København, 11/05/2025 - 12:11
Eritreer misser akkurat løbsrekord ved Copenhagen Marathon
Berhane Tesfaye var to sekunder fra løbsrekorden i Copenhagen Marathon. Bedste dansker blev nummer ni.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Berhane Tesfaye kan kalde sig vinder af Copenhagen Marathon 2025, men han kommer lige akkurat ikke til at sætte sig på en løbsrekord.
Langdistanceløberen fra Eritrea var den hurtigste på de 42.195 meter i hovedstadens gader, og han brugte blot 2 timer, 8 minutter og 25 sekunder på at tilbagelægge distancen.
Det er to sekunder langsommere end løbsrekorden, der blev sat i 2022 af hans landsmand Birhane Tsegay.
Løbet blev indledt på Østerbro, og via Frederiksberg, det nordlige Amager og det centrale København havnede løberne igen på Østerbro med målstreg i Fælledparken. Undervejs på ruten blev løberne klappet frem af tusindvis af tilskuere.
En træt Berhane Tesfaye løb alene over målstregen til stor jubel. Der gik 44 sekunder, før Vincent Mutai fra Kenya krydsede målstregen som nummer to, mens der var yderligere knap halvandet minut ned til nummer tre, Yismaw Atinafu fra Etiopien.
AGF-løberen Mikael Johnsen var den hurtigste dansker i feltet. Han løb distancen på 2 timer, 16 minutter og 56 sekunder, hvilket rakte til en samlet niendeplads.
Hos kvinderne vandt kenyaneren Sharon Kiptugen i tiden 2 timer, 23 minutter og 19 sekunder.
Hun var fem sekunder fra at være tidernes hurtigste kvinde i Copenhagen Marathon. Kiptugen gav sig selv fuldt ud på opløbsstrækningen og var helt ødelagt, da hun krydsede målstregen.
Sofia Assefa fra Etiopien var den næstbedste kvinde. Hun kom i mål over tre minutter efter den kenyanske vinder.
20.978 personer havde tilmeldt sig løbet, og 19.050 stillede til start. Mere end to tredjedele af deltagerne var mænd
/ritzau/