Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 28/04/2024 - 19:46

Ribe-Esbjerg tager livsvigtigt point i Aalborg

Ribe-Esbjerg kan selv afgøre, om klubben skal i DM-semifinalen efter uafgjort i Aalborg.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Aalborg Håndbold har for tiden ikke andet end æren at spille for i den hjemlige liga, og det udnyttede Ribe-Esbjerg søndag aften.

Efter en middelmådig indsats fra nordjyderne lignede Ribe-Esbjerg længe en vinder, men Aalborg fik udlignet til 32-32 til allersidst.

Ikke desto mindre jublede spillerne fra Ribe-Esbjerg, for det ene point betyder, at de selv kan bestemme, om de skal i DM-semifinalen.

Det kan de gøre, når Mors-Thy venter i den sidste og afgørende runde.

Resultatet betyder desuden, at Bjerringbro-Silkeborg efter en skuffende sæson ikke længere kan sikre sig en semifinalebillet.

Aalborg var uden Mads Hoxer, der af sikkerhedsmæssige årsager fik lov at hvile kroppen, inden Veszprem venter i Champions League i den kommende uge, og måske derfor havde Aalborg svært ved kontinuerligt at score i første halvleg.

Højrebacken er som regel garant for en klasseafslutning ud af det blå, hvis det brænder på, men søndag sad han på tribunen, og erstatningen Jack Thurin har bare ikke samme klasse som sin konkurrent.

Ribe-Esbjerg greb muligheden og spillede frisk til i angrebet, hvor især Mathias Jørgensen, Sune Iversen og William Aar var bærende for gæsterne.

Sammen var de stærkt medvirkende til, at Ribe-Esbjerg gik til pause med en etmålsføring.

I anden halvleg så gæsterne ud til at have distanceret Aalborg afgørende, da de midtvejs havde skabt en føring på fem mål. Men så skruede Aalborg betragteligt op for niveauet.

Lynhurtigt var føringen reduceret til ét mål, og i kampens sidste angreb udlignede Aalborg og reddede æren.

/ritzau/

Oslo, 14/05/2024 - 21:07

Kongen ser ændringer som nødvendige i kampen for at nå klimamål

Heiko Junge/Ritzau Scanpix

Kong Frederik ser den teknologiske udvikling som afgørende for, at Norden kan nå klimamål i 2030.

Hvis de nordiske lande vil nå klimamål, så kræver det ændringer og en større bevidsthed af, hvordan man bruger og bevarer naturen.

Det siger kong Frederik i en tale til gallamiddag på det norske kongelige slot i forbindelse med kongeparrets andet officielle statsbesøg, som denne gang er gået til Norge.

- Men hvis nogen har forudsætningerne for at lykkes, så er det os, siger kongen.

Han henviser til, at Norden har en vision om at blive verdens mest bæredygtige og integrerede region frem mod 2030.

En del af at nå klimamålene er teknologiske fremskridt, lyder det fra kong Frederik.

- Kvanteteknologi er en superkraft, når der gælder udviklingen indenfor grøn omstilling, udviklingen af medicin, forsvar og sikkerhed, siger han.

Kvanteteknologien har særligt været i fokus tirsdag i forbindelse med kongeparrets første dag på det norske statsbesøg.

Med det danske kongepar og norske kronprinspar som vidner underskrev Niels Bohr Institutet og Universitetet i Oslo en samarbejdsaftale om udviklingen af kvanteteknologi.

- Vores mulighed for at lykkes øges, når det bedste fra begge vores lande bringes i spil på laboratorierne, siger kong Frederik i sin tale ved gallamiddagen.

Kongen påpeger, at landene i Norden herunder Norge og Danmark har brug for hinanden. Det mærkes særligt i en tid, hvor der er uro og usikkerhed i Europa, siger han.

- Europas virkelighed er forandret. Ruslands angreb på Ukraine er et ulykkeligt bevis på, at fred og frihed aldrig kan tages for givet. Krigen er tilbage på vores kontinent.

- Vi havde helst været den foruden, men vi ser den i øjnene ved at opruste, sende våben til fronten og rykke sammen med ligesindede, siger kongen.

Han henviser særligt til, at Norge og Danmark har stået side om side i forsvarsalliancen Nato siden 1949.

Og nu 75 år senere er også Finland og Sverige medlem af Nato.

- Det styrker Norden, og det styrker Europa.

/ritzau/

Læs Mere >>

Ottawa, 14/05/2024 - 18:24

Forfatter og nobelprismodtager Alice Munro er død

Chad Hipolito/Ritzau Scanpix

Gyldendal kalder Alice Munro, der er død som 92-årig, en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere.

Den canadiske forfatter og nobelprismodtager i litteratur Alice Munro, der særligt er kendt for sine noveller, er død i en alder af 92 år.

Det skriver det canadiske medie The Globe and Mail.

Ifølge familiemedlemmer har Munro haft demens i mindst ti år, skriver mediet.

Hun modtog som den 13. kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Det skete i 2013 for "Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose".

Efterfølgende sagde hun til det canadiske medie CBC, at hendes fortællinger havde klaret sig godt for noveller at være.

- Jeg håber virkelig, at det her vil få folk til at betragte noveller som en vigtig kunstart. Ikke bare som noget, du legede lidt med, indtil du fik skrevet en roman færdig, lød det.

Hendes første bog, "Dance of the Happy Shades" fra 1968, ændrede alt for Alice Munro, der pludselig blev en eftertragtet forfatter i litterære kredse.

Det store litterære gennembrud kom for alvor i 1971 med "Pigeliv og kvindeliv".

Siden har hun blandt andet udgivet novellesamlingerne "Forunderlig er kærligheden" og "Væk".

Da hun modtog den engelske Man Booker-pris i 2009 for sit livslange forfatterskab, blev hun kaldt "den samtidige novellekunsts mester".

Af det danske forlag Gyldendal beskrives hun som "en af moderne litteraturs mest anerkendte forfattere".

Temaerne i mange af hendes noveller er familiekampe, kærlighed og rejser gennem forskellige samfundslag.

Det er samtidig også historien om Munros eget liv.

På universitetet, hvor Munro læste engelsk, brugte hun kun halvdelen af sin tid på studiet. Resten af tiden gik med at skrive historier og noveller, og langsomt kunne hun mærke, at skrivelysten optog mere og mere af hendes tid.

Munros daværende mand, som hun giftede sig med som 20-årig, James Munro, købte hende en skrivemaskine, og mens han gik på arbejde, læste og skrev hun indimellem de huslige pligter.

Men Munro blev hurtigt træt af det trivielle forstadsliv, så sammen med sin mand åbnede hun en boghandel i byen.

Hun blev skilt fra James Munro i 1972. Hun flyttede tilbage til Ontario, hvor hendes familie var fra, og her blomstrede skrivningen for alvor op.

Den dybe historie og forbindelse til hjembyen satte sit præg på novellerne, der siden da strømmede ud af Munros fingre med få års mellemrum.

Efter skilsmissen giftede Munro sig med Gerald Fremlin, der døde i 2013. Fra det første ægteskab med James Munro har Alice Munro tre børn.

Hendes seneste udgivelse, som er oversat af den danske forfatter Ida Jessen, er fra 2020 og har den danske titel "Noget jeg gerne vil sige".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

FAKTA: Bananens kunstige modning

* Bananen på dit køkkenbord har en lang rejse bag sig, og det har betydning for, hvordan den modner.

* Bananer plukkes umodne i for eksempel Sydamerika og transporteres i store kølrum, hvor de bliver sprøjtet med et enzym, som sætter gang i en modningsproces, så de er spiseklar, når de lander i butikkerne herhjemme.

* Modningsenzymet er udviklet til at virke under kølige forhold. Bananer bliver derfor hurtigere brune, hvis du lægger dem i køleskabet.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, som er kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

Forvandl de brune bananer til guf for både dig og dine potteplanter

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I stedet for at smide overmodne bananer ud kan du bruge dem til at kreere alt fra lækre snacks til effektiv plantegødning.

Frugtskålens brunplettede bananer rummer masser af potentiale. I hvert fald hvis du spørger Jane Ibsen Piper.

Hun står bag flere bøger om, hvordan man skaber mere luft i privatøkonomien. Og så deler hun gode hverdagsspareråd på Facebook-gruppen "Minimalisme og købestop" og Instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

- De meget brune bananer er supersøde indeni, og det er ikke særlig rart at spise rent, men det fungerer rigtig godt i bagværk, fordi det er sødt og blødt, siger Jane Ibsen Piper.

Hjemme hos hende ryger de brune bananer løbende i fryseren, til hun har nok til at lave en ordentlig portion bananpandekager. En vellykket nedfrysning opnås ved at fjerne skrællen på bananerne, skære dem i stykker og putte dem i en bøtte.

Når bøtten er fuld, tages den ud, så bananstykkerne kan tø op, hvorefter de moses og blandes med æg, mel, havregryn og lidt salt. Regn med to små eller et stort æg, en deciliter hvedemel og en deciliter havregryn til to bananer.

- Så har vi en hurtig snack til bilen, når vi skal på tur, fortæller Jane Ibsen Piper.

Ud over pandekager kan bananerne fra fryseren også bruges i smoothies, til banankage, bananbrød eller bananmuffins.

Som nævnt skal skrællerne fjernes, inden bananerne ryger i fryseren. Ellers rådner de. Derudover skal du være opmærksom på, at bananer ikke kan nedfryses i længere tid.

Det fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, som er kok og kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

- De indeholder en masse fedt, og derfor er de ikke vanvittigt velegnede til at blive opbevaret længe. Man kan godt fryse dem ned, men de bliver ofte dårlige efter tre-fire måneder, siger han.

Selv ynder han at dehydrere de overmodne bananer. Det gør han ved at skære frugten i skiver og lade dem tørre i ovnen ved cirka 60 grader i cirka ti timer.

- De er stadig fyldt med sukker, men fedtet er forbrændt. Det er lækkert på cornflakes eller havregryn, siger kokkeunderviseren.

Skrællerne fra de brune og bløde bananer behøver du heller ikke at smide ud, lyder det fra Jane Ibsen Piper.

- De kan bruges til gødning til potteplanterne, hvis man lægger dem i vand i et syltetøjsglas i en uges tid, siger hun.

Bananer indeholder kalium, som er et vigtigt næringsstof for planter. Du laver gødningen ved at putte en til to skræller ned i et stort syltetøjsglas. Hæld vand i helt op til toppen af glasset, og skru låget på. Efter en uge er blandingen klar til brug.

- Det skal fortyndes en til en med vand. Det vil sige, at du hælder bananvandet i vandkanden og hælder tilsvarende mængde rent vand oveni, siger Jane Ibsen Piper.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek