Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lille, 10/08/2024 - 16:35

Norge stopper olympisk guldtørke med stor finalesejr

Stine Oftedal var den helt store oplevelse, da Norges håndboldkvinder slog Frankrig med hele 29-21 i finalen.

Aaron Favila/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

For første gang siden 2012 er Norges håndboldkvinder olympiske mestre efter storsejr i finalen på 29-21 over Frankrig, der vandt guld i Rio for tre år siden.

Det olympiske guld er det tredje til de norske håndboldkvinder, der bevæger sig op på siden af Danmark, som den mest vindende nation i olympisk regi.

Den 32-årige playmaker Stine Oftedal var den helt store oplevelse for Norge i finalen. Den dygtige spilfordeler indstiller karrieren efter OL, men hun lignede på ingen måde en spiller på vej på pension.

Den rapfodede og intelligente playmaker styrede det norske angrebsspil. Hun endte selv på fem mål og havde derudover næstsidste eller tredjesidste hånd på mange af de norske scoringer.

En, der nød godt af Oftedals mange målgivende afleveringer, var venstrebacken Henny Reistad, der endte som kampens topscorer med otte mål.

Norge fik ellers ikke den bedste åbning på finalen mod de franske værter.

Båret frem af massiv støtte på det ombyggede fodboldstadion i Lille kom Frankrig blæsende ud og var efter fire minutter foran 3-0.

Langsomt kom Norge i gang angrebsmæssigt, og efter små ti minutter blev der etableret kontakt, da Reistad sled sig igennem og noterede sig for sin første scoring i kampen.

I den anden ende forsøgte Frankrig at holde tempoet højt og løbe kontra, så snart muligheden bød sig, og det virkede.

Norges stjernebagkæde med Oftedal, Reistad og Nora Mørk sluttede dog bedst af i første halvleg.

I det sidste sekund inden pausen brillerede Oftedal endnu en gang, da hun sendte et fremragende underhåndsskud op i nettaget til en pauseføring på 15-13.

Hvor første halvleg blev spillet på et højt niveau, begyndte anden del af kampen mere rodet og med en del tekniske fejl særligt fra fransk side.

Norge holdt snuden i sporet, og franskmændene kunne slet ikke styre Oftedal.

Bagud 15-21 kaldte den franske træner, Oliver Krumholz, til timeout, men lige lidt hjalp defensive justeringer på det.

Blot fire franske scoringer blev det til i de første 20 minutter af anden halvleg, og det gav en norsk føring på 24-17.

Det kom OL-værterne sig aldrig over.

/ritzau/

Basel, 15/05/2025 - 06:11

DR inden skæbnesang: Vi ligger på vippen igen igen igen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danmark er det land, der har deltaget i Eurovision flest år i træk uden at komme i finalen.

Danmark har ikke været i Eurovision-finalen siden 2019. I år skal Sissal forsøge at bryde den historisk dårlige stime med sangen "Hallucination".

Torsdag aften skal hun synge sin skæbnesang i årets anden semifinale, som finder sted i den schweiziske storby Basel.

- Jeg har personligt en god mavefornemmelse. Så jeg vil rigtigt gerne sige: "Ja, vi går videre!". Men der er mange ting, der spiller ind, lyder det fra Sissal.

Eurovision-finalen har været uden dansk deltagelse siden 2019. Dermed er Danmark det land, der har deltaget i Eurovision flest år i træk uden at kvalificere sig til finalen.

Efter flere års fiasko ændrede DR strategi i 2023: Sangen skal vække kærlighed ved første lyt og fremføres stærkt både vokalt og visuelt.

Alligevel er målet med strategien endnu ikke lykkedes.

- Succeskriteriet er helt sikkert stadig, at vi skal i finalen, siger Erik Struve Hansen.

- Da jeg hørte "Hallucination" første gang, tænkte jeg: "Den har det, der skal til. Den er fantastisk!".

Erik Struve Hansen erkender samtidig, at konkurrencen er hård, og at andre måske ikke finder den lige så fantastisk, som han gør.

- Jeg synes personligt, at det er en virkelig stærk sang. Når det så er sagt, er det jo et superheftigt felt, vi er i semifinalen med, lyder det fra grandprixbossen.

- Vi ved godt, at vi ligger på vippen igen igen igen. Så vi har skruet på alle de parametre, vi kan.

DR har øget indsatsen på de sociale medier, hvor Sissal ifølge Erik Struve Hansen har fået mange internationale fans. Alligevel er udfordringen stor, da vores nordiske naboer i Norge, Sverige og Island ikke kan stemme på Sissal, da de deltog i tirsdagens semifinale.

Håbet er, at Sissals nye strømlinede sceneshow sammenlignet med den kritiserede optræden i Dansk Melodi Grand Prix resonerer hos seerne, lyder det fra journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR.

- Nu skal jeg jo være optimistisk, fordi jeg er DR-ansat, men det er jeg faktisk også inde i mig selv, siger han.

- Jeg synes, vi er på vej med noget, der er rigtigt flot, og som vi godt kan være stolte af. Og så må vi håbe, at de andre lande også kan se det.

Selv vurderer Sissal, at hendes stemme er den største styrke.

Hun har været forkølet, siden hun ankom til Basel, og er blevet undersøgt af en læge.

Derfor har hun aflyst en stribe interviews for at spare på stemmen.

- Jeg håber, jeg kan levere den vokal, jeg ønsker, og som jeg ved, jeg kan, og at folk kan mærke mig omme bag skærmen, siger hun.

Semifinalen sendes på DR1 torsdag klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 15/05/2025 - 06:00

FAKTA: Fra top til flop i Eurovision

Ramon Van Flymen/Ritzau Scanpix

Det er 12 år siden, at Danmark sidst vandt Eurovision. Siden har der været langt til toppen af grandprixet.

Sissal fra Færøerne skal forsøge at skrive sig ind i musikhistorien efter Grethe og Jørgen Ingmann, Brødrene Olsen og Emmelie de Forest med nummeret "Hallucination", som er Danmarks bud på en vindersang i Eurovision.

Men først skal den 30-årige lærerstuderende færing kvalificere sig til grandprixfinalen, og sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019.

Dermed skraber Danmark bundrekorden som det land, der har deltaget i Eurovision flest år i træk uden at kvalificere sig til den såkaldte grande finale.

Sissal skal forsøge at synge Danmark ud af dødvandet i torsdagens semifinale, som finder sted i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel.

Sådan ser Danmarks seneste ti Eurovision-præstationer ud:

* 2024: Røg ud af semifinalen - Saba: "Sand".

* 2023: Røg ud af semifinalen - Reiley: "Breaking My Heart".

* 2022: Røg ud af semifinalen - Reddi: "The Show".

* 2021: Røg ud af semifinalen - Fyr & Flamme: "Øve os på hinanden".

* 2020: Eurovision aflyst grundet coronapandemien.

* 2019: 12.-plads - Leonora: "Love Is Forever".

* 2018: 9.-plads - Rasmussen: "Higher Ground".

* 2017: 20.-plads - Anja Nissen: "Where I Am".

* 2016: Røg ud i semifinalen - Lighthouse X: "Soldiers of Love".

* 2015: Røg ud i semifinalen - Anti Social Media: "The Way You Are".

Kilde: eurovision.tv.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

FAKTA: Saunagus

* Saunagus er et wellness-ritual, som bliver anført af en gusmester. Ordet saunagus stammer fra det tyske ord aufguss, der kan oversættes til infusion.

* Saunagus er en blanding af sauna og aromaterapi. Duften af æteriske olier og varmen fra en sauna med 80 grader kan give en oplevelse, der kan virke afslappende og afstressende.

* I løbet af en saunagus vil en gusmester hælde vand blandet med æteriske olier på de varme sten og sprede duftene rundt i saunaen ved hjælp af teknikker med et håndklæde.

Kilde: Just Sauna.

/ritzau fokus/

 

 

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

Hav helt styr på sauna og olier inden du hopper med på trenden

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Saunagus er blevet populært med sin blanding af sundhed og fællesskab. Selv om det er godt for nogle, er det dog ikke helt sikkert, at det er godt for dig.

Tidligere mødtes man til fodboldtræning eller i motionscentret, når sundheden og fællesskabet skulle holdes ved lige. Nu tager mange i saunagus med andre samt en gusmester, hvor den står på sauna, koldt vand og æteriske olier.

Ulla Rebbe Jerslund, der er danmarksmester i showgus, bestyrelsesmedlem i Gusmesterforeningen og grundlægger af Just Sauna, fortæller, at hun har set en øget popularitet de seneste år.

- For mange handler det om at komme et sted hen, hvor man gør noget godt for en selv og kroppen, og det ikke handler om mobiltelefoner, alkohol eller andet, siger hun.

Typisk har folk hørt om saunagus fra venner eller bekendte, og har selv fået lyst til at prøve.

- Der har været et stort saunafællesskab i flere år, der virkelig går op i saunagus, men der er også kommet en ny gruppe til med flere yngre personer, der har fundet saunagus de seneste tre til fire år, siger hun.

Man ved ikke lægefagligt, hvilken effekt saunagus har på kroppen. Derfor deler man det op i effekten af henholdsvis sauna og inhalation af de æteriske olier.

Disse olier har bioaktive komponenter, som har forskellige indvirkninger på os, fortæller Charlotte Bech, der er privatpraktiserende læge og i flere år har beskæftiget sig med aromaterapi og æteriske olier.

- De bioaktive komponenter går direkte fra næsen op i hjernen og dels ned i lungerne, når man indånder dem. Fra lungerne kan de gå over i blodbanen og cirkulere rundt i kroppen. Det bliver dermed en terapi, da de indre organer bliver påvirket forskelligt alt afhængig af olien, siger hun.

Ulla Rebbe Jerslund mener dog ikke, at de æteriske olier har samme påvirkning i saunagusen.

- I aromaterapi får du en direkte inhalering af de æteriske olier eller direkte påføring på huden, hvor du i saunagus blander et par dråber op med vand eller is, samtidig med at du sidder i damp og i et rum med for eksempel 20 mennesker, siger hun.

Saunaens effekt er kun undersøgt i mindre samples, og der er derfor ikke videnskabelig evidens. Der er dog visse ens tendenser i de forskellige undersøgelser, fortæller Charlotte Bech.

- Når man går i sauna, så gør varmen, at man slapper af. Det gør, at blodkarrene udvider sig, og det giver en bedre blodgennemstrømning, hvilket også gør, at blodtrykket falder. Det er dermed gavnligt, hvis man er stresset eller har forhøjet blodtryk, siger hun.

Hun mener, at det er gavnligt for rigtig mange at gå i sauna, da det kan hjælpe kroppen.

- Sauna kan hjælpe på gigt, smerter i led og muskler, det kan gavne, hvis man har astma eller kronisk bronkitis, siger hun.

Der er ikke lavet undersøgelser af kombinationen af sauna og koldt vand. Men aktiviteterne er blevet undersøgt hver for sig.

- Jeg fraråder absolut at gå i sauna, straks i koldt vand og sauna igen. Overgangen øger dannelsen af adrenalin, hvilket er et stresshormon. Det er slet ikke sundt for kroppen, siger læge Charlotte Bech.

Disse overgange er kendt fra den finske tradition, men måske burde vi rette øjnene mod et af vores nabolande.

- I Tyskland har man tradition for, at man gradvist nedkøler og gradvist varmer op, så man undgår chokeffekten, siger hun.

Inden du hopper i saunagusen, skal du dog være opmærksom på visse forbehold.

- Jeg vil ikke anbefale at gå i saunagus, hvis man er gravid, fejler noget med hjertet, eller hvis man er en mand, der vil have børn, fordi saunaen kan forringe sædkvaliteten, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek