København, 27/05/2025 - 18:13
Djokovic cruiser videre fra første runde i Paris
Mindre end to timer tog det for Novak Djokovic at vinde sin førsterundekamp ved French Open.
Lisi Niesner/Reuters
Af: /ritzau/
Serbiske Novak Djokovic havde ingen problemer med at spille sig videre fra sin kamp i første runde af grand slam-turneringen French Open.
38-årige Djokovic vandt tirsdag i tre sæt, 6-3, 6-3, 6-3, over amerikanske Mackenzie McDonald.
Det skete på hovedbanen i Paris, Court Philippe-Chatrier, hvor serberen sidste sommer blev olympisk mester.
- Jeg ved ikke, hvor mange flere grand slam-turneringer, jeg har tilbage, siger serberen i det efterfølgende vinderinterview.
- Jeg prøver bare at nyde hvert moment på det her fantastiske tennisstadion.
Tirsdag tog det 1 time og 58 minutter, før Djokovic havde sendt amerikaneren, der ligger nummer 98 i verden, ud.
Djokovic var i opgøret sikker i egen serv og blev blot brudt en enkelt gang undervejs.
Lodtrækningen i dette års franske grand slam-turnering har sendt Djokovic i samme halvdel som den italienske verdensetter Jannik Sinner og tyske Alexander Zverev, der sidste år tabte French Open-finalen.
Djokovic måtte sidste år trække sig fra French Open i kvartfinalen. Han kan potentielt stå over for Zverev, der ligger nummer tre i verden, i ottendedelsfinalerne.
Tre gange tidligere er serberen strøget til tops i den fransk grand slam-turnering.
Lørdag rundede veteranen Djokovic en stor milepæl, da han triumferede i en ATP-turnering i Genève. Det var ATP-titel nummer 100 i karrieren for serberen.
/ritzau/