Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beverly Hills, 27/06/2024 - 23:27

Flere af Dianas festkjoler solgt for millionbeløb

En kjole båret af prinsesse Diana i 1987 blev torsdag solgt for, hvad der svarer til 6,34 millioner kroner.

Ndz/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En sort festkjole i silke og blonder, som prinsesse Diana havde på ved flere lejligheder i 1987, er torsdag blevet solgt for 910.000 dollar på en auktion i Beverly Hills.

Beløbet svarer til 6,34 millioner danske kroner.

Det er det næsthøjeste beløb, som en kjole ejet af den afdøde prinsesse nogensinde er blevet bortauktioneret for, oplyser auktionshuset Julien's på dets hjemmeside.

Inden auktion, var det vurderet, at kjolen ville blive solgt for mellem 200.000 og 400.000 dollar.

Kjolen er designet af den britiske modedesigner Victor Edelstein og var en del af designerens efterårskollektion i 1986.

Det oprindelige design havde en guldfarvet underkjole, mens den bortauktionerede model - som den eneste - i stedet havde en underkjole i magenta.

Kjolen blev båret af prinsesse Diana i London 25. januar 1987 og i Tyskland den 6. november samme år.

Den var fra 2017 til 2019 udstillet på Kensington Palace i forbindelse med udstilling "Diana: Her Fashion Story".

I forbindelse med auktionen blev flere af den afdøde prinsesses ejendele bortauktioneret. Heriblandt en midnatsblå festkjole til 780.000 dollar og et par grønne pumps til 390.000 dollar.

Den hidtil mest indbringende kjole båret af prinsesse Diana, blev solgt på en auktion i december sidste år. Kjolen blev solgt for lige knap 1,15 millioner dollar, hvilket svarer til omkring otte millioner danske kroner.

/ritzau/

København, 30/06/2024 - 08:00

FAKTA: Peter Myginds meritter

* 60-årige Peter Mygind blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1992.

* Få år efter slog han igennem som karakteren Score-Kaj i DR-børneserien af samme navn.

* Som nyudklækket skuespiller udmærkede han sig også i Lars von Trier-serien "Riget".

* Han har også medvirket i seriesucceser som "Taxa", det emmyvindende romantiske drama "Nikolaj og Julie" og i "Borgen".

* På biograflærredet er han kendt fra film som "Flammen & Citronen" og senest i filmatiseringen af Afdeling Q-krimien "Den grænseløse".

* Talentet har også bragt ham til udlandet. Han har medvirket i flere tyske og schweiziske serier, og så havde han en rolle i julekomedien "Last Christmas", som havde Game of Thrones-stjernen Emilia Clarke og de oscarvindende skuespillere Emma Thompson og Michelle Yeoh på rollelisten.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2024 - 08:00

Peter Mygind kæmper for et trygt arbejdsmiljø

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Som ung, nyudklækket skuespiller oplevede Peter Mygind at føle sig ignoreret. Den følelse gør han alt for, at andre ikke skal få.

Følelsen sidder stadig tydeligt i Peter Mygind her 35-40 år efter.

Følelsen af ensomhed, selv om han var omgivet af mennesker.

- Jeg har prøvet som ung skuespiller, at ingen talte til mig. Ingen bød mig velkommen. Ingen spurgte: "Er du okay?". Sådan et menneske vil jeg ikke være selv, siger den i dag 60-årige skuespiller.

- Min erfaring er, at jo mere trygge folk føler sig på deres arbejde, jo bedre er de.

Den følelse, som Peter Mygind fik dengang, vil han ikke risikere, at andre unge, uerfarne talenter får.

Især ikke på en serie som "Sommerdahl", som han har den altoverskyggende titelrolle i.

Her er et væld af skuespillere med i universet, som centrerer sig omkring drabsafdelingen ved Helsingør Politi.

- Jeg møder unge skuespillere, der kommer ind uden måske rigtigt at have lavet noget før, rystende nervøse, og har så to optagedage på "Sommerdahl", rystende nervøse.

- Det er meget sjældent, man får en rolle, hvor man er på hver dag i mere eller mindre fire måneder. Jeg har været privilegeret. Jeg er meget taknemmelig og gør mig umage - derfor er det også hårdt, siger han.

- For når jeg går på arbejde, er én ting, at jeg skal kunne mine replikker. Men jeg bruger også meget energi på dem, der kommer ind. Jeg bruger energi fra sminkebordet, fra kaffebordet, til vi står på settet på, at den person skal have det godt. Det er bare noget, jeg har besluttet mig for, siger Peter Mygind.

Han understreger, at det ikke kun er skuespillerne, men alle folkene på produktionen, han holder øje med.

- Her opfører vi os ordentligt. Her passer vi på hinanden. Længere er den ikke. Der er ikke grund til andet - der er ingen grund til at gøre folk bange, nervøse eller utrygge. Jeg forstår det ikke. Men det sker stadigvæk. Sikkert alle steder. At der er nogle, der ikke lige siger "godmorgen". Men ikke der, hvor jeg er, siger Peter Mygind.

- Det gør så også, at når vi slutter optagelserne på den nye sæson her den 25. september, så er jeg også helt smadret.

Men det er alle kræfterne værd, understreger Peter Mygind.

Den kendte skuespiller opfordrer til, at andre gør det samme, uanset hvilken branche man er i.

- Hvis alle er indforstået med det i et fællesskab, er der stor chance for, at man kommer godt igennem livet, mener han.

Den femte sæson af "Sommerdahl" er netop rullet over skærmen, mens at holdet er ved at optage den sjette i rækken.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/06/2024 - 10:00

FAKTA: Høst og beskær samtidig

* I juli er der flere bærbuske, der modner og er klar til at blive høstet. Det drejer sig blandt andet om stikkelsbær, ribs og solbær.

* Når du skal høste bærrene, er det også en oplagt anledning til at tynde ud i busken.

* Det gør frugthøsten nemmere, fordi du kan plukke bærrene direkte fra de afklippede grene, og så forynger du også frugtbusken.

* Når du udtynder busken, skal du klippe de lyse og ældste grene af, der sidder lige over jordoverfladen.

* Det giver også en bedre høst næste år, fordi der bliver plads til nye grene.

Kilde: have- og landskabsarkitekt Jeanette Thysen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/06/2024 - 10:00

Undgå at haven går død i juli

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I juli kan haven godt blive tør og kedelig at se på. Hvis du har brug for et blomsterboost, er det vigtigt at plante sorter, der kan tåle varme og tørke.

Om sommeren har haven brug for endnu mere omsorg, så den kan klare sig gennem de varme og tørre måneder.

Derfor anbefaler Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videnscenteret Bolius, at du er særlig opmærksom på at vande sine planter.

- Man skal nusse lidt om haven i juli. Planterne kan godt tørste, hvis der ikke kommer regn, så det er vigtigt at sørge for, at de bliver vandet - især hvis man er så heldig, at man skal på ferie, siger hun.

Køkkenhaven, planter i krukker og nyplantede træer og buske har mindre rodnet, og derfor skal man hjælpe dem igennem sommeren, så de ikke visner, mens man er på ferie.

- Krukkerne kan samles i skyggen, og så er det en god idé at alliere sig med en nabo, der kan komme og vande planterne, siger Berit Rørbøl.

Du kan også investere i selvvandingskolber, sivslanger eller vandingsposer, der kan sikre, at planterne får vand i en uge eller to.

Hvis du ikke skal på ferie, er der ifølge Jeanette Thysen, der er have- og landskabsarkitekt ved Det Gode Haveliv, stadig en masse at tage sig til i haven.

Hun anbefaler, at du starter med at tage et kig på kulørerne og blomsterlivet.

- I min verden er det vigtigste, at man slapper af og nyder sin have, men haven kan godt gå lidt død i juli. Hvis man trænger til et blomsterboost, kan det være en god idé at plante nogle arter, der kan tåle tørke - og gerne i store krukker, siger hun.

Hun peger blandt andet på blåhat, røllike, mandstro, sankthansurt og purpursolhat.

- Forskning viser, at det giver glæde at bo omgivet af blomster. Og så er de også gode for insekterne, fordi de giver nektar. Så hvis du både vil glæde dine øjne og insekterne, så er det nogle gode stauder at plante nu, siger hun.

Har du mod på et mere omfattende projekt, kan du bygge et nyt rum i haven - gerne et cirkulært rum.

- Det er rart for vores øjne at kigge på et cirkelformet haverum. Det er noget, jeg selv drømmer om at lave, siger Jeanette Thysen.

Rummet kan bygges med brænde eller natursten og kan bruges som bålplads eller et roligt spot til en hængekøje. Samtidig kan det fremme dyrelivet i haven, fordi det også fungerer som et godt leve- eller skjulested.

- Det er et godt haveprojekt til ferien, og hvis man har børn, kan det også være sjovt at bygge sammen med dem, siger hun.

Der er også masser af haveinspiration at hente hjemme i Danmark, hvis du ikke har planlagt en sommerferie i udlandet.

- Der findes en masse åbne haver - både private haver og parker - rundt om i vores eget dejlige, lille land, hvor man kan se skøn natur og hente inspiration, siger Jeanette Thysen.

Hun nævner blandt andet Egeskov Slot på Fyn, Geografisk Have i Kolding og Botanisk Have i Aarhus.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek