsident, Donald Trump, der ikke har villet afvise brug af militær magt for at opnå kontrol over Grønland.

Samtidig med at Kina støtter Danmark i Grønland, har Wang Yi også ønsker den anden vej.

Således håber Kina, at Danmark vil fortsætte med at støtte Kinas "legitime" position, hvad angår emner, der handler om Kinas suverænitet og territoriale integritet.

Det er blot dage siden, at den tidligere præsident i Taiwan Tsai Ing-wen var på et uofficielt besøg i Danmark.

Her lød det ifølge Reuters fra den kinesiske ambassade i København, at besøget var en afvisning af "international konsensus om ét-Kina-princippet".

- Taiwan-spørgsmålet er udelukkende Kinas interne anliggende og tillader ingen indblanding fra nogen udenlandsk regering, organisation eller individ, står der i et svar på e-mail til Reuters.

Danmark fører en såkaldt ét-Kina-politik og anerkender derfor ikke Taiwan som selvstændig nation. Derfor har Danmark heller ingen diplomatiske forbindelser med Taiwan.

Kina har gennem længere tid fastholdt et militært pres på Taiwan, som kineserne betragter som en del af kinesisk territorie.

Omvendt betragter Taiwan sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

På mødet med Lars Løkke Rasmussen har den kinesiske udenrigsminister i øvrigt erklæret sig klar til at styrke dialogen og samarbejdet med EU.

Han siger, at der blandt Løkke og Wang Yi er "omfattende konsensus" om at beskytte multilateralismen og frihandel.

Løkkes besøg begyndte lørdag og ventes afsluttet mandag.

Besøget markerer 75-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Kina.

/ritzau/

København, 21/05/2025 - 08:00

Kurt Ravn fik et overraskende opkald fra Linda P

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kom bag på den 77-årige skuespiller Kurt Ravn, da Linda P ringede og spurgte, om han ville være med i Tivolirevyen.

Med en karriere, der går mere end 50 år tilbage, har Kurt Ravn efterhånden prøvet lidt af hvert.

Fra Røde i "Matador" til Agent Grå i "Tidsrejsen" har han været at finde i utallige roller på dansk tv siden 1970'erne.

Og selv om han også har rig erfaring på de skrå brædder, kom det bag på ham, da han sidste år fik et opkald fra den kreative chef på Tivolirevyen.

- Jeg blev lidt overrasket, over at Linda P ringede. Fordi jeg laver jo ikke normalt revy, siger Kurt Ravn og fortsætter:

- Men jeg skulle ikke tænke mig ret længe om, fordi jeg synes, at det lød spændende.

Det blev derfor også hurtigt til et ja fra den 77-årige skuespiller.

Komikeren Linda P er for første gang i år den kreative chef på den traditionsrige revy. Her håndplukkede hun et cast, der i første omgang bestod af Kurt Ravn, Thomas Warberg og Søs Egelind.

Søs Egelind har dog siden meldt sig ud af revyen på grund af forskellige forventninger til produktionen.

Kurt Ravn kan nu altså se frem til en travl sommer i den københavnske forlystelsespark.

Fra 5. juni til 13. juli spiller de 38 forestillinger i Glassalen, hvor flere af dagene bliver med to forestillinger i træk.

- Men bare det bliver sjovt - og det tror jeg, at det gør - så bliver det også en fornøjelse at stå og lave. Forhåbentlig får vi folk til at grine, siger han.

At Kurt Ravn efter en lang karriere bliver ved med sit virke, tilskriver han selv det simple faktum, at han bare virkelig holder af det.

- Det er en stor glæde at kunne have et arbejde, man kan leve af, som man også synes er sjovt, og som næsten er en hobby, fortæller han og konstaterer:

- Jeg kunne ikke undvære det. Jeg har ingen planer om at gå på pension.

Som skuespiller har han medvirket i film som "Jeppe på Bjerget" fra 1981, "Ved vejen" fra 1988 og "Bryllupsfotografen" fra 1994.

Hvor han på tv måske er mest kendt for sin rolle i "Matador", har man blandt andet også kunnet se ham i "Anna Pihl", "Rita" og "Sommerdahl".

Med musik har han i sin karriere også udfoldet sig med sang og optrådt i adskillige musicalopsætninger som "West Side Story", "Les Misérables" og "Atlantis".

- Jeg synes, det er et privilegium og en glæde at kunne give folk en god oplevelse, hvad enten det er teater, film eller sang, fortæller Kurt Ravn.

Når han laver Tivolirevyen, er et af hovedformålene at få folks lattermuskler i gang, men grin er ikke den eneste reaktion, Kurt Ravn nyder at vække i publikum.

- Det er hele spektret. Drama er jo også fantastisk, når man kan få folk til at blive berørte og græde lidt, siger han.

Tivolirevyen får premiere 5. juni og spiller i Glassalen i Tivoli indtil 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/05/2025 - 23:02

George Wendt kendt fra Sams Bar er død i en alder af 76 år

Ira Mark Gostin/Ritzau Scanpix

George Wendt vil "for evigt være savnet" lyder det i udtalelse. Han er kendt for sin rolle som Norm Peterson.

Den amerikanske skuespiller George Wendt er død i en alder af 76 år.

Det oplyser hans pressesekretær, Melissa Nathan, i en udtalelse, skriver mediet The Variety onsdag aften.

Wendt er særligt kendt for sin rolle som Norm Peterson i den populære tv-serie "Cheers", der på dansk tv hedder "Sams Bar".

- George var et dedikeret familiemenneske, en elsket ven og en fortrolig for alle, der er heldige at have kendt ham. Han vil for evigt være savnet, lyder det i udtalelsen.

- Familien har bedt om privatliv i denne tid.

George Wendt blev født 17. oktober 1948 i Chicago i delstaten Illinois.

Han var et af ni børn og studerede som ung økonomi på Jesuit Rockhurst College.

Det var dog komik, som blev amerikanerens karrierevej, og i 1970'erne blev han del af komediegruppen The Second City i Chicago.

Wendt fik så hul igennem som tv-skuespiller, hvor han fik flere mindre roller, inden han blev valgt til det, der kom til at definere hans karriere - rollen som den humoristiske Norm Peterson, der er stamgæst på baren Cheers.

Med replikken "Afternoon, everbody" optrådte Wendt i samtlige 273 afsnit af den 11 sæsoner-lange "Sams Bar", og hans præstation blev belønnet med seks Emmy-nomineringer.

Han spillede efterfølgende også med i spin-off-serien "The Tortellis" og "Frasier".

I 1995 fik han sin egen sitcom "The George Wendt Show" hos CBS, men den nåede kun at rulle over skærmene i en måned, inden den blev droppet.

Wendt har desuden medvirket i det amerikanske satireprogram "Saturday Night Live" flere gange.

Skuespilleren har særligt i den sidste del af sin karriere også beskæftiget sig med teater. I 2008 overtog han således rollen som Edna Turnblad i "Hairspray" på Broadway.

George Wendt har siden 1978 været gift med skuespilleren Bernadette Birkett.

De to har også professionelt udgjort et par, da Birkett lagde stemme til Norm Petersons hustru - de optrådte dog aldrig sammen på skærmen.

De har sammen tre børn.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

FAKTA: Årsager til gule tænder

* Rygning er en af de primære årsager til gule tænder, da cigaretter indeholder nikotin og tjære, som kan misfarve over tid.

* Der er mørke pigmenter i kaffe og te, hvilket kan forårsage misfarvning af dine tænder - særligt hvis forbruget er højt.

* Rødvin har farvestoffer kaldet tanniner, og de kan plette og misfarve tænderne.

* Sukkerholdige drikkevarer indeholder syre og sukker, som skader tænderne, og farvestoffer, der kan skade tandemaljen og medføre gule tænder.

* Med alderen bliver tandemaljen tyndere og gennemsigtig, og dermed kan man tydeligere se den gullige farve af tandbenet.

* Tandbørstningsteknikken skal være rigtig for at fjerne plak og pletter, ellers kan det medføre gule tænder.

* Tandkødsproblemer kan føre til blødning og inflammation, hvilket kan give gule tænder.

* Visse typer af antibiotika kan også give misfarvning af tænderne.

* Genetik spiller en rolle i farven på tænderne.

* Mundtørhed kan lede til gule tænder, da en tør mund kan give øget plak og bakterieophobning.

Kilde: Tandlægerne Brønshøj Torv.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/05/2025 - 10:00

Minimer gule tænder men lad ikke Hollywood blive idealet

Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Hvide tænder er en del af et skønhedsideal, men det er de færreste, der er født med dem. Et par gode vaner og tandlægebesøg kan dog reducere den gule farve.

Det er de færreste, der har så hvidt et smil, som man kender det fra den røde løber i Hollywood. Med få råd kan man dog gøre sit for at undgå den gule misfarvning af tænderne.

En af måderne er at børste tænder med en fornuftig tandbørste og tandpasta. Det fortæller Palle Holmstrup, der er professor emeritus i parodontologi ved Københavns Universitet.

- Der er lette slibemidler i tandpastaer, der kan fjerne visse misfarvninger. Nogle misfarvninger kan dog kun undgås ved, at tænderne bliver pudset hos tandlægen indimellem, siger han.

Ud over tandbørstevaner kan dine drikkevaner påvirke dine tænder og give en gul farve.

- De ting, der typisk misfarver tænderne, er kaffe og te. Vin kan også misfarve, heriblandt rødvin, men det tror jeg ikke, er det største problem, siger han.

Samtidig har alder også en stor påvirkning, da ældre mennesker har større tilbøjelighed til at få gule tænder, hvilket tydeligt kan ses hos de 70- til 80-årige.

- Efterhånden som man bliver ældre, bliver tænderne automatisk mere grågullige. Det er der ikke så meget at gøre ved. Man skal bare være glad for at have levet så længe, at man oplever den naturlige udvikling i tændernes farve, siger han.

Torben Schønwaldt, der er formand for Tandlægeforeningen, siger, at første punkt til at undgå gule tænder er at stoppe med at ryge, da det misfarver tænderne.

Hvis man som ældre er utilfreds med den gullige farve, der kommer med alderen, er der dog muligheder, mener han.

- Man kan selvfølgelig gøre noget ved den naturlige proces i tænderne, fordi man kan blege tænderne, hvis man gerne vil have, at de skal være lidt lysere. Det er der ikke nogen ulemper ved, hvis man går til en tandlæge, der har styr på det, og hvis man ikke får dem afbleget for ofte, siger han.

Man kan få afbleget sine tænder med to til tre års mellemrum, fortæller han.

Gule tænder kan dog afhænge af genetik, da det handler om tændernes opbygning hos den enkelte person. Du kan godt være mellem 50 og 60 år med flotte tænder og være 30 år med gullige tænder.

- Tænderne kan være opbygget forskelligt ved at have tykkere eller tyndere lag af emalje uden på. Emaljelaget er det alleryderste af tanden. Det er det, der afgør, hvilken farve tænderne har, siger han.

Torben Schønwaldt anbefaler ikke, at man går efter Hollywoodsmilet, hvor man får sat en porcelænsfacade ind.

- Det brænder i mit tandlægehjerte, når jeg ser et intakt tandsæt, der er blevet slebet ned og får indsat porcelænsskaller, som er lige så hvide som en toiletkumme. Det er forfærdeligt, og det værste man kan gøre, siger han.

Det er ikke på grund af den alt for hvide farve, at Torben Schønwaldt fraråder porcelænsskaller.

- Det er en meget invasiv behandling. Har man først slebet tænderne ned, er tandsubstansen tabt for evigt, og det bryder tandnerven inde i tanden sig ikke om, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek