Kyiv, 29/06/2025 - 09:26
Ukraine mister sit tredje F-16-fly i løbet af krigen
En ukrainsk F-16-pilot har mistet livet, mens han forsøgte at afværge et missil- og droneangreb fra Rusland.
Efrem Lukatsky/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ukrainsk pilot har mistet livet, og det F-16-fly, han fløj, er forulykket.
Det oplyser det ukrainske militær søndag morgen.
Det er ifølge militæret tredje gang i løbet af krigen mod Rusland, at Ukraine mister et af sine F-16-fly.
F-16-piloten var ved at afværge et storstilet russisk missil- og droneangreb i løbet af natten, da kampflyet blev beskadiget og tabte højde.
- Piloten brugte alle sine indbyggede våben og skød syv luftmål ned. Da han skød det sidste ned, blev hans fly beskadiget og begyndte at tabe højde, skriver Ukraines luftvåben på beskedtjenesten Telegram.
Luftvåbnet oplyser videre, at piloten fløj væk fra en bebyggelse, efter at flyet var blevet ramt, men piloten havde ikke tid nok til at katapultere sig ud af kampflyet, inden det forulykkede.
Mindst seks personer - herunder et barn - meldes såret i det russiske missil- og droneangreb. De befandt sig alle i Tjerkasy-regionen i det centrale Ukraine.
De blev såret i forbindelse med et angreb, der ramte tre etageejendomme og en uddannelsesinstitution.
Derudover har der været angreb i regionerne Lviv, Poltava, Mykolajiv og Dnipropetrovsk. I Mykolajiv og Dnipropetrovsk blev flere industrielle anlæg ramt, mens kritisk infrastruktur blev angrebet i Lviv-regionen.
Det er søndag morgen uklart, hvor omfattende skaderne er.
Ifølge det ukrainske militær sendte Rusland i alt 477 droner og 60 missiler - herunder både ballistiske missiler og krydsermissiler - af sted mod Ukraine natten til søndag.
Ukraine har angiveligt ødelagt 211 droner og 38 missiler.
/ritzau/Reuters