Gaza by, 26/05/2025 - 09:14
Mindst 33 personer meldes dræbt i israelsk angreb på skole i Gaza
Børn er blandt dræbte i israelsk angreb på en skole, der husede mennesker på flugt, melder militærlæger.
Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mindst 33 personer er blevet dræbt, og flere er blevet såret i et israelsk angreb i Gaza natten til mandag.
Det siger talsperson for Gazas civilforsvar Mahmud Bassal ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebet var ifølge ham målrettet en skole i Al-Daraj-kvarteret i Gaza By, hvor fordrevne mennesker havde søgt tilflugt.
Ifølge talspersonen er der flest kvinder og børn blandt de dræbte.
Israel har ikke kommenteret angrebet.
Israels angreb på Gaza er intensiveret siden den 17. maj, og der er meldinger om dræbte hver eneste dag.
Søndag aften lød det fra Røde Kors på det sociale medie Instagram, at to ansatte fra Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC) var blevet dræbt i deres hjem under et angreb mod byen Khan Younis i det sydlige Gaza.
I byen Jabalia blev en lokal journalist og en højtstående embedsmand dræbt på omtrent samme tidspunkt, skrev Reuters.
Situationen i Gaza er blevet endnu mere kritisk, fordi en israelsk blokade siden marts har afholdt nødhjælp fra at komme ind i Gaza. Det har affødt international kritik, og flere organisationer har advaret om en humanitær katastrofe i enklaven.
Søndag den 18. maj lød det fra Israel, at man ville tillade begrænset nødhjælp til Gazastriben.
FN meddelte onsdag, at man var begyndt at sende 90 vognladninger med hjælp ind i Gaza.
Organisationer i området har dog advaret om, at der slet ikke kommer nok nødhjælp ind.
Under en våbenhvile på 42 dage tidligere på året var der ifølge FN 4000 lastbiler med nødhjælp, som kom ind i Gaza hver uge.
Inden krigen, som fulgte efter Hamas' angreb mod Israel 7. oktober 2023, var der dagligt omkring 500 lastbiler, som kom ind i Gaza.
Krigens udvikling har fået flere vestlige lande til at true med sanktioner. Det gælder både et flertal af EU-landene samt Storbritannien og Canada.
Israels regering har svaret igen, og herfra lyder det blandt andet, at den militante bevægelse Hamas er skyld i, at krigen i Gaza fortsætter.
Det var Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, hvor 1200 personer blev dræbt, og 250 blev taget som gidsler, der fik konflikten mellem de to parter til at eskalere.
/ritzau/