Liverpool, 27/05/2025 - 08:47
OVERBLIK: 53-årig brite anholdt efter påkørsel i Liverpool
Fejring af Liverpools sejr i Premier League sluttede brat efter påkørsel, hvor næsten 50 kom til skade.
Jon Super/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Titusindvis af fodboldfans var mandag aften samlet i det centrale Liverpool, da en bil påkørte en folkemængde under Liverpools sejrsparade efter Premier League-sejren i den engelske by.
Her er, hvad vi tirsdag morgen foreløbigt ved om sagen:
* Mandag aften kort efter klokken 18.00 lokal tid - 19.00 dansk tid - ramte en grå stationcar en folkemængde på Water Street i det centrale Liverpool.
* Påkørslen skete under Liverpools sejrsparade, efter at fodboldklubben havde vundet Premier League.
* Op mod 50 personer kom til skade i forbindelse med påkørslen.
* 27 personer - herunder fire børn - blev bragt til hospitalet. Et barn og en voksen har fået livstruende kvæstelser, oplyste myndighederne efter påkørslen.
* Der er dog fire personer, som er "meget, meget dårlige", siger Liverpools borgmester, Steve Rotheram, til BBC tirsdag morgen.
* 20 personer fik behandling på stedet.
* Der er foreløbig ingen dødsfald relateret til påkørslen.
* En 53-årig hvid, britisk mand fra Liverpool-området er anholdt og mistænkt for at have kørt bilen, der ramte folkemængden.
* Politiet vurderer, at der er tale om en isoleret hændelse, og at den formodede gerningsmand handlede på egen hånd. Intet tyder på, at det var et terrorangreb, har politiet tidligere understreget.
* Tirsdag morgen er der foreløbig ingen oplysninger om, hvad motivet til påkørslen har været. Det er også uvist, om der kan være tale om en ulykke.
* Ifølge borgmester Steve Rotheram var gaden, hvor påkørslen fandt sted, lukket for trafik. Det er tirsdag morgen ved at blive undersøgt, hvordan en bil kunne køre ind på gaden i relativt høj fart.
* Påkørslen fandt sted cirka ti minutter efter, at Liverpools spillerbus passerede stedet, har øjenvidner fortalt.
Kilder: Reuters, BBC.
/ritzau/