Da han var fem år gammel, ville Afshin Firouzi bare forsvinde ind i fjernsynet.
Sammen med sin familie flygtede han som helt lille fra Iran til Danmark.
Den krig, de flygtede fra, havde taget hårdt på dem, og det var ikke altid et nemt hjem at være i.
- Når du er så lille, kan du ikke flygte fysisk. Så flygter du mentalt oppe i hovedet, fortæller Afshin Firouzi.
- Du forsvinder alle mulige andre steder hen, når du ikke har det så godt.
Dengang var fiktionen en flugt for et barn, som gerne ville være alle andre end sig selv.
Nu er han på sin vis, ligesom han som barn drømte, kommet ind i fjernsynet. Og tilmed op på det helt store biograflærred.
Med filmen "Hele vejen" springer han ud i sin første hovedrolle.
- Nu er det mere en leg end en flugt. Nu handler det mere om at udforske alle de forskellige ting, jeg har i mig. Det er selvterapi på den ekstreme måde, siger Afshin Firouzi.
Den terapeutiske del af den kreative proces er særligt ekstrem, når man laver en film som "Hele vejen".
Her spiller han Cairo, der har en fortid i kriminalitet, men nu arbejder som bandeexit-konsulent. Efter at hans nevø forsvinder, er han villig til at gøre hvad som helst for at få ham tilbage.
De følelser er noget, Afshin Firouzi selv har måttet udforske med sit skuespil.
- Man dykker ned i sit værste jeg, og så skal man kunne komme ud af det igen efter, siger han og fortsætter:
- Men jeg kan godt lide at dykke helt ned og ikke komme ud af det, før vi er færdige. Det kan godt være svært at komme ud af. Det er så noget, jeg arbejder med nu.
Karakteren Cairo gør i filmen nogle ting, som Afshin Firouzi selv har svært ved at se, at han ville kunne blive skubbet ud til.
Alligevel har han forsøgt at identificere sig med det pres, han er under i filmen.
- Hvor langt ville jeg selv gå for én, jeg elsker? Det var det første, jeg spurgte mig selv om. Og der fandt jeg ud af, at jeg ville gå ret langt. Jeg ville som filmens titel gå hele vejen, fortæller han og fortsætter:
- Det lyder underligt at sige, men jeg har prøvet at finde det værste frem i mig selv med kærlighed. Fordi det går ud på at finde én, jeg elsker.
- Jeg blev undervejs mere smadret og hærget. Men sjovt nok passede det meget godt til min karakter. Så den måde, han ser ud på, er helt uden makeup. Det var sådan, jeg havde det!, siger Afshin Firouzi.
Hvor den i dag 44-årige skuespiller nu indtager sin første hovedrolle, var han for bare otte år siden helt uden for film- og tv-branchen. Dengang arbejdede han med socialt arbejde på et opholdssted for unge.
Siden har han bygget sig op gennem større og større roller i blandt andet Lone Scherfig-serien "Dag & Nat", TV 2-serien "Graverne" og Afdeling Q-filmen "Den grænseløse".
- Jeg har overhovedet ikke været heldig. Overhovedet ikke!, understreger Afshin Firouzi.
- Jeg er ydmyg, og jeg er respektfuld for, hvad jeg har oplevet, og hvilke projekter jeg har fået, men der har ikke været noget held.
Afshin Firouzis første møde med skuespil kom på eget initiativ fra bunden af en branche, der ofte kan virke uigennemtrængelig.
Han arbejdede som statist, selv om det var dårligt betalt og sjældent gav megen skærmtid. Men den autodidakte skuespiller brugte det som en måde at lære håndværket.
- Jeg har været på 24/7. Jeg har haft tre til fire job, mens jeg har lavet det her. Jeg har mistet søvn på det, og jeg har ikke slappet af eller hygget mig, siger han.
Selv om Afshin Firouzi efterhånden er blevet veletableret i skuespilbranchen, holder han stadig fast i sit sociale arbejde på førnævnte opholdssted for unge.
Afshin Firouzi har ofte selv svært ved at se den succes, andre ellers roser ham for, og han indrømmer, at han skal være bedre til at klappe sig selv på skulderen.
- Jeg tror, jeg presser mig selv ned. På en eller anden måde holder det mig måske også sulten. Jeg ved det ikke ... Det er et eller andet mysterie, der er heroppe, siger han og peger mod sit hoved.
Motivationen er der i hvert fald, og han har stadig meget mere, som han vil opnå. Der er derfor også kun to ting, der ville kunne forhindre ham i at fortsætte med at udleve drømmen:
- At jeg selv stopper, eller at jeg kradser af. Fordi jeg laver det, jeg helt oprigtigt elsker fra hjertet af, lyder det fra Afshin Firouzi.
"Hele vejen" får biografpremiere 3. april.
/ritzau/