Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/09/2022 - 10:05

Brian Laudrup fortryder Dubai-reklame efter fyring

Havde Brian Laudrup vidst, at en reklamevideo for Dubai ville koste TV 2-jobbet, havde han ikke sagt ja.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fodboldlegenden Brian Laudrup havnede i en mediestorm, da han for nyligt dukkede op i en reklamevideo for Visit Dubai.

Videoen skulle promovere Dubai frem mod VM i Qatar, og den tidligere landsholdsstjerne lagde ansigt til. Det endte med at koste ham jobbet som fodboldekspert hos TV 2 Sport.

Reaktionerne på hans deltagelse i videoen kom dog bag på Laudrup.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg nok været naiv. Jeg tænkte kort, at der måske ville blive skrevet lidt, men så var det nok også det. Det er det absolut mest sandfærdige, jeg kan sige, fortæller han til Jyllands-Posten.

- Derfor havde jeg heller ikke fortalt det til TV 2. Havde jeg fortalt det og havde fået at vide, at den ikke gik, havde jeg aldrig gjort det. Men jeg nåede ikke at tænke over, at det ville være så kontroversielt og så forfærdeligt.

Dubai er som Qatar i menneskerettighedsorganisationers søgelys for blandt andet brud på menneskerettigheder og love mod homoseksualitet.

Derfor mente TV 2 ikke, at en promovering af Dubai harmonerede med at være ekspert på tv-stationen, som skal være en del af den journalistiske dækning af VM i Qatar til november.

Laudrup fortæller, at han var tre dage i Dubai for at lave reklamevideoen, hvor han skulle fortælle om sin berømte jubelscene fra opgøret mod Brasilien ved VM i 1998.

Ifølge den tidligere Glasgow Rangers- og AC-Milan-angriber blev han kontaktet af et engelsk reklamebureau, og at det handlede om at promovere fodbolden og glæden frem mod VM.

Han siger, at han på intet tidspunkt har haft kontakt med nogen fra Dubai. Det hele foregik gennem det engelske reklamebureau, og ifølge Laudrup har opgaven ikke indbragt ham så mange penge, som har været fremme.

- Hvis folk kendte beløbet, ville de vide, at det ikke er i nærheden af at være kritikken værd, siger han til Jyllands-Posten.

- Jeg læste et sted, at jeg tjener millioner af kroner på det. Det er jeg ikke i nærheden af, kan jeg godt fastslå. Jeg kan ikke sige mere, men det er meget færre penge, end folk tror.

/ritzau/

København, 30/11/2024 - 21:00

Jordemoder vinder bagedysten: Jeg var en skygge af mig selv

Bagedystvinderen Sandra Dahl har brugt meget tid i bageteltet og glæder sig nu til at bruge mere tid med familien. Men der er plads til mere kage i fremtiden.

Med hele fem mesterbagerforklæder i bagagen nupper jordemoder Sandra Dahl vindertitlen i "Den store bagedyst" anno 2024.

Og det var en tydeligt rørt vinder, der kunne tage imod trofæet fra vært Timm Vladimir.

- Jeg bukker fuldstændig forover og tænker: "Åh, nu er jeg i centrum". Nu er alle øjne på mig, siger Sandra Dahl om sekunderne efter udnævnelsen.

Hun er ikke glad for at være i spotlightet, men den dygtige amatørbagers præstationer i bageteltet har gjort det svært for hende at være andet.

Finalens endelige bagebrag stod mellem Sandra Dahl, Emil Nordentoft Møller og Emma Plantener, men det blev altså den 40-årige jordemoder fra den midtjyske by Them, som snuppede titlen og trofæet i det endelige opgør.

Efter tre intense finaleudfordringer var der ikke stor tvivl i teltet hos dommerduoen Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

Deltagerne havde lavet både portionsanrettede kager med en finaleværdig glaze, en hemmelig udfordring med Danmarks nationalfugl, svanen, og til sidst et mesterværk med tredimensionel pynt.

Undervejs i afsnittet valgte Sandra Dahl at dedikere kagerne til nogle helt særlige kvinder i sit liv.

I den første udfordring var det Sandra Dahls afdøde farmor, Rita, der blev hyldet, da den femdobbelte mesterbager kreerede portionsanrettede æblekager i en ny fortolkning.

Også mesterværket blev en kærlighedserklæring til et nært familiemedlem, da Sandra Dahl bagte en kage inspireret af en tatovering, hun deler med sin søster.

- Vi plejer at lave sjov med, at hun er min tvilling, der er tre år yngre end mig. Vi er sindssygt tætte. Mine børn kan altid ringe til deres mostermor, hvis der er noget, og det samme kan hendes børn med mig, siger Sandra Dahl om sit tætte forhold til søsteren, der også er jordemoder - endda på samme fødegang som den nyudnævnte bagedystvinder.

Idéen til mesterværket fik Sandra Dahl kort tid før finalen, efter at en kommentar fra søsteren havde gjort et helt særligt indtryk.

- Hun kom forbi en dag og sagde: "Jeg savner dig, selv om at du er her", genfortæller Sandra Dahl, der i et stykke tid havde følt sig som en skygge af sig selv.

Hendes mand, Ole, har været en urokkelig støtte, når hun ikke har haft tid til at tænke på andet end kage.

- Jeg følte mig på en måde fraværende i mit eget liv. Når jeg kom hjem, lå jeg helt mast på sofaen. Jeg lignede en stor cupcake i hovedet, siger Sandra Dahl.

Selv om at det ikke har været uden omkostninger at være med i bagedysten, fortryder Sandra Dahl ikke sin deltagelse i bageteltet.

- Jeg er en, der elsker at give til andre - tilmeldingen til bagedysten var en gave, jeg gav til mig selv.

Hun håber også at kunne give sig selv en fremtid, hvor kage spiller en endnu større rolle end tidligere.

- Jeg er så privilegeret, at jeg kun arbejder som jordemoder 28 timer om ugen. Så jeg har tid ved siden af. Mit hjerte banker stadig for fødegangen, men jeg kan godt se mig selv lave mere med kage, siger hun og fortæller, at hun drømmer om at arbejde med både børn og bagning.

Hvordan kagebagningen og børn kan kombineres, har hun endnu ikke fundet en løsning på.

- Jeg kommer til at sige ja til de ting, der føles rigtige i maven. Jeg tror på processen, og at livet viser en vejen, siger hun.

Drømmer du om at gøre Sandra Dahl kagekunsten efter, er DR tilbage med en ny sæson af "Den store bagedyst" til næste år.

Ansøgningsfristen for tilmeldinger er den 13. december 2024, oplyser DR.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/11/2024 - 19:30

Tre danskere vinder pris sammen ved filmfestivalen i Torino

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lørdag er prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller gået til tre danske kvinder ved filmfestivalen i Torino.

Tre danske skuespillere er sammen blevet tildelt prisen Bedste Kvindelige Skuespiller ved filmfestivalen i Torino i Italien lørdag.

Der er tale om skuespillerne Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Christine Albeck Børge og Karen Lise Mynster.

De medvirker i dramafilmen "Madame Ida", som er instrueret af Jacob Møller.

- Vi er meget glade og utroligt stolte over at modtage denne fornemme pris, lyder det i en fælles udtalelse fra de tre skuespillere i en pressemeddelelse.

- Vi er især beæret over, at vi modtager den sammen, som ensemble, fordi "Madame Ida" er en fortælling om tre kvinder fra forskellige generationer, hvis skæbner er uløseligt forbundet.

"Madame Ida" får premiere i Danmark i udvalgte biografer 2. december. Filmen er produceret af Zentropa Entertainment.

Handlingen foregår i 1950'erne, og man følger Cecilia på 15 år, som spilles af Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Cecilia bliver gravid og sendes ud for at bo hos 45-årige Ida, der skal adoptere Cecilias barn. Ida har en tjenestepige på 70 år, som hedder Alma.

Ida og Alma spilles af henholdsvis Christine Albeck Børge og Karen Lise Mynster.

Der opstår et stærkt bånd mellem de tre kvinder, men det sættes på prøve, efterhånden som fødslen nærmer sig.

"Madame Ida" er Jacob Møllers debutfilm som instruktør.

Det kom frem i oktober, at filmen var blevet udtaget til hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Torino.

I pressemeddelelsen takker de tre skuespillere Jacob Møller for at invitere dem til at medvirke i "Madame Ida".

- Vores samarbejde på filmen og arbejdet med karaktererne har været ekstremt inspirerende, udfordrende og spændende, og vi glæder os helt vildt til at dele filmen med publikum i biografen nu.

Årets filmfestival i Torino er den 42. udgave. Torino ligger i det nordvestlige Italien.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/11/2024 - 10:00

FAKTA: Den nemmeste klementinmarmelade

* Fyld en gryde med hele økologiske klementiner og koldt vand.

* Lad blandingen koge op. Når kogepunktet nås, tager du gryden af blusset og sigter vandet fra. Hæld nu nyt koldt vand i, og kog op igen. Gentag et par gange for at få bitterheden ud af frugterne. Til sidst lader du frugterne koge møre.

* Tag nu de varme hele klementiner, og blend dem i en foodprocessor sammen med sukker - der skal et kilo sukker til et kilo citrusfrugter. Varmen fra frugterne får sukkeret til at smelte, og pektinen i citrusfrugterne får massen til at sætte sig.

* Hæld nu massen på skoldede patentglas, og så har du marmelade til den helt store guldmedalje.

Kilde: kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/11/2024 - 10:00

Forvandl klementinskrællerne til lækker konfekt eller julet snaps

Liz Hafalia/Ritzau Scanpix

Skræl fra klementiner gør sig både godt som sød snack og som ingrediens i en krads gibbernakker.

I stedet for at smide skrællerne fra vinterens klementiner i skraldespanden, kan du lade dem forkæle dine smagsløg.

Så længe klementinskrællen er økologisk og dermed uden rester fra sprøjtegifte, gør den sig nemlig godt til det meste, mener kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

- Økologisk revet klementinskal kan ligesom appelsinskal bruges i dressinger til salater eller i en varm æbletoddy, siger hun.

Louisa Lorang foreslår, at du kandiserer klementinskrællerne.

Skær dem ud i halvtykke strimler, læg dem i en gryde med koldt vand, som du koger op. Hæld vandet fra, og fyld op med friskt, koldt vand, som du igen koger op med klementinstrimlerne i.

- Det gentager du i alt tre gange for at få den værste bitterhed ud, fortæller hun.

Bland nu en sukkerlage bestående af lige dele vand og sukker, som du koger klementinstrimlerne i, til de bliver gyldne. Herefter kan du vende dem i sukker, før de lægges til tørre på en rist eller noget bagepapir.

- Hvis du gerne vil overtrække dem med chokolade, skal de lige tørre et par dage på en rist. Men hvis man bare vil vende dem i sukker, kan man gøre det med det samme, og så har man en slags hjemmelavet slik, siger Louisa Lorang, der selv serverer kandiserede citrusskaller som en del af konfektbordet til jul.

- Det er den perfekte konfekt, når man lige får lidt for meget kvalme over nougat. Så kan man snuppe lidt sukkerkandiseret klementin.

En anden mulighed er at confitere skrællerne. Det plejer Thomas Thorius, der er kok og divisionschef hos Jespers Torvekøkken og har specialiseret sig i at reducere madspild, at gøre.

- Du kan bruge dem til ost og kager. De bliver søde, og konsistensen bliver lidt som vingummi, siger han.

Skær igen skrællerne ud i tynde strimler, og blancher dem to til tre gange i saltet vand.

Herefter laver du en sukkerlage af en deciliter appelsinjuice og en deciliter sukker. Lagen hældes over klementinstrimlerne i et skoldet patentglas, som skal have lov til at stå i minimum 12 timer.

Konfekt og confit kan du eventuelt skylle ned med et lille glas hjemmelavet orange snaps. Den kan du nemlig også bruge klementinskræller til, fortæller Thomas Thorius.

- Klementinskrællerne giver en orangesmag lidt ligesom appelsin, fortæller han.

Du laver snapsen ved at lægge skræller fra en til to klementiner ned i en flaske vodka. Tilsæt også gerne nelliker og kanel for at gøre den endnu mere julet. Lad nu snapsen stå og trække i en uge til 14 dage.

- Du kan snyde lidt og halvere tiden ved at stille snapsen på en radiator. Farven trækker hurtigere ud, og der bliver hurtigere åbnet for de æteriske urter i skallerne, når den får noget varme, fortæller Thomas Thorius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek