Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/07/2025 - 11:25

Danske og svenske kongelige fejrer Øresundsbroens 25-års jubilæum

Det danske og svenske kongepar markerer tirsdag, at det er 25 år siden, at Øresundsbroen åbnede.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tirsdag er det 25 år siden, at Øresundsbroen blev indviet, og det bliver fejret af både det danske og svenske kongepar.

Fejringen er tirsdag formiddag blevet indledt med, at kong Frederik og dronning Mary samt Sveriges kong Carl Gustaf og dronning Silvia mødtes på Luftkastellet, som ligger i Sverige tæt ved broen.

Herefter kører de to kongepar i kortege til øen Peberholm, som ligger i Øresund.

Siden broen mellem Danmark og Sverige blev indviet, er der taget millioner af ture over forbindelsen.

Aftalen om at bygge en fast forbindelse over Øresund blev formelt indgået mellem Danmark og Sverige i 1995.

Fire år senere begyndte byggeriet, og i august 1999 blev det sidste brofag sat på plads. Jernbanen mellem København og Malmø stod færdig i december samme år.

1. juli var broen så klar til at blive indviet af dronning Margrethe og kong Carl Gustaf.

Sidste år satte trafikken over broen rekord med knap 7,6 millioner ture. Her var det personbiler, der udgjorde størstedelen. Knap 6,6 millioner af slagsen krydsede broen.

Senere vil de kongelige drage mod Amager Strandpark, hvor en jubilæumsgave vil blive afsløret.

/ritzau/

København, 01/07/2025 - 18:22

Noma åbner for første gang pop up-restaurant i USA

Thibault Savary/Ritzau Scanpix

Næste år forventer Noma for første gang at kunne rykke til USA og åbne midlertidigt i Los Angeles.

Til næste år åbner den danske trestjernede michelinrestaurant Noma, som pop up i Los Angeles i USA.

Det fortæller køkkenchef og stifter René Redzepi i et interview med den amerikanske avis Los Angeles Times.

Til avisen fortæller Redzepi, at han blev forelsket i byen, da han besøgte den sammen med sin familie.

- Det vil være fem eller seks måneder fyldt med energi, og hvor vi vil forsøge at møde alle de kreative mennesker i Los Angeles og lære fra dem og blive inspireret af dem.

Den københavnske restaurant har de seneste år haft flere pop ups i udlandet. Næste års åbning i Los Angeles er første gang, at Noma rykker til USA.

Noma har tidligere lagt vejen forbi Australien, Mexico og Japan.

Ifølge Los Angeles Times er det forventningen, at Nomas pop up kan åbne i foråret 2026.

Ansatte fra Noma har flere gange besøgt den amerikanske storby på researchture, men Redzepi har ikke været med grundet bekymring for, at planerne ville lække, skriver Los Angeles Times.

Noma har flere gange indtaget toppen af listen af verdens 50 bedste restauranter, som hvert år sammensættes af World Best Restaurant Academy.

Restauranten er desuden en af kun tre i Danmark, som har tre michelinstjerner.

Stjerner, som Noma forsvarede ved årets nordiske michelinuddeling, som fandt sted i Odsherred i juni.

Noma fik sin første michelinstjerne i 2005.

I 2023 besluttede Noma, at restaurantens lokaler i København fra 2025 skulle gøre plads til et madlaboratorie.

Dengang sagde Noma også, at man ville fortsætte med at fungere via pop up-koncepter rundt om i verden og Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/07/2025 - 17:25

Legendarisk dansk skuespiller gør comeback efter 22 år

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Når efterfølgeren til den første Madklubben-film rammer biograflærredet, bliver det med den 84-årige skuespiller Judy Gringer på rollelisten.

Efter mere end 20 års fravær fra det danske biograflærred gør den 84-årige skuespiller Judy Gringer comeback.

Det gør hun i den romantiske komedie "Madklubben - Hjemme igen", der rammer biograferne 23. oktober.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra SF Studios, der også præsenterer traileren til filmen.

I filmen spiller Judy Gringer rollen som mor til hovedkarakteren Marie, der spilles af den 76-årige stjerneskuespiller Kirsten Olesen.

Judy Gringer er blandt andet kendt fra film som "Poeten og lillemor", "Midt om natten" og "Soldaterkammerater". Derudover har hun medvirket i flere sengekantsfilm.

Som barn gik hun på Det Kongelige Teaters Balletskole, og som 16-årig blev hun tilknyttet ABC Teatret på Frederiksberg.

Judy Gringer var sidst krediteret for en medvirken i en spillefilm i 2003 i dramakomedien "Til højre ved den gule hund".

På rollelisten i "Madklubben - Hjemme igen" akkompagneres Judy Gringer foruden af Kirsten Olesen også af Stina Ekblad i rollen som Berling, Kirsten Lehfeldt i rollen som Vanja, mens at musikeren Michael Falch spiller rollen som Torben, der får et godt øje til Marie.

Derudover er også Rasmus Botoft, Troels Lyby og Klovn-stjernen Mia Lyhne på plakaten.

Man følger de tre meget forskellige veninder Marie, Berling og Vanja, der er ved at finde dem selv i livets efterår. De bor sammen i et stort hus på Sydfyn og har en ugentlig madklub.

Marie er ved at vænne sig til livet som nyskilt, Vanja er lige blevet mormor, og Berling er blevet tvunget til at gå på pension. Sammen beslutter de sig for at lave Fyns største lokale madfestival.

Filmen er en efterfølger til "Madklubben", som blev vist i de danske biografer i 2020. Her befandt de tre veninder sig i Syditalien. Men nu er de hjemme i Danmark igen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

FAKTA: Indeklimaproblemer fordelt på boligtyper

* Alt efter hvilken boligtype, man bor i, kan udfordringer med indeklimaet opleves forskelligt.

* Beboere i typehuse fra år 2000 eller nyere oplever i højere grad end andre varme eller for høje temperaturer samt for meget dagslys.

* Beboere i byhuse og bindingsværkshuse oplever oftere fugt og skimmelsvamp samt kolde vægge.

* I bindingsværkshuse og landhuse oplever beboerne i højere grad end andre indeklimaproblemer som træk og kulde, røg samt for lidt dagslys.

Kilde: Videncenteret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

Koldt vand og gennemtræk kan hjælpe på søvnen i sommernætterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søvnen kan drille i sommervarmen. Men med simple råd til indeklima og rutiner kan du få ro om natten trods lys og høje temperaturer.

Når sommeren for alvor melder sin ankomst med lyse nætter og varme dage, kan det være en udfordring at få en god nats søvn.

Mange oplever, at temperaturen i soveværelset stiger, at luften føles tungere, og at kroppen har sværere ved at finde ro.

Men der er råd for at sikre nattesøvnen - og her spiller et godt indeklima en vigtig rolle, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

Det er mest optimalt at undgå varmen fra solen, hvis ens soveværelse vender mod nord, forklarer han.

- Når det er en virkelig varm periode, kan man overveje at sove i et andet rum eller værelse, siger Tue Patursson.

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, tilføjer han.

Derfor kan man så vidt muligt sørge for, at varmen ikke kommer ind.

- Man kan være på forkant i løbet af eftermiddagen og aftenen med en parasol, markise eller gardiner, ligesom man ofte ser sydpå med skodder for vinduerne.

Fageksperten anbefaler også, at man kan lave gennemtræk i sit soveværelse ved for eksempel at holde døren åben ind til andre værelser.

- Det kan godt være, at det er varm luft, der kommer ind, men bevægelsen i luften gør det trods alt mere behageligt end, hvis luften er stillestående, siger Tue Patursson.

Kan man ikke have vinduerne åbne på grund af støj, kan en nem og billig løsning være at anskaffe en ventilator, som kan stå i den ene ende af soveværelset.

- Det skaber trods alt lidt bevægelse i luften, siger han.

Et køligt soveværelse er afgørende for en god nats søvn i sommermånederne, siger søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Hun anbefaler også at sørge for at lufte ud og holde vinduet åbent, hvis det er muligt.

Men når vinduerne er åbne, kan det være svært at holde soveværelset mørkt, hvilket også har betydning for en god søvn, påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

- Man kan overveje at investere i en sovemaske. Hvis man gør det, er det vigtigt, at den skal være mørk og behagelig at have på, så man kan holde ud at sove med den, siger søvnforskeren.

Hvis du alligevel ligger i varmen og ikke kan finde ro, kan det være en idé at stå op i kortere tid, siger Birgitte Rahbek Kornum.

- For eksempel kan du gå udenfor eller tage et kort, køligt bad - men ikke for længe, da det forstyrrer den indre temperatur, og så får det modsat effekt, lyder det.

Søvnforskeren henviser til et trick, som nogle bruger i Sydeuropa.

Hvis man har været i bad og er våd, kan man dryppe af og lægge sig i seng uden at tørre sig helt.

- Fordampningen er med til at køle kroppen ned, forklarer hun.

Et andet tip kan også være at fugte sin hovedpude en smule, da fordampningen her giver samme kølende effekt.

Selv om det kan give tankemylder at falde til ro i varmen, skal man se, om man kan undgå at stresse over det, siger Birgitte Rahbek Kornum:

- At man sover dårligt én nat eller to nætter gør ikke noget. Man skal bare stå op, som man plejer, og så skal man nok komme til at sove godt igen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek