Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/05/2025 - 11:16

Fuglsang stopper hos Israel-Premier Tech søndag

Jakob Fuglsang kører sine sidste etaper for Israel-Premier Tech i weekenden, men stopper ikke helt.

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Jakob Fuglsang stopper sin karriere for Israel-Premier Tech med søndagens afsluttende etape i Giro d'Italia.

Det meddeler den danske veteran på holdets hjemmeside fredag.

Her mere end antyder Fuglsang også, at han fortsætter sin karriere for at køre Danmark Rundt til august.

- Jeg har haft en fantastisk karriere. Den har bragt mig mere, end jeg havde håbet på. Men alle gode ting ender på et tidspunkt. Det er tid til at nyde mere tid med min familie og lade de unge komme til.

- Så søndag bliver mit sidste løb for Israel-Premier Tech. En sidste opgave, de sidste dage i Giroen, og så ses vi måske i Danmark engang til august, siger Fuglsang.

/ritzau/

Aarhus, 02/06/2025 - 14:04

Dansk festival mister hovednavn med tre dages varsel

Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Det danske band Turboweekend erstatter den britiske musiker James Blake, der trækker sig fra Northside grundet uforudsete omstændigheder.

Det danske band Turboweekend er på turbotid hentet ind som erstatning på årets Northside, efter at den britiske verdensstjerne James Blake har aflyst sin koncert på den aarhusianske festival.

Ifølge Northside har James Blake, som står bag hits som "Retrograde" og "Limit to Your Love", måttet aflyse sin optræden. Det er sket med henvisning til "uforudsete omstændigheder". Det oplyser festivalen på sin hjemmeside.

- Det er virkelig ærgerligt at få et afbud så tæt på festivalen, men det sker jo desværre en gang imellem. Derfor er vi også superglade og taknemmelige over, at Turboweekend træder til med så kort varsel, siger festivalens chef, Brian Nielsen, og fortsætter:

- De debuterede på Northside i vores første festivalår. De er meget højt på ønskelisten hos vores publikum. Og så har de om nogen skabt mindeværdige koncertoplevelser på Northside igennem tiden, så jeg er 100 procent sikker på, at de løfter opgaven.

Bandet, der har Silas Bjerregaard i front for numre som "Trouble Is" og "Miles and Miles", har spillet på Northside fire gange før. Senest i 2016.

Turboweekend blev gendannet sidste år, efter at bandet i 2018 ellers oplyste, at det ville gå i opløsning.

Det tog - med trioens egne ord - et breakup, en pandemi og en "begyndende verdenskrig" før de fandt ud af, at de ikke kunne undvære hverken hinanden eller deres publikum.

Årets Northside begynder torsdag 5. juni og varer til 7. juni.

Ud over James Blake er LCD Soundsystem, Raye og Weezer også blandt årets internationale navne på plakaten.

Årets danske navne tæller blandt andet The Minds of 99, Lukas Graham og Dizzy Mizz Lizzy.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 13:14

Dansk Hollywood-stjerne springer ud som realitydeltager

Gladiatorstjernen Connie Nielsen medvirker i adventureprogrammet "Verdens vildeste race" sammen med Anders Breinholt, Simi Jan og Margrethe Vestager.

Den danske Gladiator-stjerne Connie Nielsen kører ind i en helt ny arena.

Hun er iblandt de 20 danske kendisser, der spænder selen i adventureprogrammet "Verdens vildeste race", som sendes til efteråret på Kanal 5 og HBO Max.

Det afslører Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

I programmet bliver kendisserne matchet op to og to og skal dyste mod et andet makkerpar om at nå først fra a til b.

Connie Nielsens køremakker bliver den tidligere toppolitiker Margrethe Vestager, der er forhenværende konkurrencekommissær i EU og politisk leder for De Radikale.

Sammen skal de forsøge at nå gennem Uganda før de kendte komikere og tv-værter Christian Fuhlendorff og Lasse Rimmer.

Det andet race udspiller sig i Italien, hvor kendissøstrene og skuespillerne Safina Coster-Waldau og Filippa Navarana Coster-Waldau, der er døtre af den danske Game of Thrones-stjerne Nikolaj Coster-Waldau, skal nå først fra Firenze og til Napoli inden bagedystdommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

Værterne Peter Falktoft og Esben Bjerre tager til Lapland i det tredje race og skal forsøge at komme fra Rovaniemi i Finland til Lofoten i Norge inden podcastprofilen Mads Steffensen og livsstilseksperten Flemming Møldrup.

Det fjerde race afvikles i Transsylvanien, hvor Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing og caster, podcastvært og forfatter Elisa Lykke skal dyste mod tvillingerne og tv-håndværkerne Philip og Anders Gehl Larsen om at komme først i det rumænske landskab.

Og endeligt er der et race i Kirgisistan. Her skal skuespilleren Troels Lyby og korrespondent Simi Jan forsøge at passere slutdestinationen i det centralasiatiske land før tv-værterne Anders Breinholt og Jacob Riising.

Det er forbudt at bruge moderne navigation. De er kun udstyret med et kort og en kørebog, der giver den overordnede rute og de specifikke dagsruter.

Derudover får hvert hold udleveret en rygsæk, der indeholder et polaroidkamera, en kikkert, en lommelygte og andre ting, der kan bruges undervejs, lyder det.

De skal stoppe bilen ved solnedgang. Ellers får de en tidsstraf.

"Verdens vildeste race" bliver sendt på Kanal 5 og HBO Max i efteråret 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 11:00

FAKTA: Hvad er substitution?

* Substitution af lægemidler betyder, at et lægemiddel kan erstattes med et andet med samme aktive indholdsstof og styrke. Det er Lægemiddelstyrelsen, der foretager den vurdering.

* Det offentlige tilskud bestemmes ud fra den billigste pakning, som er tilgængelig og ikke er ramt af leveringsproblemer.

* Aktuelle tilskudspriser kan ses på hjemmesiden medicinpriser.dk.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 11:00

Du kan roligt vælge den billigste medicin

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Apotekerne har pligt til at tilbyde dig den billigste receptpligtige medicin. Og den kan du trygt sige ja til ifølge Lægemiddelstyrelsen og apotekerne.

"Skal det være den billigste?". Det spørgsmål møder mange af os, når vi skal købe medicin på apoteket. Og nogle tøver måske et øjeblik.

Men når apoteket spørger, handler det hverken om mærke eller indpakning. Så er det indholdet, der tæller.

Derfor kan du med ro i maven sige ja til den billigste medicin.

Det fortæller chefkonsulent i Danmarks Apotekerforening Helle Jacobsgaard.

- Der er meget receptpligtig medicin, som findes i generiske udgaver. Det vil sige, at der er flere lægemidler, som har samme indholdsstof og dosering, siger hun og uddyber:

- Apotekerne har pligt til at tilbyde den billigste medicin. Og vi oplever, at langt de fleste siger ja til den billigste. Det kan man også helt roligt gøre, medmindre man selv foretrækker noget bestemt.

Det kan eksempelvis være, at du synes, at en bestemt pakning er nemmere at håndtere.

Lægen kan også skrive "ej s" på recepten. Det betyder, at medicinen ikke må substitueres - altså ikke erstattes med et alternativ.

Men det offentlige tilskud til medicin bliver beregnet ud fra den billigste medicin, selv om du vælger en dyrere variant.

Det er Lægemiddelstyrelsen, der beslutter, hvilke lægemidler der må byttes med hinanden. Her siger enhedschef Kim Helleberg Madsen også, at du trygt kan vælge det billigste alternativ, når du køber medicin.

- Det er vores faglige eksperter, der beslutter, om et præparat kan substitueres. Og hvis kravene er opfyldt, vil det automatisk fremgå af apotekernes systemer, hvad et præparat kan erstattes med, siger han.

Kim Helleberg Madsen vurderer, at apotekernes pligt til at tilbyde det billigste præparat spiller en central rolle i at holde medicinpriserne nede.

Billigere medicin kan være generisk eller parallelimporteret medicin.

- Et originalt præparat er beskyttet af et patent, der typisk gælder i ti år. Derefter kan andre medicinproducenter kopiere det, siger han.

Og fordi medicinpriser er forskellige fra land til land, kan et originalt lægemiddel sommetider købes billigere i udlandet.

Lægemidlet kan så blive importeret til Danmark og solgt billigere end originalen. Det kaldes parallelimport.

- Hver 14. dag indmelder medicinproducenter deres priser til Lægemiddelstyrelsen. På baggrund af de priser udpeges det billigste præparat, som apoteket skal tilbyde de næste to uger, siger Helle Jacobsgaard.

Det kan derfor være forskelligt fra gang til gang, hvilken medicin der er billigst.

Apotekerne får et fast honorar på omkring 17,50 kroner per pakning, de udleverer, uanset hvad den receptpligtige medicin koster. Honoraret er noget lavere for håndkøbsmedicin, der er forbeholdt apoteket.

- Apotekerne har altså ikke et økonomisk incitament til at sælge dyrere medicin, siger Helle Jacobsgaard.

Der kommer dog stadig flere penge i kassen, hvis apotekerne sælger dyrere medicin. Det skyldes, at de skal lægge en procentdel oven i indkøbsprisen.

Apotekerne sender dog de penge videre til Lægemiddelstyrelsen i form af afgifter, der blandt andet støtter apoteker i yderområder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek