Washington D.C., 28/11/2025 - 05:49
Trump vil standse migration fra tredjeverdenslande efter skuddrab
En afghansk mand formodes at stå bag skuddrab på soldat i Washington D.C. Trump varsler nu hårde tiltag.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, skriver på sit sociale medie, Truth Social, at han permanent ønsker at standse migrationen fra alle "tredjeverdenslande".
Udmeldingen fra Trump kommer, efter at to soldater fra den amerikanske nationalgarde onsdag blev skudt i Washington D.C. En af soldaterne har mistet livet, mens den anden er i kritisk tilstand.
En afghansk mand er mistænkt for at stå bag skyderiet.
Trump mener, at indvandringspolitikken i USA har udhulet levevilkårene for mange amerikanere.
- Jeg vil permanent standse migration fra alle tredjeverdenslande for at give det amerikanske system mulighed for at komme sig fuldt ud, skriver Donald Trump på Truth Social.
Præsidenten skriver også, at han vil afskaffe føderale ydelser og tilskud til alle i USA, der ikke er amerikanske statsborgere. Desuden vil han "afslutte alle de millioner af Bidens ulovlige indrejser", lyder det.
Trump-administrationen har beskyldt den tidligere amerikanske præsident Joe Biden for at lade tusindvis af mennesker komme ind i USA, uden at de er blevet ordentligt screenet og kontrolleret.
Trump skriver videre i sit opslag på Truth Social, at han ønsker at "fratage migranter, der underminerer den indenlandske ro, deres statsborgerskab og udvise alle udenlandske statsborgere, der er en offentlig byrde, en sikkerhedsrisiko eller ikke er forenelige med den vestlige civilisation".
/ritzau/




