Esbjerg, 30/05/2025 - 18:19
Ung kvinde var chauffør for grove hjemmerøvere
Fem mænd har anket dom i sag om hjemmerøveri i Esbjerg sidste sommer til Vestre Landsret.
Af: /ritzau/
Da en gruppe mænd sidste sommer begik et groft hjemmerøveri mod en mand i Esbjerg og slog ham i hovedet med en økse, var en kvinde på 24 år deres chauffør.
Det er fredag blevet konklusionen i Retten i Esbjerg. Kvinden er idømt fængsel i et år, mens mændene har fået væsentligt hårdere straffe.
Mens retten slog fast, at kvinden måtte vide, at formålet med en køretur fra Sønderborg til Esbjerg var at begå røveri, dømmes de fem mænd, der gik i aktion i en lejlighed i Fynsgade, for groft hjemmerøveri.
Retslokalet var proppet med omkring 50 mennesker, da dommen blev afsagt, rapporterer det regionale medie jv.dk.
Nogle tilhørere reagerede vredt.
- Danmark har et fucking lorte system. Der er sgu ikke retfærdighed i jeres love, sagde et familiemedlem til en af de dømte ifølge jv.dk.
I en pressemeddelelse har Syd- og Sønderjyllands Politi oplyst om dommen.
- Der er tale om en alvorlig sag og om et groft hjemmerøveri. Det afspejler sanktionerne også, udtaler anklagerfuldmægtig Marie Rasmussen.
To mænd, 42-årige Andy Brian Skriver fra Augustenborg og Ernst Frederick Swilley-Hansen på 19 fra Helsingør, er hver idømt fængsel i fem år og seks måneder, hvilket de straks har anket til Vestre Landsret.
Samme reaktion er kommet fra tre andre mænd, der hver har fået fængsel i fem år.
Det er Atia Sami Abdul Halim på 33 år, Abdul Talal Atia Abdulhalim på 30 år samt Hassan Salah Yassen på 19 år.
Ved overfaldet den 17. juli sidste år fik offeret flænger i baghovedet, da han blev slået med en økse.
Udbyttet var ifølge anklageskriftet blandt andet et Rolex-ur til en værdi af cirka 128.000 kroner og flere andre ting samt kontanter.
Et hjemmerøveri defineres som en sag, hvor offer opsøges i sit hjem, og hvor vedkommende ikke kender gerningsmændene i forvejen. Udgangspunktet er fængsel i fem år.
/ritzau/