Nuuk, 29/06/2025 - 19:48
Aleqa Hammond bliver ny formand for decimeret regeringsparti i Grønland
Fungerende formand Vivian Motzfeldt er færdig som formand for Siumut efter søndagens formandsvalg i Grønland.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det grønlandske regeringsparti Siumut har søndag valgt ny formand.
Det bliver 59-årige Aleqa Hammond, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.
Hun gør dermed comeback som formand for partiet.
Aleqa Hammond var formand for Siumut fra 2009 til 2014 og sad som landsstyreformand fra 2013, inden hun måtte træde tilbage efter en udgifts- og bilagssag. Hun har siden forsøgt at vende tilbage til toppoliti.
Hun vinder med stemmerne 23-19 over Vivian Motzfeldt, skriver Sermitsiaq.
Dermed må fungerende formand Vivian Motzfeldt træde tilbage efter søndagens valg.
Siumut, som er søsterparti til danske Socialdemokratiet, er det traditionelt magtbærende parti i Grønland.
Tidligere på året trådte Erik Jensen tilbage som formand, da partiet led det største valgnederlag nogensinde ved valget i Grønland i marts.
Formandsvalget i Siumut fandt sted på et ekstraordinært landsmøde i Nuuk. Det skulle have været afholdt lørdag, men blev forsinket på grund af dårligt vejr og transportudfordringer, hvilket betød, at flere delegerede først ankom søndag.
Siumut har haft interne magtkampe siden før valget i 2021.
Ved det seneste valg i marts fik partiet en historisk vælgerlussing og blev reduceret til det næstmindste parti i Inatsisartut, som er Grønlands parlament.
Ifølge TV 2 er Siumuts nye formand blevet omtalt som "en kvinde, hugget i grønlandsk granit", med et hjerte, der banker for de svageste i samfundet.
Hun har også været kendt som en regeringsleder, der ofte ytrede sig om og talte positivt for grønlandsk selvstændighed.
Aleqa Hammond trak sig fra som formand i 2014 efter en sag om, at hun havde brugt penge fra selvstyrets kasse til private formål.
Det var omkring 100.000 kroner, som blandt andet var brugt på flybilletter og hoteludgifter.
I 2015 stillede hun op for Siumut ved folketingsvalget og opnåede valg til en af de to grønlandske pladser på Christiansborg.
Hun kom tilbage til Siumut i 2021.
/ritzau/