Washington D.C., 08/06/2025 - 02:22
LGBT+-støtter marcherer gennem Donald Trumps nabolag
Beskyttelse af LGBT+-personer er ved at forsvinde med Donald Trump som præsident, siger paradetilskuer.
Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Regnbueflag og farverige kostumer har lørdag fyldt i gadebilledet i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Byen er vært for dette års WorldPride, en begivenhed der rykker rundt i verden, og hvor der blandt andet bliver afholdt en stor parade.
Her har støtter af LGBT+-rettigheder marcheret gennem gaderne, mens der er også er blevet vist støtte fra fyldte tilskuerrækker.
Tæt på ruten ligger Det Hvide Hus, og den amerikanske regerings politik på LGBT+-området har da også ligget mange deltagere på sinde.
- Vi bliver nødt til at vise den her regering, at vi står sammen, og at vi ikke kan brydes ned, siger Amy Froelich, der er kunstner og lærer.
Sammen med sin hustru har hun fulgt paraden fra sidelinjen.
- Vi er nødt til at stå sammen med vores brødre og søstre og transpersoner. Alle vores love og enhver beskyttelse, som vi har arbejdet så hårdt for, er ved at blive rullet tilbage, siger Amy Froelich.
Washington D.C. blev udpeget som værtsby, før Donald Trump tog hul på sin anden periode som præsident.
Siden indsættelsen i januar har Trump sat kampen ind over for regler og love fra de seneste årtier, som har til formål at sikre bedre forhold for LGBT+-personer, herunder især transkønnede.
På hans første dag tilbage i Det Ovale Værelse erklærede Trump, at regeringen fremover kun ville anerkende to køn, mand og kvinde.
Før paraden lørdag blev skudt i gang, holdt den amerikanske skuespiller Laverne Cox tale.
- Jeg vidste, at jeg var nødt til at være her, omgivet af fællesskabet, fordi I giver mig så meget håb, lød det fra Cox, som selv er transkønnet.
- Jeg har ingen tiltro til vores regering, men det har jeg til jer, sagde hun.
Yasmin Benoit, en engelsk model og aktivist, er også blandt de personer, der er taget til Washington for at tale imod Trumps politik.
Hun fortæller, at hun blev tilbageholdt af politiet, da hun ankom til USA, men at hun fik lov til at komme ind i landet.
- Det er helt klart ikke det nemmeste sted at komme hen, men jeg føler, at det gør det en smule vigtigere at prøve, siger hun.
- Vi står bogstavelig talt på Trumps dørtærskel lige nu, og jeg er sikker på, at han ikke er ellevild med alt det her, tilføjer Yasmin Benoit.
/ritzau/AFP