København, 17/06/2025 - 13:13
Skjern taber appel om plads i Champions League
Håndboldens Appelinstans har afvist Skjern Håndbolds opråb om, at holdet skal have plads i Champions League.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det bliver GOG og ikke Skjern, der får mulighed for at søge om opgradering til den kommende sæsons Champions League.
Det oplyser DanskHåndbold tirsdag på sin hjemmeside, efter at Håndboldens Appelinstans er nået frem til samme afgørelse som forbundet.
Dermed står GOG som toer i grundspillet med mulighed for at opgradere sin plads fra European League til Champions League.
Skjern nåede ellers helt til DM-finalen og endte med sølv. Klubben følte sig derfor overbevist om at få mulighed for at søge om en plads i Europas fornemmeste turnering.
Men DanskHåndbold havde en anden tolkning af reglerne.
Fordi Skjern blot blev nummer otte i grundspillet og dermed ikke havde opnået kvalifikation til European League, påpegede forbundet, at Skjern ikke kunne opgradere sin plads.
DanskHåndbold erkender desuden flere fejl i den forgangne sæson. Fejlene handler om de danske hold, der deltog i de europæiske klubturneringer.
Den ene fejl involverer også GOG, der burde have haft mulighed for at ansøge om at opgradere sin plads i European League til en plads i Champions League i den forgangne sæson.
Den plads gik ved en fejl i stedet til Fredericia. Men det jyske hold skulle slet ikke have haft mulighed for at deltage i Champions League.
En lignende fejl skete på kvindesiden, hvor Ikast skulle have haft mulighed for at søge om en plads i Champions League i stedet for Odense.
Pladsen gik til Odense, der endte med at nå helt frem til finalen i Champions League. Men det var altså en fejl, at Odense deltog i turneringen.
- Som følge af disse fejl har vi igangsat en grundig undersøgelse og dataindsamling, og vi befinder os stadig i den fase, hvor vi gennemgår beslutnings- og kommunikationshistorikken.
- Når vi har et fuldt overblik, igangsætter vi næste fase, en intern proces, der skal sikre forbedrede arbejdsgange og styrket kommunikation, lyder det fra DanskHåndbold.
/ritzau/