Fårevejle, 25/03/2025 - 12:17
45-årig kvinde død efter knivoverfald
Kvinden blev opsøgt i sit hjem og stukket med kniv. En 55-årig mand er anholdt og sigtet for drab.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 45-årig kvinde fra Fårevejle er død efter at være blevet stukket med kniv.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
En 55-årig mand blev kort efter anholdt. Han er sigtet for drab.
- Vi kunne hurtigt skride til anholdelse af en mistænkt, og nu arbejder vi videre med efterforskningen i denne meget alvorlige sag, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard, der er efterforskningsleder på sagen, i pressemeddelelsen.
- Vi har ingen yderligere kommentarer i sagen på nuværende tidspunkt, tilføjer han.
Politiet fik tirsdag morgen klokken 08.23 en anmeldelse om, at der havde fundet et knivoverfald sted i Fårevejle Stationsby, der ligger i Nordvestsjælland.
Kvinden var blevet opsøgt i sit hjem og stukket med kniv, så hun pådrog sig alvorlige skader.
Politi og ambulance rykkede ud til stedet, hvor kvinden modtog akut behandling. Men hendes liv stod ikke til at redde. Hun døde kort tid efter.
Den anholdte 55-årige mand havde en nær relation til kvinden, oplyser politiet. Han blev anholdt på en adresse i nærheden klokken 08.57.
Den 55-årige mand vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Tidspunktet for grundlovsforhøret er endnu ikke fastlagt.
I 2023 blev en kvinde fundet dræbt på en massageklinik i Fårevejle Stationsby. Kort tid efter blev en ung mand anholdt.
I 2024 blev manden idømt 12 års fængsel for drabet. Han valgte ikke at anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/