København, 10/06/2025 - 09:42
Mette Frederiksen besøger nyvalgte kansler Merz fuld af forhåbninger
Statsministeren er begejstret for Merz' nye tyske linje på oprustning og modstand mod Rusland inden besøg.
Roni Rekomaa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er en håbefuld og optimistisk Mette Frederiksen, der onsdag rejser til Tyskland for at mødes med den nye forbundskansler, Friedrich Merz.
Valget af den kristendemokratiske politiker til landets politiske leder sender signaler om, at Tyskland er klar til at træde frem på den geopolitiske scene og tage ansvar i konflikten med Rusland.
- Et stærkt Europa kræver et stærkt Tyskland. De samtaler, jeg allerede har haft med kansler Merz, og hans vilje til at styrke det tyske forsvar og støtte Ukraine, gør mig håbefuld, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
På mødet onsdag skal de to ledere tale om netop Europas oprustning og støtten til Ukraine.
Samtidig er emner som migration, konkurrenceevne og grøn omstilling på dagsordenen.
Statsministeriet betoner, at mødet finder sted under tre uger før Nato-topmøde.
- Vi står i den alvorligste sikkerhedspolitiske situation i årtier. Den verdensorden, vi har bygget op igennem generationer, er udfordret som aldrig før. Tiden kalder på et stærkere Europa og sammenhold på tværs af landegrænser, siger statsminister Mette Frederiksen i meddelelsen.
Her spiller Tyskland en afgørende rolle, siger statsministeren, der lover tæt samarbejde fra dansk side.
Den tyske befolknings valg af Friedrich Merz er et valg af en politiker, der har mange overlap med Mette Frederiksen, mener hun selv.
- Vi ser ens på mange ting, og samarbejdet med Tyskland vil blive endnu vigtigere de kommende år, siger hun.
Ud over synet på oprustningen og Europas modstand mod Rusland fremhæver Mette Frederiksen også, at der skal samarbejdes om at sikre EU's ydre grænser og skabe et mere "effektivt asylsystem".
/ritzau/