Hverken danske eller udenlandske anmeldere er helt oppe at ringe over popstjernen Justin Biebers nye album, "Swag", som overraskende er udkommet fredag.
Jyllands-Postens anmelder giver tre ud af seks stjerner og sammenligner "Swag" med en stor buffet.
- Der er mange retter i den. Men de færreste smager af noget særligt, lyder det.
Musikmagasinet Gaffas anmelder giver samme antal stjerner og kalder albummet "langt, svingende og til tider virkelig sårbart. Men også frustrerende".
- Bieber tør åbne op, og det skal han have cadeau for, for vi er mange, der kan bruge hans dybe ord og tanker, men desværre rammer ikke alle numre lige rent, konstaterer Gaffas anmelder.
Begge anmeldere roser nummeret "Walking Away", som er en kærlighedserklæring til hustruen, Hailey Rhode Bieber.
Jyllands-Posten kalder sangen "følelsesladet uden at være i nærheden af klæbrigt".
Men albummet kaster overordnet for få stærke sange af sig, lyder det fra Jyllands-Posten.
Selv om anmelderen momentvis synes at kunne mærke Justin Bieber gennem de 21 sange, gør kun omkring fem af sangene "nævneværdigt indtryk, og det er selvsagt for lidt".
Hos det britiske medie The Guardian får Bieber tre ud af fem stjerner.
Her savner anmelderen fokus på lyrikken, som ifølge anmelderen er "fattig på detaljer, indsigt og originalitet".
- "Swag" har øjeblikke af genialitet, men det er ikke noget længe ventet mesterværk, skriver The Guardian.
Den britiske anmelder synes ellers, at albummet åbner "yderst lovende" med "All I Can Take".
Det mener Jyllands-Posten også. Avisen kalder åbningsnummeret "præget af solid sangskrivning" og skriver, at det "placerer sig øjeblikkeligt blandt de stærkeste i Justin Biebers katalog".
For Gaffas anmelder er det dog med sang nummer to, "Daisies", at albummet topper.
Desværre for tidligt, lyder det, og med den konsekvens, at nummeret "efterlader resten (af de i alt) 21 numre med lidt for meget at leve op til", skriver anmelderen.
Hos det amerikanske musikmedie Billboard har man rangeret de 21 sange, og også her er "Daisies" udvalgt som albummets bedste sang.
Siden Biebers seneste album i fuld længde, "Justice" fra 2021, har der i en række medier været fokus på popstjernens helbred.
Dels fordi han i 2022 og 2023 måtte aflyse flere koncerter efter at være blevet ramt af et syndrom, som en overgang gjorde ham delvist lam i den ene side af ansigtet.
Og dels fordi han i en række videoer og opslag på sociale medier den senere tid har udvist en adfærd, der har gjort fans bekymrede for stjernens mentale helbred.
/ritzau/